Single Daily
af

Rasmus Meyer

Stor tysk politiaktion mod G20-modstandere

I otte delstater har politiet tirsdag morgen ransaget lejligheder og foreningslokaler. Politiet er på jagt efter belastende materiale i forbindelse med G20-optøjerne i Hamborg.
I otte delstater har politiet tirsdag morgen ransaget lejligheder og foreningslokaler. Politiet er på jagt efter belastende materiale i forbindelse med G20-optøjerne i Hamborg.

Mere end 20 lejligheder og to foreningslokaler i otte tyske delstater blev tirsdag morgen ransaget af politiet, der er på jagt efter belastende bevismaterialer i forbindelse med de voldsomme optøjer ved G20-topmødet i Hamborg i juli måned.

Ifølge politiet var aktionen rettet mod ekstreme aktivister fra den yderste venstrefløj. De mistænkes for at have begået kriminelle handlinger, da G20-topmødet blev holdt i Hamborg.

Ved ransagningerne samlede politiet bevismaterialer i form af mobiltelefoner, computer, usb-stick og dokumenter. Der var ingen anholdte.

Die Welt skriver, at ransagningerne stod i forbindelse med 21 sager, som anklagemyndigheden i Hamborg kører efter optøjerne.

Sammenstød

Ved G20-topmødet kom det til flere voldelige sammenstød mellem politiet og G20-modstandere. Dele af modstanderen var fra den ekstreme venstrefløj.

Især i bydelen Schanzenviertel og gaden Rondenbarg kom det til heftige gadekampe mellem politiet og ekstreme venstrefløjsaktivister, der i Tyskland kaldes “Schwarzer Block”, fordi de typisk er klædt i sort.

Ved Rondenbarg kom det i løbet af G20-topmødet til et af de værste sammenstød. Ifølge politiet gik en gruppe demonstranter løs på politiet. De kastede med sten, fyrværkeri og flasker. Flere betjente blev såret. Men samtidig blev også flere demonstranter såret. Politiet gik nemlig i aktion mod demonstranterne, og sammenstødet mellem statsmagten og de til dels voldelige aktivister blev filmet fra både politiet, medierne og demonstranterne.

De optagelser blev til dels offentliggjort og heftigt diskuteret, fordi nogle mente, at politiet havde provokeret sammenstødene.

Der er efterfølgende dannet en special kommission – Sonderkommission Schwarzer Block, der har til opgave at analysere alle optagelserne fra optøjerne. Formålet er at finde frem til gerningsmændene, og de analyser ligger til grund for ransagningerne tirsdag.

583 betjente deltog i ransagningerne.

De sortklædte demonstranter omtales i Tyskland som “Schwarzer Block” (Sort blok).
(Foto: Boris Roessler/dpa)

kommentar
deling del

Skriv et svar