Single Daily
af

Bianca Kirkeby

Ritzau Nyhedsbureau

Terror rammer London igen: “Foruroligende nyheder”

– I dag står vi sammen på tværs af grænser i rædsel og sorg, men vi står også sammen i beslutsomhed.

Sådan siger Tysklands forbundskansler, Angela Merkel (CDU), ifølge nyhedsmediet AFP efter tre mænd udførte et terrorangreb centralt den britiske hovedstad. Angrebet har kostet syv mennesker livet og såret 48 personer.

Det er knap to uger siden, en bombemand dræbte 22 mennesker, da de forlod en koncert i Manchester Arena.

Stærkt bevæbnet politi i forbindelse med angrebet i London natten til søndag. Foto: Dominic Lipinski/dpa.

– På vegne af Tyskland gentager jeg, at i kampen mod alle former for terrorisme, der står vi resolut ved Englands side, skriver hun.

Tysklands udenrigsminister Sigmar Gabriel har også kommenteret angrebet

– Det var foruroligende nyheder, som kom fra London i nat. Briterne har vores dybeste medfølelse og al vores solidaritet. Vi sender vores tanker til ofrene, deres familier og alle i den skønne, modige by. Vi håber, de sårede kommer sig, siger Sigmar Gabriel.

Forbundskansler Angela Merkel (CDU) og vicekansler Sigmar Gabriel (SPD). Foto: Michael Kappeler/dpa.

Kastede flasker for at holde gerningsmænd væk

Ligesom i Manchester er der tegn på, at angrebet blev udført af radikale islamister.

De tre angribere blev alle dræbt, efter de angreb folk på Borough Market med kniv. De var alle udstyret med falske bombebælter, oplyser politiet.

Der gik otte minutter fra, at politiet blev alarmeret, til at de var dræbt af bevæbnede betjente, rapporterer BBC.

– De rendte rundt og råbte, dette er for Allah. De stak en pige måske 10 eller 15 gange. Hun kaldte “hjælp mig, hjælp mig”, fortæller et øjenvidne.

Han siger, at han sammen med flere kastede flasker efter gerningsmændene for at holde dem på afstand.

Det ved vi om hændelserne i London
Mindst syv civile er omkommet i forbindelse med to relaterede angreb i London lørdag aften.

Politiet i London oplyser, at mindst syv personer er døde ved relaterede angreb i den britiske hovedstad lørdag aften. Mindst 48 er blevet bragt til fem forskellige hospitaler, oplyser London Ambulance Service.

Tre gerningsmænd er desuden dræbt.

Dette ved vi indtil videre:

  • Politiet oplyser, at det klokken 22.08 lokal tid får de første meldinger om, at en hvid varevogn er svunget væk fra kørebanen på London Bridge og har ramt flere personer.
  • Efterfølgende kører varevognen til det nærliggende Borough Market, der er et populært område med beværtninger og diskoteker. Her hopper tre attentatmænd ud af vognen og begynder at stikke tilfældige mennesker ned på restauranter og barer i området, der ligger omkring 400 meter fra broen.
  • Ifølge politiet bliver de tre gerningsmænd dræbt, omkring otte minutter efter at man har fået første anmeldelse.
  • Attentatmændene var iført falske bombeveste.
  • En politimand blev såret under hændelsen. Han er uden for livsfare.
  • London Ambulance Service oplyser, at man har transporteret mindst 48 tilskadekomne til fem forskellige hospitaler i London. Flere er desuden blevet behandlet for mindre skader på de to gerningssteder.
  • Politiet vil indsætte ekstra styrker i London den kommende tid.
  • Den britiske premierminister, Theresa May, har indkaldt til møde i krisekomiteen Cobra søndag morgen.

Kilder: BBC, Britisk politisk, Reuters.

Angrebet på London Bridge, lignede et angreb på Westminster Bridge 22. marts. Her kørte en 52-årig islamist en stor personbil op på broens fortov og pløjede folk ned, inden han forsøgte at trænge ind i det britiske parlament. Fire blev dræbt og over 50 såret.

Det er foreløbig ikke oplyst, hvem gerningsmændene fra London Bridge og Borough Market var. Angrebet finder sted fem dage før, briterne skal til valg.

– Vi behandler det her som en terrorbegivenhed, og en fuld efterforskning er allerede i gang, siger en talsmand for politiet.

London Ambulance Service oplyser, at man har bragt 48 personer til fem forskellige hospitaler i London efter angrebet.

– Nogle af de sårede i angrebet i London er i kritisk tilstand, siger London-borgmester Sadiq Khan på et pressemøde søndag morgen.

Premierminister Theresa Mays konservative parti meddelte tidligt søndag, at det suspenderer partiets valgkamp. Der er foreløbig ingen melding fra det andet store parti, Labour.

Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer danskere i området til at kontakte pårørende. Tidligt søndag morgen oplyser ministeriet på Twitter, at der fortsat ikke er oplysninger om sårede danskere.

Det blodigste islamistiske angreb i Storbritannien fandt sted 2005, hvor 52 personer blev dræbt under koordinerede angreb mod Londons transportsystem.

Foto: Tolga Akmen/dpa.
Foto: Tolga Akmen/dpa.
Foto: Dominic Lipinski/dpa.
Foto: Matt Dunham/dpa.
Foto: Dominic Lipinski/dpa.
Foto: Dominic Lipinski/dpa.
kommentar
deling del

Skriv et svar