Single Daily
af

Niels Ole Krogh

SSW vil tvinge kommuner til at give tilskud

Flere kommuner vægrer sig ved at betale tilskud til danske heldagsskoler. SSW vil nu åbne en prøvesag mod nordfrisiske Agtrup. Borgmester: Der er udtrykkeligt tale om frivillige tilskud.
Flere kommuner vægrer sig ved at betale tilskud til danske heldagsskoler. SSW vil nu åbne en prøvesag mod nordfrisiske Agtrup. Borgmester: Der er udtrykkeligt tale om frivillige tilskud.

SSW går nu til delstatens mindretalsrådgiver, Johannes Callsen, for at tvinge kommunerådet i Agtrup til at give tilskud til den danske heldagsskole i Læk. Dermed åbner det dansk-frisiske parti en prøvesag mod den lille nordfrisiske kommune. Den er en af 68 sydslesvigske kommuner, der har afvist at give tilskud til SFOer og heldagsskoler (Betreute Grundschule og Offene Ganztagsschule).

En god sag

SSW mener, at partiet har en god sag. Det henviser til delstatens forfatning artikel 6, hvor det hedder, at mindretallet har krav på beskyttelse fra blandt andre kommunerne. Desuden er der 25 kommuner i landsdelen, der har svaret positivt på Dansk Skoleforening for Sydslesvigs ansøgning om støtte til formålet.

I Agtrup har Skoleforeningen bedt om et årligt tilskud på 3120 euro. Det har kommunerådet – SSWs tre mandater undtaget – nedstemt.

Med henvisning til delstatsforfatningen skriver landsformand for SSW Flemming Meyer til borgmester Norbert Nielsen:

»Vi konstaterer, at der sker en uligebehandling i tilskuddene til den åbne heldagsskole og dermed en diskrimination af de borgere i Agtrup, der sender deres børn til den danske skole i Læk«.

Frivillig ydelse

– Der er jo tale om et frivilligt bidrag. Desuden betaler vi i forvejen til vores fritidsordning på vores lokale, tyske skole. Den kan mindretallets medlemmer blot benytte sig af, siger borgmester Norbert Nielsen (Wählergemeinschaft Achtrup, AWG).

AWG frabeder sig et møde med landsformanden. Det sker med henvisning til, at SSW er repræsenteret i kommunerådet.

Flemming Meyer, erkender, at der er tale om frivillige bidrag.

– Men ifølge skolelovgivningen er vi ligeberettigede. Der er ikke lovgivet til bunds for heldagsskolen. Derfor er der fortsat tale om frivillige ydelser. Men i vores selvforståelse skal vi ligestilles, lige som vi er det på de øvrige institutionsområder, siger Flemming Meyer.

Uenighed mellem delstater

Partiet vil i nær fremtid mødes med mindretalsrådgiveren.

– Jeg forventer, at han er i stand til at slå i bordet over for kommunerne. På lidt længere sigt kan vi satse på, at loven vil sikre ligestillingen, siger Flemming Meyer. SSWs landsformand tør ikke spå om, hvornår Tyskland får lovgrundlaget for heldagsskolen på plads.

– Der er uenighed mellem delstaterne. Nogle fremfører argumenter om, at de mener, at helddagsskolen kolliderer med det frivillige arbejde i eksempelvis sportsforeninger, siger Flemming Meyer.

kommentar
deling del

Skriv et svar