Single Daily
af

redaktionen

Sydslesvigsk konvertit til islam: – Vis muslimsk mindretal samme åbenhed

At man som dansk i Sydslesvig kan gå gennem gaderne med sang, musik og dannebrog er et fint eksempel på flertallets rummelighed over for mindretallets behov. Og det ville klæde danske politikere at vise samme åbenhed over for landets muslimske mindretal. Det mener Aminah Inger Tønnsen, der voksede op i Sydslesvig og som voksen konverterede til islam. Den 6. august fylder hun 70 år.
At man som dansk i Sydslesvig kan gå gennem gaderne med sang, musik og dannebrog er et fint eksempel på flertallets rummelighed over for mindretallets behov. Og det ville klæde danske politikere at vise samme åbenhed over for landets muslimske mindretal. Det mener Aminah Inger Tønnsen, der voksede op i Sydslesvig og som voksen konverterede til islam. Den 6. august fylder hun 70 år.

Af Malene Fenger-Grøndahl

– Da jeg deltog i de danske årsmøder i Sydslesvig i år, blev jeg så glad over igen at mærke, hvordan flertallet udviser stor rummelighed over for mindretallet. Man kan virkelig mærke, at man er accepteret som mindretal. Det er så flot, at flertallet på den måde giver rum for, at mindretallet kan blomstre. Aminah Inger Tønnsen smiler og fortsætter:

– Jeg har i mange år deltaget i årsmøderne, og det er en stor glæde for mig at komme tilbage til min fødeegn og barndomsby. For det første er det en måde, jeg mærker fællesskabet med mine to søskende, som stadig bor i Flensborg, og for det andet er det en fin oplevelse af at blive accepteret som mindretal. At man kan gå gennem gaderne i Flensborg, Slesvig og Husum og andre mindre byer med dannebrog og danske orkestre, det er jo fantastisk.

Hun nævner også de mange vejskilte på både tysk og dansk og skiltene ved busstoppestederne i Flensborg, hvor der på begge sprog informeres om priser m.m.

– Den slags umiddelbart små ting giver en følelse af at være velkommen som mindretal, og det er virkelig meget værd. På samme måde kan små ting, der ekskluderer en fra fællesskabet, have stor negativ betydning. Det oplever jeg desværre igen og igen som en del af det muslimske mindretal i Danmark, siger hun.

Aminah Tønnsen er ikke vokset op med sønderjysk kaffebord, men hun kan godt lave rugbrødslagkage og holder gerne traditionerne fra sin fødeegn i hævd. Hun serverer dog også gerne marokkansk myntete. Foto: Malene Fenger-Grøndahl

Aminah Tønnsen er ikke vokset op med sønderjysk kaffebord, men hun kan godt lave rugbrødslagkage og holder gerne traditionerne fra sin fødeegn i hævd. Hun serverer dog også gerne marokkansk myntete. Foto: Malene Fenger-Grøndahl

Aminah Tønnsen blev født i Sønderborg i 1948 og voksede op i Flensborg som en del af det danske mindretal i en dansksindet familie, hvor begge forældre var lærere. Hendes far, Hans Tønnsen, var vokset op i en tysksproget familie, men efter et ophold på Bornholms Højskole, hvor han læste om dansk historie, blev han overbevist om, at han qua sin opvækst i gammelt dansk område var dansk, og han satte sig for at lære dansk og blive lærer for på den måde at støtte det danske mindretal. I 1933 blev han som første dansksindede, danskuddannede sydslesviger ansat ved den danske kommuneskole i Flensborg, og i september samme år blev han som kommunal embedsmand beordret til at benytte den tyske hilsen, at løfte højre arm og sige »Heil Hitler«.

– Han nægtede at følge ordre, selv om flere af hans kolleger opfordrede ham til at bøje sig for tyskernes krav og tænke sit. Han Men han ville ikke gå på kompromis med sine holdninger. Dansk Skoleforening bakkede ham da også op, og da sagen havde været sendt helt til Berlin, endte det med, at både elever og lærere på skolen blev fritaget for at bruge den tyske hilsen, fortæller Aminah Tønnsen og tilføjer med et smil, at hun nok har arvet sin fars stædighed og principfasthed.

For hendes far blev kampen for det danske mindretals rettigheder en livslang sag, for hende selv har det især været kampen for det muslimske mindretals anerkendelse i Danmark og for en reform af islam, der har præget snart halvdelen af hendes liv. I 1967 mødte hun i Paris sin kommende marokkanskfødte mand, og i 1970 flyttede hun til Marokko. Otte år senere rejste de til Danmark, og her blev hendes mand af praktiske årsager opfordret til at søge om dansk statsborgerskab.

– Når virksomheden, hvor min mand var ansat, skulle sende hold af ingeniører ud i verden, var det lettest for dem at søge visum, hvis hele gruppen havde dansk statsborgerskab. Så det fik min mand, og jeg og vores børn fik så dansk pas i samme omgang, siger Aminah Tønnsen.

Hun havde dog hverken dengang eller nu nogen særlige følelser knyttet til det at være dansk statsborger. Til gengæld fylder det danske og muslimske meget i hendes identitet.

Hun konverterede til islam i 1983, og seks år senere udgav hun sin første bog om islam. Siden er det blevet til en lang række bøger om islam, og en ny udgivelse om kvinder og Koranen er på vej. De to seneste bøger bogudgivelser er blevet markeret med sønderjysk kagebord med multikulturelle indslag. Aminah Tønnsen har selv leveret den sønderjyske rugbrødslagkage, og gode venner med arabisk, tyrkisk og jødisk baggrund har suppleret med traditionelle retter fra deres oprindelseslande.

– For mig er det indlysende, at vi må leve med og for hinanden. I Sydslesvig siger man jo, at flertal og mindretal har levet imod hinanden, ved siden af hinanden og med hinanden, og nu skal vi så leve for hinanden. Det er en flot vision, som på mange måder er blevet virkelighed, og derfor er grænseregionen jo forbillede for andre europæiske områder, hvor man forsøger at finde en måde at løse konflikter omkring mindretal.

Aminah Tønnsen er ikke vokset op med sønderjysk kaffebord, men hun kan godt lave rugbrødslagkage og holder gerne traditionerne fra sin fødeegn i hævd. Hun serverer dog også gerne marokkansk myntete. Foto: Malene Fenger-Grøndahl

Aminah Tønnsen er ikke vokset op med sønderjysk kaffebord, men hun kan godt lave rugbrødslagkage og holder gerne traditionerne fra sin fødeegn i hævd. Hun serverer dog også gerne marokkansk myntete. Foto: Malene Fenger-Grøndahl

Også i Marokko oplevede Aminah Tønnsen gode eksempler på forholdet mellem flertal og mindretal. Landets jødiske mindretal var generelt accepteret blandt det muslimske flertal, og på markedet i byen Meknes, som lå i nærheden af hendes bopæl, var der en jødisk kosher-slagter, ligesom hendes marokkanskfødte mand fik syet sine jakkesæt af en jødisk skrædder i samme by.

– I dag har Marokko som det eneste arabisk-muslimske land et museum for jødisk kultur, og der er mange jødiske helligsteder, som bliver beskyttet og passet på af muslimer. En del jøder udvandrede i 1940ene og ’50erne til Israel og USA, men mange af deres efterkommere rejser til Marokko ved de jødiske højtider og besøger deres slægtninges grave eller fejrer deres sønners bar mizvar med slægtninge i Marokko, og det omtales positivt i marokkanske medier. Mange marokkanske jøder i diasporaen går også på gaden med det marokkanske flag og hylder den marokkanske konge på hans fødselsdag, fortæller Aminah Tønnsen.

På sin egen fødselsdag vil hun næppe sætte dannebrog på bordet, men hun har altid et bordvimpelflag, som hendes far har lavet, stående på reolen i sit arbejdsværelse, og hun insisterer på, at flaget i lige så høj grad tilhører hende som alle andre dansksindede, selv om hun ikke er dansk på den måde, som visse dele af det politiske spektrum i Danmark ønsker, at alle danskere skal være.

– Jeg har haft en periode, hvor jeg nærmest følte, at Dansk Folkeparti og deres ligesindede havde taget monopol på Dannebrog, men så besluttede jeg, at det var lige så meget mit som deres, siger hun og tilføjer, at hun først og fremmest føler sig som menneske, men dernæst både dansk og muslimsk og i høj grad også sydslesvigsk.

– Min danskhed og min religion bærer jeg indeni, og det kan ingen tage fra mig, uanset hvordan de ydre omstændigheder er. Ingen af delene er for mig knyttet til ydre symboler, så jeg har hverken behov for at vifte med pas og dannebrog eller gå med tørklæde, siger hun.

– For mig er der ingen modsætning mellem at være dansk og at være muslim og heller ikke mellem at være dansk og at være åben for andre kulturer og religioner. Jeg er vokset op med højskolesangbogen og med dansk sprog som en selvfølge, og min identitet er præget af en barndom, hvor alt foregik inden for mindretallets verden – spejder, sport, kultur. Men samtidig har min opvækst givet mig en følsomhed over for mindretallenes behov, siger hun og skænker myntete op i to glas, der står på stuebordet i lejligheden i København.

Rundt omkring i stuen er krukker og fade i keramik, nogle købt i Marokko, andre lavet af hendes mor. På en hylde står to marokkanske tekander og en tepotte, hun købte for 50 år siden i en københavnsk tehandel for sin første løn som korrespondent. På væggene hænger arabisk kalligrafi, et par malerier, hendes ene datter har malet, og korsstingsbroderier, som Aminah selv har lavet. På et par lave borde ligger der puslespil og børnebøger, og i et par børnestole sidder Kylling, Ælling, Kaj & Andrea klar til, at Aminahs børnebørn kommer på besøg. Hendes børn voksede op med både fransk og dansk i hjemmet, og da familien boede i Marokko, gjorde Aminah meget ud af at synge danske sange og læse danske børnebøger for dem. Sproget er for hende en væsentlig del af hendes danske identitet, og af samme grund mener hun, at børn fra forskellige mindretal i Danmark bør have mulighed for at lære det sprog, som er knyttet til deres forældres og bedsteforældres kulturelle baggrund. Man er nødt til at kende sine rødder for at kunne tage imod det anderledes.

– Jeg er selv vokset op med sproglig forskellighed. I min barndom talte vi rigsdansk hjemme, i skolen lærte jeg højtysk og senere engelsk og fransk, mens min mors familie var talte jysk fra Vejleegnen, og min fars familie talte plattysk, når de var på besøg, siger hun.

– Også religiøst var der stor forskellighed, for vi har haft både Jehovas Vidner, katolikker og en enkelt mormon i familien. Min morbror udvandrede til New Zealand, og hans familie har tilhørt mange forskellige kristne kirker. Mangfoldighed er en berigelse.

Aminahs forældre tilhørte den danske kirke i udlandet, og selv blev hun døbt og konfirmeret, men det var ikke troen, der var altafgørende for hverken hendes egen eller hendes forældres danske identitet.

– De værdier, jeg voksede op med, og som jeg mødte på Duborg-Skolen og i spejderbevægelsen, har ganske vist på vores breddegrader udviklet sig inden for kristen tradition, men for mig at se er de lige så islamiske som kristne. Så jeg kan ikke se, at man som muslim skulle behøve at opgive sin religion for at være fuldgyldig medborger i Danmark. Så længe man holder sig inden for lovens rammer, bør der være plads til mangfoldighed, siger hun.

– Jeg synes, det er mærkværdigt at høre danske politikere tale ved de sydslesvigske årsmøder og rose det danske mindretal og give udtryk for, at ‘så længe I holder fast i os, holder vi fast i jer’. Når jeg så kommer tilbage til København om mandagen, kan jeg høre de samme politikere stille krav til det muslimske mindretal om at assimilere sig på alle måder. Det er, som om de danske politikere synes vældig godt om mindretal, når blot de ikke befinder sig inden for Danmarks grænser, siger hun.

Selv om kravene til og kritikken af det muslimske mindretal ofte især er rettet mod mennesker med oprindelse i Mellemøsten, føler Aminah Tønnsen sig også ramt af det, og hun føler sig ofte kaldet til at protestere og imødegå de fordomsfulde udsagn om islam som en voldelig og intolerant religion.

– Min kamp handler også om at sige fra over for tolkninger af islam, der undertrykker kvinder eller legitimerer barbariske straffeformer som stening, siger Aminah Tønnsen.

– Jeg har nok arvet min fars stædighed, og jeg kan godt se nogle paralleller mellem hans kamp for det danske mindretal og min kamp for det muslimske mindretal i Danmark og for en moderat tolkning af Koranen, siger hun.

Aminah Tønnsen er ikke vokset op med sønderjysk kaffebord, men hun kan godt lave rugbrødslagkage og holder gerne traditionerne fra sin fødeegn i hævd. Hun serverer dog også gerne marokkansk myntete. Foto: Malene Fenger-Grøndahl

Aminah Tønnsen er ikke vokset op med sønderjysk kaffebord, men hun kan godt lave rugbrødslagkage og holder gerne traditionerne fra sin fødeegn i hævd. Hun serverer dog også gerne marokkansk myntete. Foto: Malene Fenger-Grøndahl

kommentar
deling del

Skriv et svar