Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Symfoniorkester spiller Beatles

Jørgen de Mylius er konferencier ved to særlige koncerter i Tønder og Aabenraa, hvor også to sønderjyder medvirker som gæstesolister.
Jørgen de Mylius er konferencier ved to særlige koncerter i Tønder og Aabenraa, hvor også to sønderjyder medvirker som gæstesolister.

Det er 50 år siden, at Beatles-albummet »Abbey Road« blev udgivet.

I jubilæumsåret spiller Sønderjyllands Symfoniorkester to Beatles Tribute-koncerter med et ekstra line-up på scenen. Dirigent René Bjerre­gaard, solisterne Christoffer Brodersen og Mark Dixon, konferencier Jørgen de Mylius og Sønderjysk Pigekor præsenterer et bredt udvalg Beatles-sange i symfoniske udgaver med symfoniorkestret. Koncerterne finder sted onsdag 9. oktober klokken 20 i Tønder Kulturhus og torsdag 10. oktober klokken 20 i Musik- og Teaterhuset i Aabenraa.

– Sønderjyllands Symfoniorkester spiller både klassiske symfonikoncerter og populærkoncerter, og Beatles Tribute-koncerterne er et klart eksempel på bredden i symfoniorkestrets repertoire. Her har publikum en unik mulighed for en ekstraordinær symfonisk koncertoplevelse, og samtidig en helt særlig musikoplevelse med de kendte og elskede Beatles-numre, siger Louise Milling, der er orkestrets ansvarlige for kommunikation.

Den helt rigtige

Jørgen de Mylius er aftens konferencier og leder publikum gennem koncertprogrammet. Han er en af pionererne, der i 1960erne bragte pop- og rockmusikken, herunder blandt andet The Beatles og The Rolling Stones, ind i Danmarks Radio og ud til lytterne. Han har medvirket i talrige programmer i både radio og på TV, og mange kender ham især som kommentator ved de europæiske Melodi Grand Prix’er.

– Med sin mangeårige erfaring i pop- og rockmusikkens verden er han den helt rigtige showmaster til lige præcis en Beatles Tribute-koncert, siger Louise Milling.

To sønderjyder

Aftenens to solister er Christoffer Brodersen og Mark Dixon, der både som duo og hver især har gang i musikkarrieren. Christoffer Brodersen har spillet med i nogle af de helt store danske musicals, blandt andet Queen-musicalen We Will Rock You, og Mark Dixon har optrådt med nogle af de største danske kunstnere som Peter A.G, Lis Sørensen, Burhan G og Hugo Rasmussen.

Christoffer Brodersen og Mark Dixon er begge opvokset i Sønderjylland og har gæstet Sønderjyllands Symfoniorkester før – blandt andet til orkestrets koncertopførelser af Chess og Jesus Christ Super Star. René Bjerregaard er en af de dirigenter, som orkestret ofte inviterer. Medvirkende er også Sønderjysk Pigekor fra Det Sønderjyske Sangcenter under ledelse af Mette Rasmussen.

kommentar
deling del

Skriv et svar