Single Daily
af

Rasmus Meyer

To SSF-syn på skrinlagte planer

Petra Mohr, SSF-amtsformand i Gottorp Amt, beklager, at SSFs top i Flensborg sagde nej til at indgå i samtaler om et nyt mindretalscenter i Slesvig. SSFs generalsekretær afviser.
Petra Mohr, SSF-amtsformand i Gottorp Amt, beklager, at SSFs top i Flensborg sagde nej til at indgå i samtaler om et nyt mindretalscenter i Slesvig. SSFs generalsekretær afviser.

Anders Kring, direktøren for SdU, sagde torsdag, at man på grund af uenighed blandt de danske organisationer har skrinlagt planerne om et stort mindretalscenter i Slesvig. Uenigheden, som Anders Kring hentyder til, ligger hos Sydslesvigsk Forening (SSF).

Planerne om et stort fælles mindretalscenter, et såkaldt dansk kraftcenter, blev lanceret i forbindelse med sagen om et manglende gæsteværelse i Sydslesvig, efter at det blev besluttet at lukke Christianslyst. Siden har der været holdt møder om projektet, og her har SSF-formand Jon Hardon Hansen og SSF-generalsekretær Jens A. Christiansen åbenbart meddelt, at SSF ikke vil være med til det store fællesprojekt.

Men den holdning deles ikke i SSF i Gottorp Amt.

Amtsformand Petra Mohr forklarer, at hun og amtsstyrelsen godt ville være med til at tale om et mindretalscenter sammen med andre danske organisationer.

– I amtet kan vi godt se visionen. Der er en del synergieffekter ved at arbejde sammen med de øvrige danske organisationer. Vi ville godt have været med til at drøfte visionen, forklarer hun og beklager, at det åbenbart er formanden og generalsekretæren, der på egen hånd har truffet en beslutning.

Det var aftalt, at en afgørelse først skulle falde, efter at det blev taget op i hovedstyrelsen.

Derfor var Petra Mohr overrasket, da Jon Hardon Hansen og Jens A. Christiansen sagde til formanden for Sydslesvigudvalget, Anni Matthiesen (V), at SSF ikke er interesseret i projektet.

Sydslesvigudvalgets formand var i november på besøg i Slesvighus, og da skulle afvisningen fra de to SSF-topfolk være blevet givet.

– Jeg modsagde dem, og jeg er ked af, at vi ikke en gang har været med i visionsfasen om projektet, siger Petra Mohr og forklarer, at hun ligeledes har fået at vide, at SSFs top også over for Slesvigs borgmester Arthur Christiansen og byrådet skulle have sagt nej til det danske kraftcenter.

Afviser

Generalsekretær Jens A. Christiansen forklarer, at SSF fra starten har været kritisk over for at bygge et mindretalscenter ved siden af A. P. Møller-Skolen.

– Med Slesvighus har vi allerede et mindretalscenter i Slesvig, siger han.

Generalsekretæren tilføjer, at man var villig til at lytte til planerne, men der har ikke foreligget konkrete tegninger, beregninger eller projektbeskrivelser. Derfor var der ifølge ham ingen grund til at tage det op i hovedstyrelsen eller forretningsudvalget.

Han mindes ikke at have afvist planerne over for Anni Matthiesen, byrådet eller borgmesteren i Slesvig.

Han understreger, at det altid er blevet signaliseret, at der ikke er truffet en beslutning endnu.

På området ved siden af A. P. Møller Skolen ville der plads til at bygge et stort fælles dansk kraftcenter.
(Foto: Volker Metzger)

Skrinlagt dansk kraftcenter havde stort potentiale

Et mindretalscenter ved siden af A.P. Møller Skolen vil kunne løfte mange forskellige opgaver, mener skolens rektor Jørgen Kühl. Han beklager, at planerne nu er skrinlagte.

Slesvig. A.P. Møller Skolens rektor Jørgen Kühl har længe drømt om et stort mindretalscenter – et dansk kraftcenter – ved siden af A.P. Møller Skolen i Slesvig. En drøm, han holder fast i, selv om Sydslesvigsk danske Ungdomsforeningers (SdU) direktør, Anders Kring, torsdag meddelte at planerne om et sådan center er skrinlagte.

– Vores gymnastikhal på skolen er presset med de mange klasser. Derfor ville en SIF-hal ved skolen give rigtig god mening, forklarer Jørgen Kühl.

Han tilføjer, at et mindretalscenter vil gøre det nemmere for eleverne at deltage i foreningsarbejdet i Slesvig IF. Skolen kunne ligeledes bruge det som ekstra idrætshal. Desuden ville mindretalscentret kunne indeholde et kollegium, som der længe har været ønske om i Slesvig.

– 117 elever har sagt, at de ønsker et kollegium. Det betyder ikke, at alle 117 i sidste ende kommer til at bo på et kollegium, men det understreger det enorme behov i Slesvig, forklarer Jørgen Kühl.

Han tilføjer, at ungdomspræst Bo Nicolaisen også mener, at Slesvig trænger til et kollegium.

Et dansk kraftcenter i Slesvig kunne også rumme et gæsteværelse.

– Gymnasiet er i forvejen godt besøgt, og vi har et meget tæt samarbejde med forskellige institutioner i Danmark og andre lande. De er jævnligt på besøg i Slesvig, og så mangler vi et sted, hvor de kan overnatte, siger Jørgen Kühl.

A P. Møller Skolens rektor, Jørgen Kühl, beklager, at et mindretalscenter på An Der Freiheit ikke bliver til noget i denne omgang.
(Foto: Lars Salomonsen)

Med et dansk kraftcenter, kunne man også indrette et kulturcenter ved siden af skolen. Sådan kunne skolen udvide sine mange kulturarrangementer.

Jørgen Kühl beklager, at planerne om et dansk kraftcenter åbenbart er skrinlagt på nuværende tidspunkt. Han mener, at den slags projekter skal løftes i fællesskab og samtidig understreger han, at samarbejdet med de danske foreninger i Slesvig er tillidsfuldt. Det gælder også samarbejdet med kommunen.

– Det tager vi med beklagelse til efterretning. Men vi vil godt arbejde videre på sagen, for behovet er kæmpestort. Vi er åbne for at samarbejde, siger Jørgen Kühl.

kommentar
deling del

Skriv et svar