Single Daily
af

Rasmus Meyer

Trivselsundersøgelse på vej i Skoleforeningen

Dansk Skoleforening for Sydslesvig foretager nu en trivselsundersøgelse, der omfatter alle medarbejdergrupper. I november og i begyndelsen af december indsamles oplysninger blandt de ansatte.
Dansk Skoleforening for Sydslesvig foretager nu en trivselsundersøgelse, der omfatter alle medarbejdergrupper. I november og i begyndelsen af december indsamles oplysninger blandt de ansatte.

Selv om Skoleforeningen befinder sig i en omtumlet tid med aktuelle planer om skole- og institutionslukninger, sætter den nu gang i en stor trivselsundersøgelse blandt de 1500 ansatte.

Det er første gang, at der gennemføres en sådan undersøgelse blandt alle medarbejdere i Skoleforeningen. Formålet med spørgeskemaundersøgelsen er ifølge Skoleforeningen at styrke organisationen som en attraktiv arbejdsplads.

– Vi kan kun yde vores bedste, hvis alle trives med deres opgaver. Derfor har vi brug for feedback for at se, hvad der kan gøres endnu bedre, skriver Skoleforeningen i det infomateriale, der er sendt ud til alle medarbejderne.

Skoleforeningens direktør, Lars Kofoed-Jensen, orienterede torsdag aften styrelsen om undersøgelsen.

Han forklarede, at undersøgelsen omfatter alle faggrupper, og at besvarelsen er frivillig.

– Men for at sikre validiteten skal helst mindst 60 procent af medarbejderne deltage, forklarede han.

Tilfældigt tidspunkt

Tidspunktet for undersøgelsen har ingen forbindelse med strukturudviklingskataloget, der for tiden diskuteres meget.

Bjarne Stenger-Wullf, leder af Skoleforeningens personalekontor, forklarer, at undersøgelsen har været planlag i lang tid.

Grundlaget for undersøgelsen er ifølge Bjarne Stenger-Wullf Skoleforeningens ønske om at få konkret viden om, hvordan medarbejderne trives, og hvordan Skoleforeningen kan videreudvikles som arbejdsplads.

Samtidig pålægger tysk lovgivning (Arbeitschutzgesetz) alle arbejdsgivere at gennemføre en trivselsundersøgelse (Gefährdungsbeurteilung psychischer Belastung).

Men sammenfaldet med debatten om mulige skolelukninger kan påvirke besvarelserne, forklarede Lars Kofoed-Jensen torsdag aften.

– Det er en udfordring, at den falder sammen med debatten om besparelser i Skoleforeningen, sagde Lars Kofoed-Jensen.

Han understreger, at direktionen er glad for, at ønsket om undersøgelsen også er fremsat af medarbejderne.

Det bekræfter Bjarne Stenger-Wullf.

– Undersøgelsen er planlagt i tæt dialog med driftsrådet, forklarer han.

Handlingsplaner

Spørgeskemaundersøgelsen er kun første skridt i processen. Det slog Lars Kofoed-Jensen fast ved styrelsesmødet.

– Når resultaterne ligger klar, skal vi udarbejde handlingsplaner, sagde han og understregede, at Skoleforeningen har taget højde for medarbejdernes ønske om anonymitet.

– Vi kan graduere i medarbejdergrupper. Det vil sige, at vi kan svare på, hvad pedellerne mener, men ikke, hvad pedellen på en enkelt skole mener, siger Lars Kofoed-Jensen.

De ansatte kan enten deltage i undersøgelsen i papirform eller online.

(Foto: Arkivfoto, Jens Büttner, dpa)

kommentar
deling del

Skriv et svar