Single Daily
af

Thomas Schumann

SSW skuffet: Ny regering uden ny kurs for mindretal

Selv om SSW fremlagde partiets ønsker for mindretalspolitikken på forbundsplan for den daværende kansler-kandidat Martin Schulz, er ingen af forslagene kommet med i regeringsgrundlaget mellem SPD og CDU/CSU. SSWs formand, Flemming Meyer, betegner det som en forspildt chance.

Smilene var store, dengang topfolkene fra Sydslesvigsk Forenings (SSW) mødtes med SPDs nu tidligere formand, Martin Schulz, i Husum den 4. maj sidste år. SSW fremlagde dengang partiets ønsker til en tysk mindretalspolitik for den dengang så lovende SPD-kandidat til kanslerposten. Ønskerne var, at de nationale mindretal skulle optages i den tyske forfatning, og at mindretallenes sprog skulle anerkendes af forbundets offentlige myndigheder.

Martin Schulz virkede lydhør dengang, fortæller Flemming Meyer. Så da det stod klart, at SPD ville forhandle regeringsgrundlag med CDU/CSU, gensendte SSW ønskerne fra maj-mødet i Husum til Martin Schulz i et personligt brev.

Alligevel lægger det regeringsgrundlag, som SPD og CDU/CSU er blevet enige om, ikke op til nye forslag på mindretalsområdet – partierne agter at følge den hidtidige kurs på området.

– Jeg er skuffet. Det er en forspildt chance, siger SSWs landsformand Flemming Meyer.

Han havde fået det indtryk, at Martin Schulz kunne se rimeligheden og de gode muligheder i SSWs forslag.

Flemming Meyer er også ærgerlig over, at regeringsgrundlaget ikke lægger op til i højere grad at vise Tysklands gode eksempel på mindretalsområdet over for EU. Han fremhæver mindretalsrådet, hvor repræsentanter fra de fire anerkendte mindretal sidder i tæt kontakt med tyske politikere som et eksempel til efterfølgelse i de andre EU-lande.

I et svar til Flensborg Avis oplyser en pressetalsmand fra SPD, at beskyttelse af mindretal er et vigtigt anliggende for SPD, og at partiet har sørget for, at mindretalsbeskyttelse eksplicit står nævnt i regeringsgrundlaget.

Det blev i løbet af regeringsforhandlingerne ikke diskuteret, at mindretallene skal optages i den tyske forfatning, oplyser talsmanden.

I det nye regeringsgrundlag er de nationale mindretal i Tyskland nævnt to gange. Begge gange skriver SPD og CDU/CSU, at de fortsat vil støtte og beskytte mindretallene. Mere konkrete beskrivelser af, hvordan det skal udføres, findes ikke. Dermed er teksten så godt som uforandret fra de samme partiers regeringsgrundlag fra 2013.

Martin Schulz (til højre) virkede lydhør dengang, fortæller Flemming Meyer (til venstre). Så da det stod klart, at SPD ville forhandle regeringsgrundlag med CDU/CSU, gensendte SSW ønskerne fra maj-mødet i Husum til Martin Schulz i et personligt brev. Foto: Lars Salomonsen/Bernd von Jutrczenka/dpa.

kommentar
deling del

Skriv et svar