Single Daily
af

Holger Johannsen

The show must go on 
- selv i lyset af døden

Terrorismen fik en ny dimension. For første gang prøvede attentat-mænd at myrde et helt fodboldhold.

Er det forsvarligt, at man spiller fodbold, når man kort tid før har haft held i uheld og stort set uskadt overlevet et terroristisk angreb? Måske, måske ikke. Det er virkelig svært at vurdere.

Borussia Dortmunds ledelse besluttede, at holdet skulle møde op onsdag aften for at spille i Cham­pions League mod AS Monaco. Mindre end 24 timer efter at terrorister lod en bombe springe i luften tæt på Dortmund-holdets mandskabsbus stod de på banen og prøvede at vinde, selv om spillerne formentlig havde hovederne fyldt med andre tanker end at score.

Som bekendt gik fodboldkampen galt – og alligevel gik den samtidig godt.

Dortmunds hold tabte 2-3, men det kan være lige meget efter de voldsomme begivenheder, holdet var udsat for, inden kampen blev fløjtet i gang.

Vigtigere er det, at der ikke skete ikke noget voldsomt udenfor fodboldstadion. Ingen terrorisme og heller ingen slagsmål med hooligans. Tværtimod, det ser ud til, at fansene fra begge hold nærmest er blevet venner efter terroranslaget. Nød knytter mennesker tættere sammen.

Men igen: Må man spille fodbold så kort tid efter, at man har været udsat for et sprængstof-attentat? Er det forsvarligt i psykologisk, psykisk og moralsk henseende?

Borussia Dortmunds forretningsfører, Hans-Joachim Watzke, begrundede klubbens beslutning om alligevel at spille med to vidt forskellige argumenter: For det første vil man ikke lade sig underkue at terrorister. »De må ikke vinde over sporten«, sagde Watzke. Og det kan vi hurtigt blive enige om.

For det andet er der åbenbart ikke tid til at stå stille og prøve at fordøje kendsgerningen, når man har været døden nær. I hvert fald ikke, når man er ansat som professionel fodboldspiller.

Det skyldes altså kalenderen, som for det tyske topholds vedkommende er så tæt pakket med kampe i både Bundesliga, tysk pokalmesterskab og Champions League, at det åbenebart ikke er muligt at vente med at spille.

»Vi mangler tid«, lød det fra fodboldchefen. Med andre ord: The show must go on – selv i lyset af døden.

Fodbold – den vel mest populære sportsgren på vore breddegrader – er en slags levende mellemfolkelig forståelse.
Holger Johannsen

Terrorismen fik tirsdag aften en ny dimension. For første gang prøvede attentat-mænd at myrde et helt fodboldhold.

Det var mirakuløst, at næsten alle spillere, der sad i bussen, slap uskadt. Kun forsvarsspilleren Marc Bartra blev kvæstet på hånd og arm.

Man tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis bomben havde ramt bussen direkte. Sporten – og her ikke mindst fodbold – er efterhånden den sidste form for lim, som holder samfundet sammen. Kun sporten kan overvinde sociale og verdensanskuelige grænser så nemt.

Fodbold – den vel mest populære sportsgren på vore breddegrader – er en slags levende mellemfolkelig forståelse.

Desværre har også terroristerne gennemskuet denne symbolske betydning.

Det viste sig allerede i november 2015 ved terrorattentatet under fodboldlandskampen mellem Frankrig og Tyskland i Paris.

En af spillerne, Dormunds Matthias Ginter, har oplevet begge anslag. »Der var ingen på holdet, der gerne ville spille«, sagde han bagefter.

Men som sagt før: The show must go on.

Lad os prøve at glæde os til returkampene i Champions League i den kommende uge.

Hvis vi kan…

kommentar
deling del

Skriv et svar