Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Månedens bog: Svær at komme udenom

Den unge Karl Otto Meyer kunne med god ret have kritiseret den ældre Karl Otto Meyer, skriver historikeren Mogens Rostgaard Nissen i sin fine Karl Otto Meyer-biografi, hvor han ikke er ukritisk men samtidig holder tungen lige i munden. Karl Otto Meyer talte om demokrati og frihed, men kunne slå hårdt ned på kritikere, der havde andre holdninger end ham, fremgår det af bogen.
Den unge Karl Otto Meyer kunne med god ret have kritiseret den ældre Karl Otto Meyer, skriver historikeren Mogens Rostgaard Nissen i sin fine Karl Otto Meyer-biografi, hvor han ikke er ukritisk men samtidig holder tungen lige i munden. Karl Otto Meyer talte om demokrati og frihed, men kunne slå hårdt ned på kritikere, der havde andre holdninger end ham, fremgår det af bogen.

Den unge Karl Otto Meyer kunne med god ret have kritiseret den ældre Karl Otto Meyer, skriver historikeren Mogens Rostgaard Nissen i sin fine Karl Otto Meyer-biografi, hvor han ikke er ukritisk men samtidig holder tungen lige i munden. Karl Otto Meyer talte om demokrati og frihed, men kunne slå hårdt ned på kritikere, der havde andre holdninger end ham, fremgår det af bogen.

Politik og journalistik har det til fælles, at man her sjældent kan være venner med alle. I journalistik skal man heller ikke være det. Derfor skal det nærmest give anledning til bekymring, hvis der i en biografi over en politiker ikke står noget, som politikeren selv ellerhans tilhængere helst havde været foruden.

Det er næppe muligt at nå magten uden at få skrammer eller give andre skrammer – og slet ikke at holde fast i den i flere år uden at komme til at gøre noget, man ikke ville have gjort under andre omstændigheder, hvor der ikke var noget på spil. Mange bryder sig ikke om ordet magt. De vælger at kalde den for »indflydelse« i stedet for. Men magt er ifølge Den Danske Ordbog blot »det at have position eller midler til at kunne bestemme over andre eller til at styre forløb og begivenheder«. Historikeren Mogens Rostgaard Nissen skriver i indledningen til sin bog »Karl Otto Meyer – Politiker, publicist, polemiker«, at Karl Otto Meyer søgte magten, havde svært ved at afgive sine politiske poster igen, men at han ingenlunde var noget »magtmenneske« – et ord, vi som oftest lægger noget negativt i. »Meyer brugte (ikke) magten til at pleje sine personlige interesser, men han befandt sig tydeligvis godt i
magtens centrum«, skriver Mogens Rostgaard Nissen.

Undtagelser

Karl Otto Meyer argumenterede lige fra sin ungdom, der var præget af nazismen og mødet med Danmark, for demokrati og tolerance, men – konstaterer Mogens Rostgaard Nissen i bogen – blev løbende kritiseret for at slå hårdt ned på kritikere, der udtrykte andre holdninger end hans egne. Har man læst den franske forfatter og filosof Jacques Rancières bog »Hadet til demokratiet« (2005) er det svært ikke at tænke på franskmandens pointe om, at vi mennesker – samtidig med at vi er tilhængere af demokratiet og ser os selv som demokratisk sindede – alle kan være temmelig udemokratiske på et udvalg af punkter.

I Karl Otto Meyer-biografien fastslås det, at SSW-politikeren gennem et langt liv var konsekvent og gennemført i sine holdninger. Med undtagelser.

Da Karl Otto Meyer gik på Skaarup Seminarium på Sydfyn i årene efter Anden Verdenskrig, gav han i en opgave udtryk for sine idealistiske holdninger til den fri presses opgave i et demokrati. Han var stærkt kritisk over for de danske dagblades tilhørsforhold til de politiske partier. Senere endte han i en dobbeltrolle, hvor han både var partiformand for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), medlem af landdagen i Kiel og chefredaktør for Flensborg Avis.

Mogens Rostgaard Nissen konstaterer, at den unge Karl Otto Meyer med god ret kunne have kritiseret den ældre Karl Otto Meyer for at være redaktør for
en avis, der tenderede mod at være partiavis. »I hvert fald ville den unge Karl Otto have været kritisk overfor, at en chefredaktør samtidig var partiformand. Han ville heller ikke have været begejstret for, at en chefredaktør samtidig var medlem af landdagen, så han kunne benytte avisens lederartikler som sit politiske podium. Den unge Karl Otto ville formentlig også have fundet det problematisk, at Flensborg Avis var så afhængig af
støtte fra Danmark, fordi den danske stat derved kunne påvirke avisens indhold«, skriver Mogens Rostgaard Nissen.

Mogens Rostgaard Nissen beskæftiger sig i biografien primært med Karl Otto Meyers offentlige liv som politiker, debattør og chefredaktør. Han bringer meget nyt frem – især om Karl Otto Meyers periode på Flensborg Avis fra 1963 til 1984.

Kilderne er ikke blot Karl Otto Meyers cirka 7000 lederartikler, som Rostgaard Nissen har tygget sig igennem, men også Flensborg Avis’ arkiv, der ligger på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, og en række privatpersoners arkiver. Tidligere journalist og redaktionschef på Flensborg Avis Bernd Engelbrecht var i en årrække medarbejderrepræsentant i avisens bestyrelse (Aufsichtsrat) og har skrevet sine personlige notater fra møderne. Det er for eksempel disse, som Mogens Rostgaard Nissen gør brug af.

Forfatteren skriver præcist og nøgternt og vejer kilderne op imod hinanden, som en faghistoriker skal gøre det. Han beskriver, hvordan Karl Otto Meyers grundholdninger blev formet under opvæksten i Adelby uden for Flensborg, i tiden under nazismen og med hans flugt fra tysk krigstjeneste til Danmark.

Han tog en læreruddannelse på Sydfyn og vendte tilbage til Skovlund i Sydslesvig, hvor han fra 1952 til 1954 blev suspenderet af myndighederne i Kiel
for at have ytret sig kritisk om vesttysk genoprustning og demokrati. Det hele startede med en tale i Sønderborg, hvor Karl Otto Meyer omtalte Vesttyskland som et »demokrati uden demokrater«. I øvrigt en typisk fyndig og slagfærdig sætning, som han var en mester i – og som gjorde ham til en blændende taler, man havde lyst til at lytte til.

Trivedes i kamp

Rostgaard Nissen illustrerer fint, hvor svært det var for demokratiet i Vesttyskland at trænge igennem i de første år efter Forbundsrepublikkens grundlæggelse i 1949 – især i Slesvig-Holsten, hvor nazistiske politikere og embedsmænd vendte tilbage til deres poster i løbet af 1950erne. Karl Otto Meyer endte med at vinde sagen og kunne vende tilbage til sin stilling, men Rostgaard Nissen afdækker den interne uenighed, der var i det danske mindretal til spørgsmålet om, hvor langt man skulle gå i sin opbakning til Karl Otto Meyer.

Man tror næppe sine egne øjne, når man læser, at både Flensborg Avis og den danskorienterede, men tysksprogede Südschleswigsche Heimatzeitung i første omgang helt undlod at skrive om sagen og senere nøjedes med at bringe en meget mild kritik af suspensionen.

Omvendt viser forløbet, at havde Karl Otto Meyer et standpunkt, så gik han »all in« og veg ikke en tomme. Ja, efter endt læsning af den solide biografi sidder man med det helt klare indtryk, at Karl Otto Meyer trivedes i kamp og var bedst, når der skulle krydses klinger. Det danske mindretals selvbestemmelsesret og modstanden mod værnepligten var to kerne-synspunkter, som han forfægtede ufortrødent. Han opgav aldrig håbet om en grænseændring og sagde dermed det samme, som en Søren Espersen fra Dansk Folkeparti eller andre i dag indkasserer store avisoverskrifter for.

Hans kritik af det demokratiske underskud i EF/EU har vist sig at have holdbarhed. Magten skulle primært udgå fra parlamenterne i nationalstaterne
og ikke fra Bruxelles, lød mantraet fra Meyer. Efter Karl Otto Meyers død i 2016 har opbakningen til dette synspunkt vist sig at være større end nogensinde – når man lige fraregner Tyskland og Frankrig især.

Gik ind for åben debat med de ekstreme Det samme gælder hans kamp imod Berufsverbot og hans utvetydige afvisning af et forbud mod yderligtgående partier:
Demokratiet er stærkt nok til at »tage en åben debat og et åbent opgør med de kredse, der bygger på et andet grundsyn end demokratiets. Lad os give al den frihed, vi kan. Demokratiets styrkes derved«, skrev Karl Otto Meyer i 1964 i en ledende artikel i Flensborg Avis. Relevante ord i en tid, hvor der også inden for det danske mindretal i Sydslesvig er kredse, der giver udtryk for, at der er visse partier, man ikke bør have kontakt med på den ene eller den anden måde.

Fascineret af Israels hær

I det hele taget står flere af hans betragtninger i dag i et interessant skær. Godt nok udtrykte Karl Otto Meyer sympati for pacifisme, men på lederplads kunne han alligevel udtale sig positivt om israelernes fremfærd i Mellemøsten under Seksdageskrigen i 1967. »Det fremgik tydeligt, at Meyer var meget lidt imponeret af de ægyptiske soldaters evne og vilje til at kæmpe, mens han omvendt var imponeret over israelernes evne til at føre krig«, skriver Mogens Rostgaard Nissen. Det var dengang, Israel nød sympati langt ind på venstrefløjen. I dag er billedet et helt andet.Det kom som en bombe, da Karl Otto Meyer i 1963 blev udnævnt som chefredaktør på Flensborg Avis efter Jacob Kronika, og Mogens Rostgaard Nissen redegør grundigt for det ikke
helt gnidningsfrie forløb, der var op til ansættelsen. Bogen dokumenterer, at den daværende generalkonsul, Troels Fink, trak i trådene bag kulisserne for at få Meyer anbragt i chefstolen. Bladet trængte til en modernisering, og der var brug for en forholdsvis ung mand med organisatoriske evner.

I 1971 blev Karl Otto Meyer så valgt ind i landdagen i Kiel, og her magtede han både at blæse og have mel i munden – eller gjorde han? Det har været en ejendommelig dobbeltrolle både at være parlamentarisk medlem og chefredaktør. Hvor fri en presse var det så lige, man havde her? Der blev ytret kritik af denne dobbeltrolle, men den eneste skriftlige kilde, Mogens Rostgaard Nissen har fundet til at hænge den op på, er fra Werner Christiansen, der var formand for Sydslesvigsk Forening og Sydslesvigsk Vælgerforenings fjerde distrikt i Flensborg – og i øvrigt bror til Karl Christiansen, der blev vraget til stillingen, hvilket gør det svært at skelne substans fra den følelsesbetingede tilgang.

Relevant pointe

Rostgaard Nissen mener, man med god ret kan hævde, at Flensborg Avis hverken var mere eller mindre partibunden, end de danske aviser var det under det såkaldte firebladssystem i 1940erne og 1950erne, hvor hvert af de fire store klassiske partier stort set havde hver deres avis i enhver større dansk købstad. Her har forfatteren en relevant pointe, men man kan dog indvende, at der i det danske firebladssystem ikke var personsammenfald, og at der er tale om en tidsforskydning. Under alle omstændigheder viser det forløb, som skitseres i bogen, at man gør sig sårbar ved at være både redaktør og politiker på samme tid. Karl Otto Meyer brugte ikke blot sin dobbeltstilling til at få politiske nyheder fra førstehånds kilde så at sige. Han brugte også lederpladsen til at sætte sine kritikere på plads, og fra sidste halvdel af 1970erne begyndte den interne mindretalskritik af Karl Otto Meyer at vokse. En af de hårdeste kritikere var Gerhard Ernst, der havde flere fremtrædende poster inden for både SSF og SSW. Men i sidste ende kunne Karl Otto Meyer blot henvise til avisens tilsynsråd og SSWs landsmøder, og så længe der var opbakning til ham her, så kunne kritikerne hoppe og danse. Længere var den egentlig ikke. Kritikerne endte med at være nogle ufarlige puddelhunde mere end seriøst udfordrende schæferhunde.

Karl Otto Meyers afgang som chefredaktør berører forfatteren stort set ikke. Det virker lidt underligt, når man tager i betragtning, hvor megen plads Rostgaard Nissen bruger på at beskrive skærmydslerne. Der var mig bekendt ingen dramatik i afgangen, men det havde været på sin plads blot at fortælle læserne, hvorfor Karl Otto Meyer stoppede. Til gengæld får vi berettiget en grundig redegørelse for hans mislykkede forsøg på at komme ind i avisens bestyrelse, ligesom hans afgørende rolle i hele Barschel-affæren afdækkes udførligt.

Mogens Rostgaard Nissen holder tungen lige i munden og tegner et kritisk portræt af en mindretalsmand, som på alle måder var – og er – svær at komme udenom. Bogen er ingen udtømmende biografi om en mand, der har været her, der og alle vegne. Dele af hans politiske virke er allerede grundigt beskrevet i bogen, »SSW – Dansksindet politik i Sydslesvig 1945-1998«, og den må man også ty til, hvis man skal have et mere afrundet billede af Karl Otto Meyers lange politiske liv.

Mogens Rostgaard Nissen: Karl Otto Meyer. Politiker, publicist, polemiker, 359 sider (Syddansk Universitetsforlag).

kommentar
deling del

Skriv et svar