Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Tilbage til barndommens land

Kerin Schmidt gik på dansk skole på Sild, før hun flyttede til storbyen Hamborg. Nu er hun vendt tilbage til Morsum, hvor hun voksede op - og det har hun skrevet en bog om.
Kerin Schmidt gik på dansk skole på Sild, før hun flyttede til storbyen Hamborg. Nu er hun vendt tilbage til Morsum, hvor hun voksede op - og det har hun skrevet en bog om.

Når man er ung, venter den store verden. Mange vil – eller skal på grund af arbejde eller uddannelse – væk fra det sted, hvor de er født eller vokset op.

Kerin Schmidt er årgang 1983 og blev født i Vesterland. Hun voksede op på Sild, men rejste på et tidspunkt væk fra øen for at bosætte sig i storbyen Hamborg. Nu er hun flyttet tilbage til Morsum på Sild, hvor hun bor med sin familie, er biavler og skriver bøger.

»Inselluft mit Honigduft« hedder hendes nye bog, der den 4. april udkommer på forlaget Eden Books i Berlin. I bogen med undertitlen »Mein Leben auf Sylt im Wechsel der Gezeiten« beskriver hun både solsiden og skyggesiderne på Tysklands nordligste vadehavsø, der som den eneste af øerne i Nordfrisland er forbundet med en dæmning til fastlandet. Læserne hører om de nære ting i livet: Om at dyrke tomater lige uden for hoveddøren, om landsbysladder, om nordtysk kølig distance og om at vokse op under et tag sammen med både forældre og bedsteforældre. Kerin Schmidt har gået på dansk skole i Kejtum og Vesterland.

Kerin Schmidt: – For tiden kan jeg godt savne den hyggelige side af danskere.
(Fotos: Roman Matejov)

Du er opvokset på Sild, Kerin Schmidt. Er en barndom på en ø noget af det bedste, man kan forestille sig, eller ville du hellere være vokset op et andet sted?

– Min barndom på Sild var fantastisk. Morsums natur var en stor legeplads. Men andre kan sagtens have oplevet en lige så dejlig barndom andre steder i Tyskland, hvis blot de er vokset op i tryghed præget af respekt og betingelsesløs kærlighed. Det er jeg, og det præger mig den dag i dag.

Hvad er dine dejligste erindringer fra barndommen på Sild?

Tiden med mine forældre og alle dyrene på gården. At køre traktor, fodre lam og drikke mælk fra køerne i kostalden.

Hvad er det største eventyr ved at bo på Sild?

– Det er at komme af sted fra øen til tiden. På Sild er man jo i den grad afhængig af togforbindelserne til fastlandet, og det giver ofte store udfordringer. Ofte holder man i lange køer for at komme om bord på biltoget, eller man venter forgæves på et persontog, som er blevet aflyst. Heldigvis er der også en færge til Danmark.

Sild har ændret sig meget, siden du var lille. Tror du, at børn i dag kan opleve en barndom magen til din?

– Ja. Der er godt nok færre gårde på øen, og også færre børn. Men Sild er stadig en vidunderlig ø, og mit barn har virkelig muligheden for selv at opdage naturen og omgivelserne. Øen er et unikt sted med enge og skove, klitter og det store hav.

Har du nogensinde været rigtig ræd for, at der kunne ske noget forfærdeligt under de storme, der ofte hærger øen?

– Da jeg som barn for første gang hørte sætningen »Nu går øen under«, oplevede jeg det som ubehageligt. Men min mor beroligede mig altid. Vores gård lå forholdsvis højt i landskabet, så vi havde tid til at redde os, hvis den store stormflod skulle komme.

Du beskriver det som meget emotionelt, da du flyttede tilbage til øen. Hvordan blev der taget imod dig i lokalbefolkningen, da du kom tilbage fra Hamborg?

– Mine venner og min familie var naturligvis alle glade. Men jeg kan også sagtens forestille mig, at nogle – som jeg ikke havde så tæt kontakt til – har haft en eller anden tør vittighed eller skrøne klar om mig. Ikke nok med, at jeg vendte tilbage fra storbylivet til min gamle landsby, jeg tog jo sørme også en vildt fremmed mand med mig tilbage til øen. I bogen kalder jeg den slags for en typisk »landsbymodtagelse«.

Er din mand så blev en sildring eller en wannabee-sildring?

– Han har fundet sig udmærket til rette. Han er faktisk blevet bedre til at huske de lokale vejnavne og også navne på personer bedre, end jeg gør. Det er vores store drøm atter at fylde min barndomsgård med dyr. Hvert forår har vi snakket om at bygge en hønsegård, men det er indtil videre ikke blevet til noget. Der kommer som regel altid noget på tværs. Men vi har ikke opgivet planerne, og de bliver nok til noget en dag.

Du har gået på dansk skole. Føler du dig stadig som en del af det danske mindretal?

– Jeg kan fortsat tale dansk, men det er ikke så flydende længere og nok heller ikke altid grammatisk korrekt. Jeg synes, jeg for tiden savner »det hyggelige« ved danskerne, men jeg tiltaler stadig alle danskere med et »du«. Det lokale frisiske sprog sölring har jeg desværre aldrig rigtig fået lært, selv om det jo er folkesproget på Sild og dermed også væsentligt for øboernes identitet.

Hvordan var det at være gravid på Sild, når man nu har lukket den sidste fødeklinik på øen?

– Ja, vil man føde på en klinik, så skal man af sted til fastlandet – typisk Husum eller Flensborg. Vi valgte Heide i Ditmarsken. Desværre er der heller ingen babylæge på øen længere. Sker der noget akut, skal man enten af sted med en ambulance via jernbanedæmningen eller med en helikopter. Min graviditet forløb gnidningsløst, og man garanterede mig, at jeg ville blive fløjet til fastlandet med det samme, hvis der var komplikationer, så jeg tog det ret optimistisk.

Hvad synes sådan en indfødt sildring som dig om de mange tusinde turister, der hvert år kommer til øen?

– Jeg kan sagtens forstå dem. Jeg rejser da også gerne selv til steder, som jeg godt kan lide. Man skal også huske på, at turisterne giver indtægter til de fastboende – også selv om indtægterne er meget sæsonbestemte. Der er også negative aspekter forbundet med den store turisme på Sild. Der er mangel på boliger, og skal man købe ejendom, er det meget dyrt. Bilkøerne foran ramperne til biltoget fra Vesterland til Nibøl er ofte også kolossale. Det er en flaskehals, der fuldstændig kan lamme trafikken.

Blander de lokale på Sild sig med turisterne?

– I min barndom legede jeg ofte med børn, der var på ferieophold på Sild med deres forældre, og vi aftalte ofte at se hinanden igen. Det var ofte også sådan, at de samme børn dukkede op et år eller to senere på øen, og så kunne jeg genkende dem fra tidligere besøg. Men sådan var det, da man var barn. Sådan oplever jeg det ikke i dag som voksen.

Kerin Schmidt: Inselluft mit Honigduft – Mein Leben auf Sylt im Wechsel der Gezeiten. 240 sider, 14,95 euro (Eden Books).

kommentar
deling del

Skriv et svar