Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

To stærke personligheder

Lars Erik Bethge har skrevet en spændende og vedkommende bog om to interessante mindretalsdanskere, Peter og Holger Hattesen, far og søn. Bogen er fyldt med mange nye oplysninger og perspektiver.
Lars Erik Bethge har skrevet en spændende og vedkommende bog om to interessante mindretalsdanskere, Peter og Holger Hattesen, far og søn. Bogen er fyldt med mange nye oplysninger og perspektiver.

Der er aldrig tidligere blevet udsendt en samlet biografi om Peter (1896-1981) og Holger Hattesen (1937-1993), far og søn, fotograf og kunstner, begge kunsthandlere og begge interessante – for ikke at sige særprægede – personligheder inden for det danske mindretal i Sydslesvig.

Har man nogensinde besøgt deres kunsthandel i den gamle herskabslejlighed på Holm 76 i Flensborg, har man ikke kunnet undgå at blive ramt en fascination: Her stod vaser fra Det fjerne Østen og antikiviteter fra den engelske landadels ejendomme sammen med etnografiske hjembringelser fra Afrika og historiske bøger – foruden al kunsten. Man kunne blive fristet til at opholde sig der i timevis.

Det gjorde en ung Lars Erik Bethge også. Han er uddannet sociolog og endnu ansat som kommunikationschef i Sydslesvigsk Forening, før han den 1. februar 2020 bliver den ny leder af Danevirke Museum ved Slesvig.

I ti år har han – sideløbende med sit fuldtidsjob – arbejdet på en dobbeltbiografi om Peter og Holger Hattesen. Biografien er nu udkommet i både en dansk udgave med titlen »Rygrad« og en tysk udgave med titlen »Rückgrat«.

Den uortodokse Holger Hattesen med en af sine karakteristiske dukker. Foto: Helge Krempin

Den uortodokse Holger Hattesen med en af sine karakteristiske dukker. Foto: Helge Krempin

Tætte kontakter til kunstnere

Bogen er både en skildring af to menneskers eksistens i grænselandet mellem dansk og tysk. Men de individuelle historier har også en bredere og mere generel placering i billedet af det 20. århundredes danske mindretalsliv i Sydslesvig.

Familien Hattesens aner på mandlig side går dog tilbage til Nordslesvig, til Haderslev, hvor Peter Hattesens far, Jørgen, voksede op. Her var sønderjysk hjemmesproget. Peter Hattesens mor, Anna, stammede fra en Flensborg-familie, hvor der udelukkende blev talt tysk.

Til at begynde vendte Peter Hattesen sig da også primært mod det tyske, da han bosatte sig i Kiel-området. Han havde forhåbninger til Weimarrepublikkens og dens demokratiske idealer, som jo ikke blev indfriet af den jordiske virkelighed. Peter Hattesen ernærede sig primært som fotograf og sekundært som kunsthandler og fik tætte kontakter til fremtrædende nord- og mellemtyske kunstnere, blandt andre Rudolf Behrens og Max Schwimmer.

Regimemodstander

Efter at nazisterne havde grebet magten, blev Peter Hattesen en diskret regimemodstander, og efter 1937 gav eller skaffede han husly til kommunister og andre politiske aktivister, der i grænsebyen Flensborg forsøgte at komme ud af det totalitære Nazityskland.

Lars Erik Bethge fremlægger i bogen ikke oplysninger om, hvor mange eller hvem Peter Hattesen var med til at hjælpe over grænsen til Danmark. Der foreligger naturligvis næppe skriftligt kildemateriale med sådanne oplysninger, og hvem, der slap til Danmark, har Peter Hattesen – ifølge Lars Erik Bethge – aldrig fortalt.

Siderne om Peter Hattesens deltagelse i den regulære modstandskamp er spændende læsning. Han skal blandt andet have smuglet oplysninger over grænsen til danske modstandsfolk i Kruså. Hvilke oplysninger, det drejer sig om, får vi ikke at vide, og forfatteren fortæller ikke læseren, om han har forsøgt at fremskaffe oplysningerne eller, om der findes sandsynlige forklaringer på, hvilke oplysninger der kan have været tale om.

Måske vidste Peter Hattesen det ikke en gang selv. Måske var han blot en intetanende kurér, der heller ikke skulle vide noget.

Kilder mangler

Bogen har i højere grad karakter af en familiekrønike end et dokumentarisk værk med kildehenvisninger eller citater. Der er en litteraturliste bagest i bogen, men det er som oftest uklart, hvor Lars Erik Bethge har de konkrete oplysninger fra, og hvad konklusionerne er baseret på. Den kilde, som forfatteren formentlig bygger fortællingen om den anti-nazistiske Peter Hattesen på, er et afnazificerings-spørgeskema, der er blevet til efter krigen. Her kan man næppe udelukke, at disse konklusioner – eller dele af dem – kan hvile på en efterrationaliseringer i en kombination med eventuelle mundtlige overleveringer.

Forfatteren fortæller i højere grad end han lade de portrætterede personer – især Peter Hattesen – kom til orde selv. Det skyldes formentlig den legitime omstændighed, at der er tale om noget, Lars Erik Bethge har fået fortalt enten af Holger Hattesen, som han selv kendte personligt, eller af pårørende.

»Under nazi-diktaturet genopdager han sine danske rødder, og han er ikke den eneste«, skriver Lars Erik Bethge for eksempel om Peter Hattesen.

Bogen udmærker sig ved ofte meget personlige historier, der taler til læserens følelser. Man næsten mærker på egen krop, hvordan det må have været, da familien Hattesen formoder, at sønnen Jürgen er faldet i de sidste kampe østpå i 1945, og hvad Peter Hattesen har følt helt ind i sit inderste, da hans første hustru var i overhængende fare for at blive offer for det, som nazisterne med en uhyggelig eufemisme kaldte for »eutanasie« – i virkeligheden systematiske mord på fysisk og psykiske syge mennesker som et led i racerenheds-programmet.

Sønnen Jürgen kom i øvrigt tilbage på et tidspunkt, hvor familien allerede gik ud fra, at han måtte være død.

Bogen Rygrad bliver ekstra indbydende med de mange udvalgte illustrationer af Holger Hattesen.

Bogen Rygrad bliver ekstra indbydende med de mange udvalgte illustrationer af Holger Hattesen.

Udtryksfulde fotos

Afsnittet mellem de to biografier af far og søn er fyldt ud med en række af Peter Hattesens skarpe og velkomponerede fotografier af blandt andet landskaber, byportrætter af Flensborg, af kunstnere og SA-marcher i Flensborg i 1935. Det står ikke helt klart, hvad hensigten med de sidstnævnte fotografier har været.

I afsnittet om Holger Hattesen er det naturligvis et udvalg af hans herlige oliemalerier, akvareller, pasteller og pennetegninger, der er med til grafisk at løfte bogen til en æstetisk nydelse. Holger Hattesen overtog kunsthandlen fra faren i 1971, og i mange år blev det ikke til mange kunstneriske udfoldelser fra egen hånd. Men så gav han den ellers gas op gennem 1980erne og frem til sin død i 1993.

Holger Hattesen fik aldrig en formel kunstuddannelse, men blev uddannet inden for handel. Da han var barn, havde han dog gået op og ned ad de kunstnere, som faren havde skaffet eksil i Flensborg. De havde både lært fra sig og også set, at der var kunstnerisk krudt i Hattesen junior.

Militærnægter

Da Holger Hattesen kom tilbage til Flensborg efter et ophold på Askov Højskole (hvor han mødte sin senere hustru, Anni Bøgh Hattesen), blev han langsomt en del af kunstnermiljøet i området og fik kunstneriske opgaver, når der skulle laves scenografi på Flensborg Teater.

Ifølge bogen var Holger Hattesen den første militærnægter i Slesvig-Holsten. Han var – fortæller mennesker, der kendte ham – en mand, der talte lige ud af posen. Som Bethge formulerer det: »Holger Hattesen har arvet faderens stivnakkede personlighed og iltre temperament og udtrykker undertiden sin ærgrelse i drastiske vendinger, som nogle gange opfattes som sårende af modparten«. Holger Hattesen lagde sig ud med både kvinder og præster efter at have skildret nogle repræsentanter for begge grupper i sin kunst.

Peter Hattesen fotograferet i første halvdel af 1930erne. Foto fra bogen

Peter Hattesen fotograferet i første halvdel af 1930erne. Foto fra bogen

Bandlyst på Nolde-museet

Lars Erik Bethge kommer med en oplysning, som jeg ikke har set offentliggjort noget sted tidligere – nemlig at Holger Hattesen af ledelsen på Nolde-museet i Nordfrisland fik forbud mod at vise sig på museet. Det skal ifølge bogen være sket efter, at Holger Hattesen offentligt havde fremsat ønsket om »en ærlig diskussion om Noldes stærkt racistiske, jødefjendtlige og fascistiske holdninger«.

Der fremlægges i bogen ikke dokumentation for, at Hattesen skal have fået »Hausverbot« i Seebüll, men det lyder overvejende sandsynligt. Flensborg Avis fik selv meget kraftige reaktioner fra den daværende ledelse på Nolde-museet efter i 2001 at have offentliggjort en artikel, der fremlagde flere af de påstande, som siden er blevet bekræftet i det videnskabelige arbejde, som kunsthistorikeren Aya Soyka og historikeren Bernhard Fulda har lagt frem om Emil Noldes forhold til nationalsocialismen samt om hans antisemitiske synspunkter.

Det er en spændende og vedkommende bog, Lars Erik Bethge her har begået. Den er fyldt med mange nye oplysninger og perspektiver. Måske ikke nye for inderkredsen, men dog for en bred offentlighed. Bogen lever dog ikke altid op til de krav, en historiker eller en journalist skal stille til sig selv. Men det har formentlig heller ikke været hensigten. Bogen vinder ved forfatterens personlige indgang til stoffet.

kommentar
deling del

Skriv et svar