Single Daily
af

Thomas Schumann

Steinmeier forsøger at berolige Israel

Den seneste krise mellem Tyskland og Israel har lørdag fået den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier (SPD) til at rejse til Jerusalem. I løbet af hans fire dage lange besøg handler det om, ikke at grave dybere grøfter i det bilaterale forhold, samtidig med at udtrykke bekymring over den israelske bosættelsespolitik og udviklingen i konflikterne i Mellemøsten, forlyder det fra præsidentstaben.

Frank-Walter Steinmeier vil således ikke besøge de regeringskritiske organisationer »Breaking the Silence« og »Betselem«. Et møde mellem den tyske udenrigsminister Sigmar Gabriel (SPD) og de to grupper for nylig har skabt røre. Ministerpræsident Benjamin Netanyahu aflyste med kort varsel et planlagt møde med den tyske udenrigsminister. Begge organisationerne kritiserer Israels bosættelsespolitik i de palæstinensiske områder.

Læs også: Netanyahu aflyser møde med tysk minister i sidste øjeblik

Imidlertid er der i løbet af Frank-Walter Steinmeiers rejse planlagt samtaler med forfatterne Amoz Oz og David Grossmann, som ligeledes er kritikere af bosættelserne i de besatte områder. Forbundspræsidenten vil ikke distancere sig fra Sigmar Gabriel. Hans forsvar for en to-stats-løsning og kritik af den »menneskeretsstridige bosættelsespolitik« vil ikke blive pakket ind.

På søndag mødes Frank-Walter Steinmeier med den israelske præsident Reuven Rivlin og med Benjamin Netanyahu. Der er også planlagt et besøg til holocaust-mindesmærket Yad Vashem. I sin tid som udenrigsminister har Frank-Walter Steinmeier allerede besøgt Israel elleve gange. På tirsdag rejser han til de palæstinensiske områder og mødes med præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas. Frank-Walter Steinmeier vil også lægge en krans ved den tidligere palæstinensiske leder Yassar Arafats grav.

Sigmar Gabriel har forsvaret sit besøg med aktivisterne.

– Blandt demokrater må det være muligt, at kunne mødes med regeringskritiske organisationer, udtalte udenrigsministeren til den tyske avis Bild.

– Blandt demokrater stiller man ikke ultimatum. Den israelske premierminister ville tvinge mig til at aflyse et møde med retskafne israelske borgere, tilføjede Sigmar Gabriel.

Til Frank-Walter Steinmeiers rejse siger Sigmar Gabriel:

– Forbundspræsidenten har en helt anden rolle end jeg.

Sigmar Gabriel tvivler ikke på, at Frank-Walter Steinmeier vil finde de rigtige ord, som kan berolige situationen.

Mere end 20 fremtrædende israelere har efter postyret ved Sigmar Gabriels besøg sendt en eksplicit tak til Tyskland, fordi man står side om side med civilsamfundet i Israel. I brevet som var addresseret til forbundskansler Angela Merkel og Sigmar Gabriel skriver de:

– Vi er en gruppe israelere, som er dybt bekymrede for vort lands fremtid.

Blandt underskriverne står indflydelsesrige videnskabsfolk, kunstnere, politikere og diplomater.

kommentar
deling del

Skriv et svar