Single Daily
af

Jens Nygaard

SSW fylder 70 år: Erklæringer fra 1955 – og de holstenske stemmer

Sydslesvigsk Vælgerforening fylder 70 år og kan se tilbage på 1955 som et skelsættende år i forholdet mellem flertal og mindretal. Senere var der i partiet overraskelse over de mange stemmer, der pludselig kom fra Holsten.
Sydslesvigsk Vælgerforening fylder 70 år og kan se tilbage på 1955 som et skelsættende år i forholdet mellem flertal og mindretal. Senere var der i partiet overraskelse over de mange stemmer, der pludselig kom fra Holsten.

I midten af 50erne ville Vesttyskland gerne med i forsvarsalliancen NATO. I den forbindelse pålagde det danske Folketing regeringen at tage den såkaldte Sydslesvigsag op under et NATO-møde i Paris i oktober 1954.

Det drejede sig især om, at det danske mindretal på trods af 42.000 stemmer ikke havde kunnet få sæde i parlamentet i Kiel samme år, men det handlede også om, at de danske skolers eksamensret skulle sikres i Sydslesvig, ligesom sindelagsprincippet skulle slås helt fast. Altså at man frit og uden konsekvenser skulle kunne bekendte sig til mindretallet. Det var en aftale, som det havde vist sig umulig at få med den daværende slesvig-holstenske regering.

Den danske statsminister, Hans Hedtoft (S), var skeptisk, men efter at sagen var blevet forelagt i Paris, kom der en meget hurtig og meget imødekommende reaktion fra den tyske kansler, Konrad Adenauer (CDU).

De to landes regeringer satte sig til forhandlingsbordet, og resultatet blev to synkrone erklæringer i 1955, kendt som København-Bonn-Erklæringerne. Her garanterede Bonn det danske mindretals rettigheder og København det tyske mindretals.

– Erklæringerne skulle sætte gang i en efterfølgende langvarig, men samlet set positiv udvikling i forholdet mellem dansk og tysk, anfører historikerne Martin Klatt og Jørgen Kühl i deres bog om SSW.

Sammen med erklæringerne blev der underskrevet et såkaldt »resultatpapir«, og heri blev det danske mindretal lovet en fritagelse fra spærregrænsen ved valg til landdagen i Kiel. Der er her tale om en bilateral aftale, som ikke bare uden videre kan opsiges. Desuden blev skolernes eksamensrettigheder sikret, og det samme blev sindelagsprincippet.

Samme år ophævede regeringen i Kiel erklæringen fra 1949, fordi holdningen fra tysk side var, at den var blevet overflødig. Det var SSW stærkt imod – blandt andet fordi friserne ved vestkysten slet ikke var nævnt i Bonn-Erklæringen, som det var tilfældet i den gamle erklæring fra Kiel. Og det danske mindretal arbejdede sammen med de nationale frisere.

Karl Otto Meyer, der blev formand for partiet og i 1971 også kom ind i landdagen, gav SSW en ny profil, der gjorde partiet attraktivt også for store tyske vælgergrupper. Arkivfoto

Karl Otto Meyer, der blev formand for partiet og i 1971 også kom ind i landdagen, gav SSW en ny profil, der gjorde partiet attraktivt også for store tyske vælgergrupper. Arkivfoto

Kom ind i landdagen igen

I 1953 havde SSW ikke kunnet samle stemmer nok til et mandat i Bonn, og siden har det danske mindretal ikke været repræsenteret i det samlede tyske parlament, men i 1958 lykkedes det igen at komme ind i landdagen i Kiel – med to mandater. Nedgangen fortsatte imidlertid, og fra 1962 var der kun en enkelt SSWer i parlamentet i Kiel. I 1971 nåede SSW et lavpunkt med under 20.000 stemmer ved landdagsvalget. Fra 1962-71 var den enlige SSWer friser i skikkelse af Berthold Bahnsen.

Langt hen ad vejen havde SSW og SSF kørt parløb, men efterhånden kom der et stærkt ønske i det politiske parti om at agere mere selvstændigt. Det var et arbejde, der blev fortsat, efter at Karl Otto Meyer blev valgt som formand i 1960.

Han kunne notere sig, at det i 1971 kun lige akkurat lykkedes at genvinde det enkelte mandat, og senere samme år blev han selv landdagsmand, efter at Berthold Bahnsen døde.

SSW var i mellemtiden blevet lagt en del om, så det mere fremtrådte som et mindretalsparti, der politisk orienterede sig mod de danske og andre nordiske velfærdssamfund.

Meyer var med til at give partiet et nyt image og var i det hele taget en fremtrædende person i de følgende 25 år. Han var heller ikke bleg for at tage stilling til store »tyske« emner som for eksempel Østpolitikken, og han var imod atomkraft.

– Med Karl Otto Meyer fik SSW også i den tyske flertalsbefolknings øjne et nyt image, der gjorde partiet attraktivt for vælgere uden for det danske og det frisiske mindretal, anfører Kühl og Klatt.

I 1985 blev de danske skoler i Sydslesvig økonomisk ligestillet med de tyske skoler – men det var et område, der også senere skabte problemer. SSW havde også sin store andel i, at motorvejen mellem Hamborg og grænsen blev fremskyndet.

Partiet blev kendt i hele Tyskland i forbindelse med Barschel-affæren og valget i 1987, hvor SSW blev tungen på vægtskålen. Det betød blandt andet, at partiet gik frem med 3000 stemmer ved det ekstraordinære landdagsvalg i 1988, og senere fik partiet flere og flere stemmer ved de følgende valg.

Karl Otto Meyer genopstillede ikke på landslisten i 1996, men alligevel lykkedes det SSW at få valgt to ind i delstatsparlamentet med Anke Spoorendonk og Peter Gerckens. Her blev partiet dog skæmmet af en personkonflikt, og Gerckens genopstillede ikke.

Kanonvalg i 2000

SSW stemte imod den nye slesvig-holstenske valglov, der kom til at gælde fra valget i 2000. Hver vælger fik nu nu to stemmer, én kandidat- og én listestemme, og SSW mente dengang, at hver vælger kun skulle have én stemme.

Ændringen betød, at SSW via listestemmen nu blev valgbar i hele Holsten, selv om partiet ikke opstillede lokale kandidater undtagen i den valgkreds, som Helgoland hørte under.

Det kunne i den grad mærkes ved valget i år 2000: SSW fik et kanonvalg med 62.000 stemmer. Heraf kom mellem 25.000 og 30.000 fra Holsten – altså næsten halvdelen. Det gav tre mandater i landdagen – og ved de senere valg har SSW også kunnet fastholde et betydeligt stemmetal i Holsten.

Samtidig blev der også arbejdet i lokalområderne. Rundt omkring i kommunerne og amterne har SSW ofte små grupper, der dog har haft en betydelig politisk indflydelse.

Overraskende nok lykkedes det i 2010 SSW at vinde valget til overborgmesterposten i Flensborg med Simon Faber i spidsen, og i 2013 blev Arthur Christiansen valgt som borgmester i Slesvig med SSWs opbakning.

Det dansk-tyske grænseland har i mange år været præsenteret som en model, der måske kunne bruges af andre mindretal, men denne idyl blev der pillet kraftigt ved, da den borgerlige regering i 2010 meddelte, at den ville nedsætte tilskuddet til de danske skoler fra 100 procent af tilskuddet til elever i tyske skoler til 85 procent. Det afstedkom kraftige protester fra både mindretallet, tyske kredse og fra Danmark – og det var en mindre besparelse, der kom til at koste de borgerlige i delstaten dyrt. Det var nemlig medvirkende til, at SSW gik ind i en regering med SPD og De Grønne i 2012. Her blev besparelsen rullet tilbage – ligesom det generelt lykkedes mindretalspartiet at opnå store forbedringer – også for friserne.

Nu er SSW igen i opposition – men i mellemtiden er de borgerlige blevet mere medgørlige inden for mindretalspolitikken.

Så selv om SSW ikke har været alt for glad for resultaterne af de seneste valg, er det et optimistisk parti, der nu kan fejre sin fødselsdag.
Tre sider om fødselsdag

Sydslesvigsk Vælgerforening fejrer den 24. august sin 70 års fødselsdag. I den anledning bringer Flensborg Avis tre særsider om partiet – to om historien og en enkelt om det aktuelle. Siderne bringes i ugen op til fejringen. Dette er den anden artikel i serien.

kommentar
deling del

Skriv et svar