Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Toppen af dansk kunst i Hamborg

Kunsthalle låner værker fra Ordrupgaard Museum og udstiller guldaldermalerier, billeder af »Fynboerne« og tidlig dansk impressionisme på en stor udstilling, der åbner i foråret.
Kunsthalle låner værker fra Ordrupgaard Museum og udstiller guldaldermalerier, billeder af »Fynboerne« og tidlig dansk impressionisme på en stor udstilling, der åbner i foråret.

I Charlottenlund nord for København findes en af Danmarks fineste kunstsamlinger. En stor del af denne samling sendes i foråret til Hamborg, hvor den vises som optakt til det dansk-tyske venskabsår i 2020. Ordrupgaard Museets samling af dansk maleri fra det 19. og det 20. århundrede udstilles i Hamburger Kunsthalle fra den 10. maj til den 22. september.

Kunstgæsterne i hansestaden præsenteres med udstillingen »Im Licht des Nordens« for noget af det ypperste fra den danske kunsthistorie. Kronologisk begynder udstillingen med tre af pionererne inden for den danske guldalderkunst: C.W. Eckersberg, Christen Købke og Wilhelm Marstrand. Den nationalromantiske stilretning repræsenteres af Johan Thomas Lundbye, Peter Christian Skovgaard og Vilhelm Kyhn. Også kunstnergruppen »Fynboerne« kommer med på udstillingen sammen med værker af den impressionistiske maler, billedhugger og keramiker Theodor Philipsen, der var tæt forbundet med franskmanden Paul Gaugain.

En særlig placering på udstillingen får to af symbolismens nøglepersoner i Danmark, Laurits Andersen Ring og Vilhelm Hammershøi, fortæller udstillingens tilrettelægger, Dr. Markus Bertsch. Han oplyser desuden, at ni af Hammershøis berømte interiørbilleder vil kunne ses i et separat udstillingsrum i Kunsthalle. Det gælder blandt andet oliemaleriet »Støvkornenes dans i solstrålerne« fra 1900, der er verdensberømt for den enkle og sublime komposition. Maleriet er optaget i den danske kulturkanon, som blev lanceret af kulturministeriet i 2004.

Johan Thomas Lundbye (1818–1848): En eng ved Arresø, 1838, oliemaleri på papir, 21 x 33 centimeter. Tilhører Ordrupgaard. Foto: Anders Sune Berg

Johan Thomas Lundbye (1818–1848): En eng ved Arresø, 1838, oliemaleri på papir, 21 x 33 centimeter. Tilhører Ordrupgaard. Foto: Anders Sune Berg

Statsligt museum

Ordrupgaard blev i slutningen af 1800-tallet grundlagt som en privat samling og i 1918 åbnet som museum af den velhavende etatsråd Wilhelm Hansen. Da Vilhelm Hansens enke, Henny Hansen, døde i 1951 overgik huset og samlingen til, den danske stat, og som statsligt museum har det været offentligt tilgængeligt siden 1953. Udlånet til Hamborg falder sammen med en større ombygning og udvidelse af Ordrupgaard.

Naturstudier

Dyrkelsen af naturstudier og det deraf danske var i grund og bund de danske guldalderkunstneres eneste stilistiske fællesnævner. Guldalderens landskabsmalerier står i mange danskeres bevidsthed som det, nutidens fredede landskaber skal ligne. Betegnelsen dækker dansk kunst i den første halvdel af 1800-tallet. Opfattelsen af perioden blev dog først fasttømret meget senere.

Omkring 1900 udsendtes Karl Madsens og Emil Hannovers store kunstnerbiografier om guldaldermalerne Eckersberg, Købke, Lundbye, Marstrand og Constantin Hansen, og disse biografier efterlod et indtryk af guldalderen som en kunstnerisk set idyllisk og national blomstringstid.

Perioden bliver også kaldt for »den eckersbergske skole«, fordi C.W. Eckersberg underviste næsten alle de store guldaldermalere på kunstakademiet i København og arbejdede for, at de nye generationer af kunstnere skulle male efter naturen.

Vilhelm Hammershøi (1864-1916): Solstråler el. Solskin. “Støvkornenes dans i solstrålerne”

Vilhelm Hammershøi (1864-1916): Solstråler el. Solskin. “Støvkornenes dans i solstrålerne”

Kaldt for »bondemalere«

Det nære forhold til naturen kommer også til udtryk i de billeder, som »Fynboerne« malede. »Fynboerne« var ikke en egentlig kunstnersammenslutning, men blot en gruppe af malere med Johannes Larsen, Fritz Syberg og Peter Hansen som frontfigurer.

De var alle født på Fyn og fandt sammen i deres fascination af naturen, især den fynske natur. Kunstnerne mødte hinanden i 1880erne, tre årtier efter at guldaldermalernes hey-days var ovre, og deres fremstilling af livet på landet blev siden kritiseret af flere symbolistiske malere, der kaldte »Fynboerne« for »bondemalere«. »Fynboerne« fik dog en stærk moralsk støtte fra den toneangivende forfatter Johannes V. Jensen. Himmerlandsforfatterens støtte blev indledningen på et tæt venskab mellem ham og »Fynboerne«.

Vilhelm Hammershøi (1864-1916): En ung pige, der syr

Vilhelm Hammershøi (1864-1916): En ung pige, der syr

Lysvirkninger

Theodor Philipsen placerer sig i kunsthistorien som den første egent­lige impressionistiske maler i Danmark. Det er også denne facet, der ifølge kurator Markus Bertsch vil blive lagt vægt på med udstillingen i Hamborg. Hans lysvirkninger peger i øvrigt tilbage på en af udstillingens guldaldermalere, nemlig Vilhelm Kyhn, som Theodor Philipsen blev påvirket af i sin ungdom.

Hamburger Kunsthalle har tidligere præsenteret dansk kunst for det et nordtysk publikum.

I 2005 viste kunstmuseet en udstilling med danske guldaldermalerier udlånt af Statens Museum for Kunst i København. I 2013 viste museet 80 mesterværker fra Den Hirschsprungske Samling i København, og i 2016 var det en separatudstilling med værker af C.W. Eckersberg.

kommentar
deling del

Skriv et svar