Single Daily
af

Thomas Schumann

Tog til Folkemøde for at møde Eurovision-stjerne

Mor og datter købte færge-billet i sidste øjeblik, da de hørte at Michael Schulte skulle spille koncert i Sydslesvigteltet på Folkemødet på Bornholm.
Mor og datter købte færge-billet i sidste øjeblik, da de hørte at Michael Schulte skulle spille koncert i Sydslesvigteltet på Folkemødet på Bornholm.

De skulle ikke møde politikere. De kom ikke for at netværke med foreningsdanmark. End ikke den strålende sol, Allinges små gule huse eller de rå klipper ned til vandet havde lokket Diana Magling og hendes mor, Tina Magling, til folkemødet på Bornholm.

De tog i stedet turen til Bornholm fra Korsør for at se og høre melodi grand-prix stjernen Michael Schulte spille intimkoncert i Sydslesvigteltet torsdag aften.

Færgebilletten købte de i sidste øjeblik, da de på Facebook læste, at den musikalske sydslesviger gav koncert.

Mor, datter og far, Jørgen Mortensen – som mest af alt var med som chauffør – sad på en bænk i hjørnet af sydslesvigteltet og ventede tålmodigt halvanden time, før Michael Schulte gik på scenen.

– Jeg er glad for at være kommet hele vejen fra Korsør for at høre og se ham for første gang. Hans stemme er meget speciel, og han taler jo dansk, og sangen (til melodi grand-prix, red.) var meget dansk, fortæller Diana.

– Sangen rørte os utrolig meget. Han er en fantastisk performer og kan med liv og sjæl synge, så vi kan føle det bag skærmen. Det er en speciel evne at have og det er ikke alle, der kan den slags, tilføjer Tina.

– Jeg blev lidt rørt, da jeg hørte sangen først, siger Diana.

Det er ikke første gang, at familien tager på langfart for at opleve melodi grand-prix stjerner i kød og blod.

De var med til Eurovision i København i 2014, i Østrig i 2015 og i Sverige i 2016. Fordi Diana arbejder for TV Glad – en tv-station for og med mennesker med funktionsnedsættelse – har hun med sit pressekort fået adgang til musikerne.

Michael Schulte gav intimkoncert i Sydslesvigteltet på folkemødet på Bornholm. Diana og Tina Magling (til venstre for midten) var taget fra Korsør, blot for at høre Euro-vision stjernen spille. Foto: Thomas Schumann

Michael Schulte gav intimkoncert i Sydslesvigteltet på folkemødet på Bornholm. Diana og Tina Magling (til venstre for midten) var taget fra Korsør, blot for at høre Euro-vision stjernen spille. Foto: Thomas Schumann

Men selvom Diana og Tina nok var de største fans i Sydslesvigteltet, var de langt fra de eneste, der var spændte på koncerten. Da klokken nærmede sig halv syv, var teltet fyldt – fortrinsvis af de omkring 60 unge sydslesvigere, som primært var kommet med på Folkemødet for at præsentere det danske mindretal. Skoleforeningens formand, Sydslesvigsk Forenings formand, den danske ambassadør i Berlin, Grænseforeningens top – de var også med.

Michael Schulte stillede sig op bag mikrofonen med sin guitar. Han fik en varm velkomst af de mange elever fra Duborg-skolen, hvor han selv har gået.

– Jeg har glædet mig meget til i dag. Mange tak skal i have for de 12 point. Det var en vanvittig følelse med alle de point, sagde Michael Schulte.

Duborg-eleverne, spidsen af de sydslesvigske foreninger og selvfølgelig Tina og Diana stod helt tæt på Michael Schulte, da han gav sig til at spille og synge.

– Det her er min yndlings melodi grand-prix sang, drillede Michael Schulte og gav sig til at spille Brødrene Olsens vindersang fra 2000 »Fly on the wings of love«.

Da han kom til sin egen grand-prix sang, »You let me walk alone«, kunne et par af Duborg-pigerne ikke holde tårerne tilbage.

Nogle af Duborg-pigerne kunne ikke holde tårerne tilbage. Foto: Thomas Schumann

Nogle af Duborg-pigerne kunne ikke holde tårerne tilbage. Foto: Thomas Schumann

Efter ekstra-nummeret skyndte Jørgen Mortensen sig op fra sin plads på bænken bagest i teltet for at give Diana en bibeltyk bog indbundet i sort læder.

Diana tog bogen med op til scenen. Michael Schulte skrev sin autograf.

Autografen landede på en af bogens sidste sider. De foregående sider havde også autografer: Fra andre danske musikere såsom Medina og Basim. De fleste var forsynet med et billede af musikeren og en storsmilende Diana.

– Det var fantastisk at møde ham (Michael Schulte, red.). Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Det var også stort at røre ved hans guitar, fortæller Diana.

De kom for at høre og møde Michael Schulte: Ikke politikere, foreningsfolk, lobbyister – heller ikke for at opleve solskinsøen og spise Krølle Bølle is. Så da koncerten var ovre, tog Diana, Tina og Jørgen færgen hjem igen.

kommentar
deling del

Skriv et svar