Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Stort detektivarbejde i gang på Flensborg-museum

Kunsthistoriker graver i Musemsbergs magasiner for at se, om der skulle være kunst, som nazisterne har stjålet fra jøder og solgt videre. En spændende særudstilling viser, at ikke alle museumsdirektører har taget det så nøje med, hvor kunsten kom fra.
Kunsthistoriker graver i Musemsbergs magasiner for at se, om der skulle være kunst, som nazisterne har stjålet fra jøder og solgt videre. En spændende særudstilling viser, at ikke alle museumsdirektører har taget det så nøje med, hvor kunsten kom fra.

Flere tidligere museumsdirektører i Flensborg tog forholdsvis afslappet på, hvor den kunst, de indkøbte, stammede fra. Efter nazi-tiden var der i Tyskland masser af stjålet kunst i omløb.

Det drejede sig om kunst, som det nazistiske regime med Nürnberg-lovene i ryggen havde beslaglagt fra jødiske kunstsamlere. Lovene krævede blandt andet, at alle jøder i Tyskland over for den tyske stat skulle opgive, hvad de havde af ejendomme og besiddelser – deriblandt kunst.

Da nazisterne først havde fortegnelser over kunst i jødisk besiddelse, kunne de gå systematisk til værks. De tyvstjal kunstværkerne og solgte dem videre på både det nationale og internationale kunstmarked.

 

Hvem tilhører kunsten? Nazisterne ranede enorme mængder af kunst til sig og solgte værkerne videre. Her et kig ind i Museumsbergs depoter, som er ved at blive gransket for tyvekosterne. Foto: Museumsberg

På den måde blev tyske museer fyldte med plyndret nazi-kunst. I 1998 blev der officielt sat en stopper for denne praksis med, at museer kunne anskaffe sig kunst uden at interessere sig for, hvor den oprindelige kom fra.

Det skete, da en lang række lande – deriblandt Tyskland – underskrev de såkaldte Washington-principper. Ifølge disse principper forpligter kunstmuseerne sig til systematisk at undersøge deres kunstsamlinger for at se, om der befinder sig stjålne kunstværker i deres gemmer.

Er dette tilfældet, skal kunsten enten leveres tilbage til de oprindelige ejere eller deres arvinger – eller de pågældende skal tilbydes en passende erstatning.

Rundt omkring i Tyskland er der i disse år heftig aktivitet på kunstmuseerne for at fastslå, om den kunst, der findes i magasinerne, er hælervarer.

Som en detektiv

På Museumsberg er det kunsthistorikeren Madeline Städtler, der med detektiv-metoder forsker i kunstens herkomst. På særudstillingen »Wem gehört die Kunst?« viser hun, hvordan forskningen foregår, og hvad hun indtil nu har fundet ud af.

Udstillingen viser eksempler på kunstværker, der har været igennem Madeline Städtlers herkomst-forskning. Med informative tekst-plancher gøre hun gæsterne klogere på metodikken i sit detektiv-arbejde.

På udstillingen kan man se, at den tidligere museumsdirektør Fritz Fuglsang – der ledede museet helt fra 1927 til 1961 – var særdeles aktiv med at indkøbe kunst både i den betændte periode fra 1933 til 1945 og i efterkrigstiden. Han udviste dog ikke den samme entusiasme, når det drejede sig om at spore de enkelte kunstværkers herkomst.

Den nuværende museumsdirektør dr. Michael Fuhr formulerer det således:

– Udstillingen dokumenterer, at forskningen i kunstens herkomst var ham ligegyldig, om ikke direkte generende. Indtil 1961 havde han ellers god tid til at få ryddet op, siger Fuhr.

Udstillingen beviser også, at Fritz Fuglsang købte en række sølvobjekter til langt under den markedspris, som de havde, før nazisterne kom til magten.

Allerede i 1932 forsøgte kan at købe sølvskatten, der tilhørte den jødiske forretningsmand Leopold Teppich fra Flensborg. Markedsværdien var dog anslået til 12.000 rigsmark, og det var for mange penge for Fuglsang.

I 1939 dukkede sølvskatten ad dunkle omveje op i Hamborg, hvor han slap med 1000 rigsmark. Det kunne man knap nok få råsølvet i den mængde for.

Langt fra alt drejer sig om moral eller et minimum af retfærdighed, når det gælder tilbagelevering af den stjålne nazi-kunst. Det fremgår også med al tydelighed af udstillingen: Advokatfirmaer verden over har gjort det til et speciale at støvsuge lister for kunst, som nazisterne stjal fra jøder.

Det drejer sig om lister, som museerne er forpligtet til at offentliggøre, efter at de har gennemført deres forskning i kunstværkernes herkomst.

Ingen røde prikker

Washington-principperne fastslår, at museerne skal klassificere deres kunst prikker med samme farver som i et trafiklys.

Er farven grøn, er kunstens ophav efter bogen. Er den gul, er det fordi, der er huller i kunstværkernes vej fra ejer til ejer. Er farven rød, er det entydigt kunst, som nazisterne har røvet, og værket skal derfor hurtigst muligt tilbage til de retmæssige ejere eller arvingerne.

Ingen af de udstillede kunstværker på Museumsberg har røde farver. To malerier af kunstneren August Schenk kan muligvis være problematiske, men efterforskningen er endnu ikke afsluttet.

En enkelt kunsthistorisk genstand – en glaspokal fra 1735 – fik en rød prik, og blev derfor givet tilbage til dens retmæssige ejere i 2013. Derfor vil man på udstillingen kun kunne se et foto af pokalen.

Forskningen i hæler-kunsten fik særlig relevans efter, at den såkaldte Gurlitt-samling blev afsløret i München i 2013. Her kom 1400 mesterværker af europæiske malere for dagens lys. En stor del af disse værker var stjålet fra jøder eller købt mistænkeligt billigt på auktioner, efter at flygtende jøder i 1930erne måtte skille sig af med kunsten til unaturligt lave spotpriser.

Museumsberg Flensburg: Wem gehört die Kunst? 8. marts til 2. juni 2019.

kommentar
deling del

Skriv et svar