Single Daily
af

Thomas Schumann

SSF-top undsiger Flensborg Avis

SSFs formand Jon Hardon Hansen og SSFs generalsekretær Jens A. Christiansen kalder det en insinuation, når SSF ifølge Flensborg Avis skulle have påstået, at den danske ambassadør gav indtryk af, at dansk bevilling til Mindretallenes Hus forelå i 2015.
SSFs formand Jon Hardon Hansen og SSFs generalsekretær Jens A. Christiansen kalder det en insinuation, når SSF ifølge Flensborg Avis skulle have påstået, at den danske ambassadør gav indtryk af, at dansk bevilling til Mindretallenes Hus forelå i 2015.

– SSF har ikke påstået, at Danmarks ambassadør, Friis Arne Petersen, har givet Tysklands mindretalskommitterede Hartmut Koschyk indtryk af, at den danske finansiering af Mindretallenes Hus i Flensborg er på plads, sådan som Flensborg Avis insinuerer i gårsdagens avis. Det skriver SSFs formand Jon Hardon Hansen i et læserbrev, som bringes i avisen tirsdag.

Samme formulering sendte SSFs generalsekretær Jens A. Christiansen mandag ud i en mail til 95 personer i SSF, Skoleforeningen og Dansk Sundhedstjeneste med flere.

Baggrund: I en tale fra juli 2015 opfordrede Hartmut Koschyk forbundsregeringen i Berlin og delstatsregeringen i Slesvig-Holsten til at bevilge Mindretallenes Hus økonomisk støtte, da Danmark, ifølge Koschyk, i forvejen havde givet en bevilling. Imidlertid var og er den danske bevilling endnu ikke givet.

Derfor spurgte Flensborg Avis Jon Hardon Hansen den 30. december om, hvordan Hartmut Koschyk havde fået indtryk af, at der var bevilget penge fra Danmark.

– Hartmut Koschyk har talt med den danske ambassadør i Berlin, Friis Arne Petersen, og åbenbart fået det indtryk, at Danmark vil støtte projektet, svarede Jon Hardon Hansen dengang.

I mandagens forside-artikel af Flensborg Avis undsiger Friis Arne Petersen at skulle have udtalt sig til Hartmut Koschyk om et dansk bidrag til projektet.

– Jeg har slet ikke været med på mødet mellem ambassadøren og Hartmut Koschyk, og derfor kan jeg ikke udtale mig om, hvad ambassadøren har sagt, fortæller Jon Hardon Hansen.

Interviewet fra den 30. december blev godkendt af SSFs kommunikationschef Lars Erik Bethge efter blandt andet Jon Hardon Hansens citat blev ændret sprogligt. Derfor bringer vi her et lydklip fra interviewet, sådan som Jon Hardon Hansen svarede på spørgsmålet oprindeligt.

Den nedenstående gengivelse er en ordret udskrift af lydoptagelsen.

– Jamen, det har han fået at vide af vores daværende ambassadør i Berlin, Arne Friis Petersen, som har givet ham det indtryk, at pengene skulle være bevilget.

Lyt til lydoptagelsen her:

kommentar
deling del

Skriv et svar