Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Sydslesvig gav dronningen en hjertelig velkomst

Dronning Margrethe blev modtaget med varme på den første af det fire dage lange besøg. På Flensborgs rådhus priste hun den dansk-tyske sameksistens. Ministerpræsident Daniel Günther blev udnævnt til kommandør af Dannebrogordenen.

– På Flensborgs gågade hører man et vidunderligt dansk og tysk iblandet en skøn sydslesvigsk accent. Årti efter årti er danskere og tyskere kommet hinanden nærmere.

Dronning Margrethes ord sagt på tysk til de mange gæster på Flensborg rådhus blev modtaget med taktfaste klapsalver. Ministerpræsident Daniel Günther (CDU) havde forinden på Dansk Generalkonsulat rørt takket for udnævnelsen til kommandør af Dannebrogordenen af første grad.

– Jeg er meget berørt over æren, for det dansk-tysk partnerskab er en hjertesag for mig, sagde han.

Inden dronningen forlod rådhuset skrev monarken sig for tredje gang ind i byens gyldne bog.

Dagen stod i øvrigt i det folkelige Sydslesvigs tegn. Efter at kongeskibet Dannebrog lagde til kaj klokken 10, trådte dronningen ned af lejderen med smil og værdighed og blev mødt med hurraråb og hundredvis af blafrende små flag.

På Dansk Alderdomshjem kunne formanden for Dansk Sundhedstjeneste, Randi Kuhnt, til morskab for dronningen erindre hende om en episode på Færøerne. Da formanden var bare fire år, kom kongeparret på besøg hos præstefamilien, og dronningen, dengang teenager, kom til at spilde portvin på stolen, hun sad i. Stolen blev siden et kært minde for familien Kuhnt.

Elke Riemer, der bor på alderdomshjemmet, fortalte om de svære år efter krigen, hvor en pakke fra Danmark med ost, spegepølse og margarine kaldte tårerne frem hos Elkes mor, der straks meldte sig ind i Sydslesvigsk Forening. Siden kom Elke i dansk skole og blev feriebarn i Danmark. På byens danske gymnasium, Duborg-Skolen fik Sat 1, ZDF, TV2 og DR1s store kameraer kamp til stregen af håndholdte mobiler, da dronning Margrethe indledte sit besøg.

Der faldt ro over mængden, da pigekoret Lyspigerne sang Det haver så nyligen regnet.

Selv i regnvejr kan man give dronning Margrethe en varm velkomst. Sydslesvigerne var mødt talstærkt op på havnen i Flensborg for at byde dronning Margrethe velkommen til Sydslesvig og Slesvig-Holsten. Generalkonsul Kim Andersen var klar til at skærme for den silende sensommerregn. Foto: Keld Navntoft, Kgl. Danske Generalkonsulat.

Bevæget dronning

Stort og overvældende bifald fik en tale leveret af Johanne Juul Olsen, elev i 13. klasse. På eget initiativ havde hun forfattet en kort tale.

– Vi unge vokser op i et miljø med en hverdag, hvor to kulturer bliver rørt op i en skål, æltet og pisket, formet og smurt og til sidst bagt i en kæmpe ovn, der hedder Sydslesvig. Danmark er ikke en bopæl eller adresse for os. Danmark er et sted, som vi som danske mindretalsborgere kan kalde hjertehjem, sagde Duborg-eleven.

– Har De selv skrevet den, spurgte dronningen bevæget Johanne bagefter.

Svaret var ja.

Dagens program sluttede med en middag på kongeskibet for indbudte gæster.

kommentar
deling del

Skriv et svar