Single Daily
af

Jens Nygaard

Dansk-tyske tog stopper muligvis kun i Padborg

Midt i december omlægges togruten mellem København og Hamborg, så der køres via Jylland i stedet for Lolland-Falster. Stoppestederne for de indtil tre tog hver dag afgøres først i maj - men i det mindste må togene på vej nordpå sikkert stoppe i Padborg på grund af grænsekontrollen.
Midt i december omlægges togruten mellem København og Hamborg, så der køres via Jylland i stedet for Lolland-Falster. Stoppestederne for de indtil tre tog hver dag afgøres først i maj - men i det mindste må togene på vej nordpå sikkert stoppe i Padborg på grund af grænsekontrollen.

Det dansk-tyske grænseland kan nu gøre sig håb om bedre togforbindelser i en årrække til både Hamborg og København.

Fra december omlægges nemlig tog­ruten mellem København og Hamborg.

P.t. fører den via Lolland-Falster og en færge over Femern Bæltet, men på grund af arbejdet med den kommende faste forbindelse har DSB og Deutsche Bahn (DB) besluttet at flytte ruten, så den i en periode på op til ni år vil gå over Fyn og gennem Jylland og Slesvig-Holsten til Hamborg – og retur.

Togpassagererne kommer muligvis til at se langt efter stoppesteder i Slesvig-Holsten, når DSB og DB fører togene mellem København og Hamborg via grænselandet. Arkivfoto: Sebastian Iwersen

Slesvig-Holsten uden stop

I tysk presse er det blevet beklaget, at disse tog – op til tre om dagen hver vej – skulle gå gennem Slesvig-Holsten uden at holde nogen steder.

– Men det er slet ikke afgjort endnu. Vi er først ved at finde skinnetider til disse tog, og når det er afgjort en gang i begyndelsen af maj, vil vi sammen med DSB beslutte, hvor disse tog skal holde, fortæller Egbert Meyer-Lovis, der er pressetalsmand for Deutsche Bahn i Nordtyskland.

Det er DSB, der stiller med togene, mens det er DB, der står for planlægningen af den ændrede rute.

Flensborg står dårligt

Selv om intet er afklaret endnu – og der således er mulighed for at udøve pres på de to jernbaneselskaber – synes Flensborg dog at stå dårligt i forhold til at blive stoppested for disse tog.

Der satses nemlig på en hurtig forbindelse, og som bekendt skal togene ind i en slags sløjfe for at komme ind til Flensborg, der ikke ligger lige ved den direkte linjeføring.

Også Rendsborg og Neumünster tilskrives dårlige chancer, fordi der i forvejen er en høj togfrekvens herfra både nord- og sydpå.

Direkte forbindelse

Anderledes ser det ud med Padborg, der dels ligger lige ved hovedlinjen – og hvor man sikkert vil blive nødt til at stoppe under alle omstændigheder med nordgående tog på grund af den danske indrejsekontrol.

– Vores vurdering er, at en sådan forbindelse vil blive mødt med den samme stikprøvevise grænsekontrol, som de hidtidige forbindelser sydfra gør i dag, oplyser Thomas Rudbeck, der er pressekonsulent ved Rigs­politiet i Danmark.

Som bekendt er den danske grænsekontrol midlertidig, men for øjeblikket er der ikke noget, der tyder på, at den bliver afskaffet sådan lige med det første. Og nu er der mulighed for, at den kan medføre en direkte togforbindelse fra Padborg til København.

kommentar
deling del

Skriv et svar