Single Daily
af

Niels Ole Krogh

SSW: Glad for ny politisk kultur i Danmark

SSW og De Grønne glæder sig over en ny ambitiøs klimapolitik i Danmark under en ny socialdemokratisk mindretalsregering og over, at symbolpolitikken sættes på skrump.
SSW og De Grønne glæder sig over en ny ambitiøs klimapolitik i Danmark under en ny socialdemokratisk mindretalsregering og over, at symbolpolitikken sættes på skrump.

En ny, mere human politisk kultur i Danmark. Det er blandt andet det, to veteraner fra Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), formand Flemming Meyer og tidligere minister Anke Spoorendonk, hæfter sig ved efter at have læst samarbejdsaftalen for den ny regering i Danmark.

Den kom på plads sent tirsdag aften, og torsdag præsenterer den ny statsminister, Mette Frederiksen ministerholdet for en socialdemokratisk regering.

Klima, lighed og humanisme

De to SSWere konstaterer med tilfredshed, at regeringen er ambitiøs på klimaområdet – frem mod 2030 skal landets CO2-udledning være reduceret med 70 procent – og at Danmark skal opnå større social lighed og en mere human flygtningepolitik.

– Det lyder utroligt spændende, at de fire partiers aftale ikke beror på et regeringsgrundlag, som vi kender det her i Tyskland. Det åbner for nye muligheder og låser ikke for nye ideer, som en koalitionsaftale gør det, siger Flemming Meyer.

– Det lyder utroligt spændende, at de fire partiers aftale ikke beror på et regeringsgrundlag, mener SSWs formand, Flemming Meyer. Arkivfoto: Lars Salomonsen

Hvem skal betale?

Oppositionen kritiserer skarpt, at de fire partier, der ud over Socialdemokratiet består af støttepartierne Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, ikke har udmøntet, hvordan de nye initiativer skal finansieres.

– Det er hovedopgaven i al politik at finde pengene, men først skal visionerne på plads. I tysk politik begår man ofte den fejl at gøre det omvendt: Hvor mange penge har vi til at lave politik for? Den fælde er jeg selv faldet i, siger Flemming Meyer.

Anke Spoorendonk hæfter sig ved tonen i den 18 sider lange aftale.

– Tilliden skal frem igen. Tydeligvis har partierne fundet hinanden på en konstruktiv måde. Det centrale er, at anstændigheden, medmenneskeligheden og det humanistiske tydeligt afspejles – ikke mindst i udlændingepolitikken, siger Anke Spoorendonk, der også glæder sig over opgøret med symbolpolitikken. Det vil tjene Danmarks ry – ikke mindst i Tyskland.

Grænsen kontrolleres

Begge hæfter sig ved, at grænsekontrollen vil fortsætte.

– Sidst i regeringsforløbet kan der opstå ny dynamik. Derfor kan det ikke afvises, at vi om få år kan slippe af med grænsekontrollen og vildsvinehegnet, siger Flemming Meyer.

Anke Spoorendonk mener, at Danmark nødvendigvis må kontrollere sine grænser, så længe Tyskland gør det.

Det nyvalgte medlem af Europa-Parlamentet for De Grønne, sydslesvigeren Rasmus Andresen, glæder sig over at Danmark nu »bliver social-økologisk regeret«.

»Danmark kan udvikle sig til førende nation globalt med målet om at reducere drastisk i CO2-udslippet« skriver politikeren.

Læs meget mere i torsdagsavisen

 

kommentar
deling del

Skriv et svar