Single Daily
af
NK
Niels Ole Krogh

Sven er blevet verdensberømt

Fotos og videoer af kronhjorten Sven er gået kloden rundt. For tiden er det smukke dyr knapt så fotogent som ellers. Han har smidt geviret, men et nyt og flottere vokser hurtigt ud.
Fotos og videoer af kronhjorten Sven er gået kloden rundt. For tiden er det smukke dyr knapt så fotogent som ellers. Han har smidt geviret, men et nyt og flottere vokser hurtigt ud.

– Det startede jo med jeres artikel og videooptagelse af Sven. Siden fulgte hele den hollandske presse, hele den danske. Samtidig kom Spiegel, Focus, siden ZDF, RTL og SAT1, så ringede dpa og så var det ude i hele verden. Jeg fik sågar en opringning fra Canada, fortæller chefen for naturforeningen Bunde Wischen, Gerd Kämmer.

Kronhjorten Sven med bopæl i det fredede naturområde Stiftungsland Schäferhaus, der ligger lidt vest for Harreslev og Flensborg, er blevet verdensberømt. Siden Flensborg Avis ret tilfældigt havde en cyklende journalist trillende gennem naturområdet med konikheste, galloways og så pludseligt Sven for næsen, har den tolerante kronhjort imponeret kloden rundt. Alene på Flensborg Avis’ hjemmeside er der 54.000 gange blevet klikket på videoen med det smukke eksemplar af hjorteslægten Cervus elaphus.

Ændret adfærd

Og med god grund.

For det er ganske usædvanligt, at en kronhjort siger mojn til sine artsfæller og i stedet slutter sig til en flok galloway-kreaturer. ­Tilsyneladende har Sven en særlig forkærlighed for et hvidt eksemplar, som han ses særligt ofte sammen med. Men ellers går han stille og roligt sammen med drøvtyggerne og efteraber deres adfærd: Er blevet dag- i stedet for nataktiv, og er lige så ligeglad med menneskers nærvær som de andre i flokke.

Læs mere: Hjorten Sven, der tror, den er en ko

– Jeg var i Rinkenæs i påsken og straks kommer folk mig i møde og siger »Det er da dig med Sven, ikke?«, siger Gerd Kämmer, der glæder sig over den massive omtale.

– Det gør Bunde Wischen kendt, men jeg kunne nu godt tænke mig, at journalisterne også skrev lidt om, hvad baggrunden for vores arbejde er: At vi kombinerer store græsædere med naturpleje til gavn for mangfoldigheden, siger Gerd Kämmer.

Knap så pragtfuld

Sven smed i slutningen af marts sit gevir, som hjorte gør om foråret.

– Det vokser hurtigt ud igen. På 14 dage er det allerede vokset med 6-7 centimeter. Formentligt vil det blive lidt større end det, han smed. Han er ung, blot fem år, og geviret vokser i størrelse helt frem til han er 10-12 år. Så går han så småt ind i alderdommen. Tænderne er ikke, hvad de har været, og han tager mindre føde til sig.

Geviret er først og fremmest til for at imponere hunnerne og til brug i kamp med andre brunstige hanner. Her er det både størrelsen og gørelsen, der tæller. Den stærkeste han vinder retten til at parre sig oftest.

Naturvejleder Gerd Kämmer viser Gallowways og kronhjorten Sven frem i Schäferhaus.
Foto: Lars Salomonsen.

Hormoner og velvære

– Men geviret har også med hormonbalancen at gøre – og betyder noget for dyrets velbefindende. Det gælder for alle hornbærende dyr. Derfor ætser vi heller ikke hornene af vore kreaturer, når de er kalve, pointerer Gerd Kämmer.

Bunde Wischen-chefen har ikke haft held til at finde Svens gevir.

– Det er svært at få øje på mellem alle grenene. Men jeg har tidligere fundet et gevir, som vi har hængende her på centeret i Slesvig. Det indgår i vores samling af ting, som besøgsgrupper får i hænderne, siger Gerd Kämmer og tilføjer, at skulle publikum finde geviret, skal det afleveres til Bunde Wischen.

Ifølge loven er det ejeren eller jægeren på området, der har ret til gevirerne uanset arten.

kommentar
deling del

Skriv et svar