Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Tobakssmag og skoletid uden rygning skal sikre røgfri generation

Søde smagsstoffer, der giver en særlig smag, skal ud af e-cigaretter, fremgår det af national handleplan.
Søde smagsstoffer, der giver en særlig smag, skal ud af e-cigaretter, fremgår det af national handleplan.

Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om en tobakshandleplan.

S-regeringen har sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Alternativet, Venstre og Det Konservative Folkeparti indgået aftalen, der har til formål at sikre en røgfri generation i 2030.

Aftalen blev præsenteret onsdag formiddag af sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) ved et doorstep i Sundheds- og Ældreministeriet.

– Hver dag er der 40 børn og unge, der starter med at ryge. Det er den største folkedræber, og derfor er det afgørende, at vi nu har lavet en bred aftale, der sætter ind, så færre unge begynder at ryge, sagde han.

Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er ikke med i aftalen.

I handleplanen er aftalepartierne blandt andet enige om, at der skal være røgfri skoletid for elever på alle grundskoler, kostskoler og efterskoler, der har optag af børn og unge under 18 år.

I dag er der forbud mod rygning på matriklen på de gymnasiale uddannelser, men forbuddet kommer fremover også til at omfatte for eksempel erhvervsskoler og FGU-institutioner (forberedende grunduddannelse, red.).

Desuden skal der indføres standardiseret emballage for alle tobaksvarer og e-cigaretter, og alle tobaksvarer, e-cigaretter og nikotinprodukter skal være skjult på alle salgssteder.

Undtaget er fysiske butikker, der har specialiseret sig i salg af cigarer, piber, pibetobak og e-cigaretter.

Alle andre smage end tobak og mentol bliver forbudt i e-cigaretter.

Mentol har været tilladt som smagsstof i cigaretter i en overgangsperiode, men fra 20. maj næste år bliver også denne smag forbudt, fremgår det af aftaleteksten.

DF meddelte tirsdag, at partiet trak sig fra forhandlingerne, ifølge DF-sundhedsordfører Liselott Blixt på grund af smagsforbuddet i e-cigaretter.

E-cigaretter fås i dag med forskellige smage, for eksempel frugt, lakrids, vanilje, slik og alkohol. Og de smage bliver forbudt.

kommentar
deling del

Skriv et svar