Single Daily
af

Jens Nygaard

Tip til danske sydslesvigere: Køb et dansk sommerhus

Eksperter i boligmarkedet siger, at lige nu er det rigtige tidspunkt til at købe et dansk sommerhus. Og det vil de fleste danske sydslesvigere kunne få dispensation til.
Eksperter i boligmarkedet siger, at lige nu er det rigtige tidspunkt til at købe et dansk sommerhus. Og det vil de fleste danske sydslesvigere kunne få dispensation til.

Der er rigtig mange sommerhuse til salg på det danske marked. Faktisk er der over 10.000 til salg i hele Danmark, og hvis man kun kigger på Sydjylland, så ligger antallet på omkring 1500 – ud af i alt cirka 235.000 fritidshuse i Danmark.

Der har nemlig været en del hårde år på det danske sommerhusmarked, der ikke – som parcelhuse eller ejerlejligheder – helt er kommet sig efter finanskrisen.

– De seneste tre-fire år er udbuddet faldet stille og roligt, men der vil stadig gå noget tid, inden den store pukkel af huse til salg er blevet afviklet, siger Curt Lilliegreen, der er direktør i Boligøkonomisk Videncenter i Danmark.

Han mener, at der er meget, som tyder på, at det lige nu er det rigtige tidspunkt at slå til, hvis man har drømmen om et eget fritidshus i Danmark i blodet.

– Selv om renten er gået op, har vi stadig en historisk lav rente. Så der er en billig finansiering, og det kan stadig nås at købe et sommerhus, før de er kommet op i pris, siger Curt Lilliegreen.

Han tvivler ikke på, at priserne vil stige. Den generelle økonomiske fremgang betyder også, at mange har fået mere økonomisk råderum – og måske har de endda en stor friværdi i deres hus, som så muligvis kunne bruges til at finansiere et fritidshus.

Opfordringen til at købe nu gælder selvsagt også danske sydslesvigere – hvoraf de fleste dog har et tysk pas og derfor skal have en dispensation for at kunne købe et sommerhus nord for grænsen.

Det er en dispensation, som de fleste danske sydslesvigere vil kunne få. Især hvis de kan påvise, at de har gået i dansk skole syd for grænsen. Mange af dem vil falde ind under den undtagelses-bestemmelse, som drejer sig om »Særlig sproglig eller kulturel tilknytning til Danmark«.
Ingen chancer

Det tager mellem otte og ti uger at få en ansøgning behandlet, og et ansøgningsskema kan findes på Justitsministeriets hjemmeside. Man skal have det konkrete købsobjekt ved hånden, inden man starter processen. Så må man bare håbe, at huset ikke bliver solgt i mellemtiden.

Inden man kaster sig ud i projektet råder eksperterne dog til, at man ser sig godt for:

– Pas på med at tage chancer, siger Curt Lilliegreen.

Han peger på, at hvis man køber et hus i et område, hvor der er vigende efterspørgsel, kan det være svært at komme af med det igen til en fornuftig pris.

– Hvis man skal købe et sommerhus, så skal man ind de steder, hvor der er fremgang i markedet. Mit bud er, at det vil der også være i de kommende år. Er man uden for de områder, vil jeg være mere på vagt, siger Curt Lilliegreen.

Han anbefaler derfor, at man køber i populære områder – og så ofte betaler noget mere for huset. Så vil det i højere grad prismæssigt være fremtidssikret, mener han.

En anden mulighed er selvfølgelig, at det danske marked for fritidshuse ad åre bliver frigivet, så for eksempel alle tyskere, der har de nødvendige håndører, kan købe et sådant hus i Danmark.

Det vil alt andet lige få priserne til at gå op. Men blandt danske politikere er der for tiden ikke flertal for en sådan liberalisering.

kommentar
deling del

Skriv et svar