Single Daily
af

Kasper Skovse

Straksdomme til H. P. Therkelsen ansatte

Tre ansatte fra H.P. Therkelsen blev onsdag dømt for dokumentfalsk og medvirken til dokumentfalsk. Brancheorganisationen ITD har bedt firmaet om en redegørelse. Politiet fortsætter efterforskningen.
Tre ansatte fra H.P. Therkelsen blev onsdag dømt for dokumentfalsk og medvirken til dokumentfalsk. Brancheorganisationen ITD har bedt firmaet om en redegørelse. Politiet fortsætter efterforskningen.

– Det her er en katastrofe, og jeg er rystet i min grundvold. Vi har aldrig stået tilbage fra at sige, at der skal være ordnede forhold i branchen, og vi var blandt de første til at hilse en øget kontrol af cabotagekørslen velkommen. Og så sker det her. Det er som en spand vand i hovedet.

Direktør Peter Therkelsen fra vognmandsfirmaet H.P. Therkelsen i Padborg havde onsdag eftermiddag stadig svært ved at forstå, hvad der var sket, efter at tre af hans medarbejdere onsdag middag modtog betingede fængselsdomme ved Retten i Roskilde.

To chauffører fik hver en betinget dom på 30 dages fængsel for dokumentfalsk, og en højt betroet medarbejder fik en betinget dom på fire måneders fængsel for medvirken til dokumentfalsk.

De dømte blev anholdt, da politiet tirsdag ransagede H.P. Therkelsens hovedsæde i Padborg efter en mistanke om dokumentfalsk i forbindelse med ulovlig cabotagekørsel. Mistanken opstod, efter politiet slog til mod fire H.P. Therkelsen-lastbiler rundt i Danmark. Efter ransagningen i Padborg blev fire chauffører og den administrative medarbejder anholdt af politiet. To chauffører blev efter endt afhøring løsladt, mens de tre andre forblev anholdt.

Den nu dømte administrative medarbejder var en af dem, der netop skulle sikre, at alt foregik ordentligt og efter reglerne hos H.P. Therkelsen. Hvilket gjorde tilståelsen for dokumentfalsk ekstra svær at sluge for direktøren.

– Jeg skal lige forstå, hvad der lige er sket. I går (tirsdag; red.) var jeg overbevist om, at der ikke var hold i sagen, og i dag er der kommet tilståelser. Nu er de tre dømte endnu ikke kommet tilbage fra retten, så vi kender ikke deres version af sagen, men jeg har i dag indskærpet overfor alle vore ansatte, at dokumentfalsk og andre ulovligheder er fuldstændig uacceptabelt i vores firma, sagde Peter Therkelsen.

Cabotage-kørsel drejer sig om udenlandske lastbiler, der på kørsler til og fra Danmark også har lov til at foretage et antal internt danske transporter, før bilen igen skal køres til udlandet. Det var specialister fra politiets centre for kontrol af tunge køretøjer, der stod for den storstilede aktion, og da sagen hører under Tungvognscenter Øst, foregik grundlovsforhøret ved Retten i Roskilde, hvor specialanklager Camilla Meding førte sagen.

Alle tre erkendte sig skyldige ved grundlovsforhøret og modtog derpå straksdomme på stedet. Da dommene er betingede, blev de tre tre mænd løsladt straks efter dommene. Der blev ikke idømt udvisning i sagerne.

– Efterforskningen mod H.P. Therkelsen fortsætter, hvor det skal afklares, om der skal rejses flere sigtelser, fortæller kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist fra politiet.

ITD, brancheorganisationen for de professionelle transport- og logistikvirksomheder, der også har hovedsæde i Padborg, har nu bedt H.P. Therkelsen om en redegørelse i sagen.

– Vi hilser som udgangspunkt politiets øgede fokus på cabotagekørslen velkommen. ITD har længe ønsket mere kontrol på området, for vi ønsker fair og lige forhold for alle og ordnede forhold i branchen. Ulovlig cabotagekørsel er konkurrenceforvridende, så nu har vi derfor bedt vores medlem om en redegørelse for sagen, siger ITD-formand Christian S. Madsen.

– Vi går ind for, at folk får en chance for at forklare sig, og så beslutter vi bagefter, hvad der skal ske.

kommentar
deling del

Skriv et svar