Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Anholdt syrer planlagde stort bombeangreb

En anholdt 19-årig syrer havde ifølge tysk politi planlagt et bombeangreb, som skulle dræbe mange mennesker.
En anholdt 19-årig syrer havde ifølge tysk politi planlagt et bombeangreb, som skulle dræbe mange mennesker.

Tysk politi har anholdt og varetægtsfængslet en syrer i Schwerin, da han er mistænkt for at have planer om et islamistisk motiveret bombeangreb.

Det oplyser anklagemyndigheden i Schwerin tirsdag morgen til det tyske nyhedsbureau dpa.

Den anholdte, der er 19 år og kun er blevet identificeret som Yamen A., havde ifølge politiet planlagt at udføre et bombeangreb, som skulle dræbe mange mennesker.

Politiet foretog anholdelsen af den 19-årige ved en aktion, hvor adskillige lejligheder blev ransaget, ved daggry tirsdag, hedder det i en erklæring fra anklagemyndigheden.

»Manden er mistænkt for at have planlagt og for at have taget konkrete skridt frem mod en udførelse af et islamistisk motiveret angreb i Tyskland med meget kraftige sprængstoffer«, hedder det.

Besluttede sig i sommer

Myndighederne har endnu ikke kunnet fastslå, hvilket mål den mistænkte havde planer om at ramme. Der er heller ikke oplysninger om, hvorvidt han er knyttet til nogen bestemt gruppe.

– Den 19-årige syrer havde »allerede i juli 2017 truffet en beslutning om at bringe en bombe til sprængning for at dræbe og lemlæste så mange mennesker som muligt«, hedder det i pressemeddelelsen fra anklagemyndigheden.

I de efterfølgende uger begyndte han at anskaffe sig kemikalier og materialer til bygningen af en kraftig bombe.

Tyskland er blevet rystet af islamistiske angreb adskillige gange i de seneste år – blandt andet af et lastbilangreb mod et julemarked i Berlin i december sidste år,  hvor 12 mennesker blev dræbt. Islamisk Stat har taget skylden for angrebet.

En rapport i september fastslog, at myndighederne i Berlin havde forsømt at udnytte flere muligheder for at anholde og deportere den mand, der kørte lastbilen – en tunesisk asylansøger ved navn Anis Amri.

kommentar
deling del

Skriv et svar