Single Daily
af

Jan Christensen

SSW holdt skansen på en svag aften

SSW er igen største parti i Harreslev. Men ellers bød søndagens kommunalvalg på mindre tilbagegang for SSW de fleste steder.
SSW er igen største parti i Harreslev. Men ellers bød søndagens kommunalvalg på mindre tilbagegang for SSW de fleste steder.

Der var langt mellem jubelbrølene, da SSW søndag aften skulle gøre status efter søndagens kommunalvalg. Den største triumf opnåede partiet i Harresles Kommune, hvor SSW nu igen er det største parti, og i Rendsborg By var der også grund til jubel, idet stemmeandelen steg med 25 procent, så SSW nu er steget fra to til tre mandater

Derimod var stemningen i Flensborg knap så god. SSW, der i 2013 blev byens tredjestørste parti, er nu kun fjerdestørst, og selv om SSW kan glæde sig over at have fastholdt otte mandater – præcis det samme antal som CDU, De Grønne og SPD, ser det ud til at give vanskelige arbejdsvilkår i de kommende år. I Flensborg var det De Grønne, der kunne juble højest som byens næststørste parti.

I Slesvig-Flensborg Amt lykkedes det SSW at fastholde seks mandater trods en lille tilbagegang i stemmetal, mens partiet i Nordfrisland måtte vinke farvel til et af de hidtidige fem mandater. Også i Husum by måtte SSW se sig slået og vinke farvel til det ene af partiets tre mandater.

I Rendsborg-Egernførde Amt var der også en lille tilbagegang, men her fastholdt SSW sine to mandater. Derimod var der fremgang i Egernførde Kommune, og i Kiel lykkedes det også at fastholde to mandater.

I Slesvig gik det heller ikke helt efter planen, Da stemmerne var talt op, måtte SSW vinke farvel til et af sine hidtidige mandater og råder fremover over tre pladser i Slesvig Byråd.

SSWs formand, Flenmming Meyer, konstaterer, at de to store partier, CDU og SPD, også går tilbage, og det kunne efter hans opfattelse tyde på, at det er de etablerede partier, der går tilbage.

– Og folk regner nok SSW for et af de etablerede partier. Imens går partierne ude på højre- og venstrefløjen fremad og også De Grønne går frem. Det har nok kostet nogle af vores stemmer, siger Flemming Meyer.

Han tror ikke, at SSW skal gøre så meget mere andet end at følge den linje, partiet har fastlagt.

– Vores analyse har vist, at vi skal køre på det sociale fælleskab og miljøet. Det skal vi holde fast i. Vi må også acceptere, at vi nogle gange kommer i modvind. Det må vi acceptere uden at gå i panik. Vi holder mandaterne i Nordfrisland og Flensborg, så vi skal ikke gå og jamre nu.

– Som landsformand kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig et bedre resultat, men vi skal gøre det, vi er dygtige til og lave politik til gavn for befolkningen og de to mindretal, fastslår SSWs landsformand.

kommentar
deling del

Skriv et svar