Single Daily
af

Thomas Schumann

SSW efterlyser mere tid og alternativer til skolelukninger

Skoleforeningens formand, Udo Jessen, mener ikke, der er noget i vejen med tidsplanen, og kan ikke se andre alternativer til den end grønthøstermetoden.
Skoleforeningens formand, Udo Jessen, mener ikke, der er noget i vejen med tidsplanen, og kan ikke se andre alternativer til den end grønthøstermetoden.

Mere tid og flere alternativer til at drøfte skolelukninger: Det efterlyste Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) onsdag med et resolutionsforslag forud for partiets hovedudvalgsmøde den 20. november.

Skoleforeningens styrelse skød for to uger siden gang i debatten ved at anbefale nedlæggelsen af fire små skoler. Ifølge tidsplanen skal fællesrådet tage stilling til skolelukningerne den 22. november på et ekstraordinært fællesrådsmøde.

– Emnet er meget ømtåleligt og berører noget meget centralt i vores mindretalspolitiske arbejde, og derfor er fristen efter vores opfattelse meget, meget kort i forhold til at få en dialog i gang med de berørte. Det optimale vil være, hvis man virkelig får talt det til bunds, siger SSWs landsformand Flemming Meyer, som imidlertid ikke selv har et bud på den optimale deadline.

Mindretalsliv på spil

Ifølge Flemming Meyer står mindretalslivet på spil: Han peger på »de meget krasse eksemp­ler«, som landsbyerne Follervig og Gulde, hvor mindretalslivet forsvandt sammen med skolerne.

– En skole er mere end bare et undervisningssted – det er et dansk kulturcenter. Hvis det lukker, så dør et godt stykke dansk folkeligt arbejde også, understreger Flemming Meyer.

Derfor efterlyser SSW i resolutionsforslaget »flere realistiske alternative løsningsforslag (…) således at Skoleforeningens fællesrådsmedlemmer har flere konkrete scenarier at vælge imellem«

– Jeg går ud fra, at Skoleforeningen også har drøftet andre muligheder, men har forkastet dem. Men det kunne jo være, at mindretalsforeningerne i fællesskab kunne finde frem til nogle løsninger. Det her er bestemt ikke en kritik af Skoleforeningen, for det er et problem, vi må tage fat i. Men hvis vi skal finde bæredygtige løsninger, må vi have den tid, der er behov for, siger Flemming Meyer.

Planen er fin

Skoleforeningens formand, Udo Jessen, mener ikke, der er noget i vejen med tidsplanen. Han påpeger dog, at fællesrådet allerede torsdag aften har mulighed for at udsætte beslutningen på fællesrådsmødet på Jes Kruse-Skolen.

– Jeg afventer, hvad der sker, og så må vi se, om de delegerede har brug for mere tid, siger Udo Jessen.

Han understreger imidlertid, at Skoleforeningens styrelse har arbejdet meget grundigt med rapporten og dens anbefalinger.

– Hvis vi ikke går i den retning, så kommer vi til at gøre, som vi plejer og bruge grønthøstermetoden: Så taler vi om større arbejdsbelastning for lærerne, større klasser og færre penge til de små faggrupper. Det har styrelsen drøftet, og vi synes ikke, det vil gavne helheden, da det vil ramme hele systemet og forringe vores kerneopgave. Så det er pest eller kolera, men vi tror, at helheden vil lide mindst med vores forslag, siger Udo Jessen.

Samtidig understreger han, at rapporten ikke er en spareøvelse; det er en analyse af, om Skoleforeningen forvalter de offentlige tilskud fra Danmark og Tyskland forsvarligt.

– Hvis en skole koster 50 procent mere i drift end andre skoler, burde vi også diskutere det i tider, hvor vi har penge nok, siger Udo Jessen.

Skoleforeningens formand, Udo Jessen, mener ikke, der er noget i vejen med tidsplanen, og kan ikke se andre alternativer til den end grønthøstermetoden. Foto: Lars Salomonsen

Skoleforeningens formand, Udo Jessen, mener ikke, der er noget i vejen med tidsplanen, og kan ikke se andre alternativer til den end grønthøstermetoden. Foto: Lars Salomonsen

 

 

kommentar
deling del

Skriv et svar