Single Daily
af

Thomas Schumann

Tilskud til familier kan gøre boliger dyrere

Forbundsregeringens forslag om børneboligpenge er en god idé, lyder det fra ejendomsmægler Thore Feddersen, så længe Flensborg sørger for flere boliger. Ellers vil det føre til højere priser.
Forbundsregeringens forslag om børneboligpenge er en god idé, lyder det fra ejendomsmægler Thore Feddersen, så længe Flensborg sørger for flere boliger. Ellers vil det føre til højere priser.

De tyske boligpriser stiger, og det rammer børnefamilier, som gerne vil have fast ejendom.

For at afhjælpe det problem vil forbundsregeringen tildele familier »børneboligpenge« (Baukindergeld): Hvis en familie vil bygge hus eller købe en fast ejendom, kan de modtage 1200 euro om året per barn fra det offentlige i en periode på ti år.

Med to børn kan husstanden altså se frem til en samlet indtægt på 24.000 euro efter ti år.

Thore Feddersen, direktør i ejendomsmæglerfirmaet af samme navn, synes grundlæggende godt om ideen.

– Vi vil gerne have at børnefamilier flytter ind til byerne, og lige nu bliver det stadig sværere for dem at have råd til det, fortæller Thore Feddersen.

Byen skal være med

Han påpeger imidlertid, at Flensborg by også må engagere sig, hvis børneboligpengene skal komme familierne til gode.

– Hvis ikke kommunen sørger for at der samtidig bygges nyt, så vil det blot forhøje huspriserne. Det bliver mere og mere knapt med boligmassen i Flensborg, siger Thore Feddersen.

Hvert år flytter 1000 nye indbyggere til fjordbyen og forvaltningen har svært ved at holde trit med de mange nye tilflyttere.

– Det er en opgave vi skal arbejde med over de næste mange år. Vi løser det ikke med at bygge hundrede nye lejligheder med ved at bygge flere tusinde. Hvis vi ser på prognoserne, er det ikke nogen nem opgave, fortæller Flensborg bys pressetalsmand, Clemens Teschendorf.

Parcelhuse fylder for meget

Ligesom Thore Feddersen påpeger han, at pladsen efterhånden er trang i Flensborg. Derfor satser byen på lejligheder i og omkring midtbyen, så der plads til flest mulige boliger.

– Det er flot, når vi kan bygge parcelhuse, men hvis vi virkelig skal gøre noget, så må vi bygge omkring 1500 lejligheder om året, siger Clemens Teschendorf.

I forvejen er der rift om de grunde, som byen sætter til salg og det er svært at finde håndværkere, fordi så mange af dem er beskæftiget med at bygge nye huse.

Clemens Teschendorf kan endnu ikke forholde sig til de foreslåede børneboligpenge, da det endelige lovforslag først bliver præsenteret til september.

Med tilbagevirkende kraft

Søndag foreslog CSUs landsgruppeformand, Alexander Dobrindt, at ordningen skal virke med tilbagevirkende kraft fra første januar 2018.

Udover bekymringen om stigende boligpriser er forslaget om børneboligpenge blevet kritiseret for at tilgodese velhavende børnefamilier. En af betingelserne for at få børneboligpenge er, at familien kan stille med en egenkapital på 20 til 30 procent af købsprisen, når de køber ejendom. Det er imidlertid kun de rigeste 30 procent af alle par med børn, der står inde med så mange penge.

kommentar
deling del

Skriv et svar