Single Daily
af

Thomas Schumann

SSW til danske politikere: Der er forskel på at tale dansk i Sydslesvig og København

Ifølge landsformanden for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), Flemming Meyer, må politikerne i Danmark lære at forstå, at der er forskel på at tale dansk i Sydslesvig og i København. Sproget vil altid være en udfordring, siger landsformanden.
Ifølge landsformanden for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), Flemming Meyer, må politikerne i Danmark lære at forstå, at der er forskel på at tale dansk i Sydslesvig og i København. Sproget vil altid være en udfordring, siger landsformanden.

Endnu engang verserer en sprogdebat i mindretallet: Denne gang er den foranlediget af blandt andet Dansk Folkepartis medlem af Sydslesvigudvalget, Martin Henriksen, som til Flensborg Avis har sagt, at de sydslesvigske skoler bør bortvise børn, som ikke taler dansk i frikvartererne.

– Jeg er klar over, at det er træls for et barn, hvis det skal forlade skolen, men det er vilkårene. De har sagt ja til det danske, udtalte Martin Henriksen

Det er en holdning, som landsformanden for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), Flemming Meyer, er lodret uenig i.

– Det er for mig at se helt hen i vejret, og det er langt fra den virkelighed, vi lever i. Det er ikke rigtigt, når han siger, at eleverne har sagt ja til det danske. Det har forældrene. Den her debat er ikke ny, den har vi regelmæssigt, og det med at tro, at vi med sanktioner kan få børn til at tale dansk, det har aldrig virket. Der skal andre boller på suppen. Vi lever i en tysk omverden, hvor vores børn skal kunne to sprog. Der, hvor man kan være konsekvent, er over for vores ansatte. Dem kan jeg stille krav til, og jeg kan forvente, at de overholdes, siger Flemming Meyer.

Hvorfor tror du, at sprogdebatten bliver ved med at dukke op?

– Debatten vender tilbage, for det er selvfølgelig skuffende, når man kommer fra Danmark og på et årsmøde oplever, at der bliver talt tysk. Men man skal huske på, at vi ikke er i København. Vores situation er en helt anden, og det skal vi formidle til folk. Skuffelsen vil nok altid dukke op igen, men det betyder ikke, at situationen er forværret.

Eva Kjer Hansen (V) og andre politikere har koblet sproget og det danske tilskud sammen. Er det ikke rimeligt?

– Jeg er meget taknemmelig for det tilskud, vi får. Uden det kunne vi ikke leve en så dansk hverdag, og jeg er overbevist om, at vi med vores arbejde i Sydslesvig er til fordel for Danmark og dansk kultur. Men det ville gå den helt forkerte vej, hvis man skærer ned i tilskuddet, fordi man ikke er tilfreds med resultaterne. I sidste ende ville det føre til nedskæringer i institutionerne, og det ville gøre sprogets vilkår langt værre.

Hvordan kan mindretallet få lukket debatten?

– Sproget har altid været en udfordring. Det er vi opmærksom på, og det har vi længe været opmærksom på. Det kræver en indsats, som vi yder. Men der er forskel på at bo i Danmark og være dansksindet i Sydslesvig. I Danmark er man nødt til at forstå, at der er stor forskel på at bo i København og i Sydslesvig, hvad angår sprog. Det må vi fortælle folk, siger Flemming Meyer.

Ifølge landsformanden for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), Flemming Meyer, må politikerne i Danmark lære at forstå, at der er forskel på at tale dansk i Sydslesvig og i København. Arkivfoto.

Ifølge landsformanden for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), Flemming Meyer, må politikerne i Danmark lære at forstå, at der er forskel på at tale dansk i Sydslesvig og i København. Arkivfoto.

kommentar
deling del

Skriv et svar