Single Daily
af

Peter Gram

Taxachauffører var stort set dydsmønstre

Politiet har i de forløbne måneder tjekket taxaerne i Flensborg og Nordfrisland. En chauffør havde narko i blodet. Ellers var der ikke meget at komme efter.
Politiet har i de forløbne måneder tjekket taxaerne i Flensborg og Nordfrisland. En chauffør havde narko i blodet. Ellers var der ikke meget at komme efter.

Flensborg. Stort set alt var i orden, da politiet gennemførte tre kontroller af taxaerne i Flensborg og Nordfrisland. Stikprøverne fandt sted mellem november og januar.
Hyrevogne skal opfylde op til 18 forskellige krav om blandt andet at have gyldige plaketter fra måler- og vejer-myndighederne (Eichamt) på taxametret, have skilte med rygeforbud i kabinen samt synlige oplysninger om, hvem den ansvarlige vognmand er. Naturligvis skal chaufføren også være i besiddelse af et gyldigt kørekort til personbefordring, ligesom den lokale taxabekendtgørelse skal medbringes.
Cirka 35 taxaer blev tjekket i forbindelse med kontrollen. Mest alvorligt var det, at en chauffør viste sig at have narko i blodet. Vedkommende havde dog ingen passagerer ombord.

Kontroller fortsætter

Ellers var der primært tale om formaliteter, hvor forskellige dokumenter ikke var blevet medbragt. Kontrollerne fortsætter i den kommende tid.

kommentar
deling del

Skriv et svar