Single Daily
af

Lars Geerdes

SPD og De Grønne vil give de unge mere indflydelse

Mens valgalderen i flere delstater er sat ned til 16 år ved kommunal- og delstatsvalg, er det fortsat kun de over 18-årige, der må stemme ved forbundsdagsvalg. Det vil SPD og De Grønne have ændret, men det er der delte meninger om.
Mens valgalderen i flere delstater er sat ned til 16 år ved kommunal- og delstatsvalg, er det fortsat kun de over 18-årige, der må stemme ved forbundsdagsvalg. Det vil SPD og De Grønne have ændret, men det er der delte meninger om.

Jeg kender 16-årige, som er mindst lige så politisk interesserede som mange ældre. Det sagde den tidligere SPD-formand Franz Müntefering for nylig som kommentar til bestræbelserne fra socialdemokraterne og De Grønne om at nedsætte valgalderen fra 18 til 16 år.

– Men det er ikke nok med at give dem stemmeret. De skal naturligvis også gå til valg, tilføjede han.

Et eksempel på, hvor galt det kan gå, var Brexit-afstemingen i fjor, hvor mange unge ikke stemte, og bagefter var fortørnede over resultatet, fordi de ældre generationer havde stemt for Storbritanniens exit fra EU.

– Det er naturligvis også et valg ikke at deltage i et valg, siger politilog ved Flensborg Universitet, prof. Michael Ruck.

Det er vigtigt, at de unge i en tidlig alder lærer, hvordan de kan deltage i demokratiet.
Michael Ruck, politolog

– Men netop i en delstat, hvor der plejer at være tætte valgresultater, tæller enhver stemme, understreger han. Derfor skal de unge også motiveres til at gå til valg, tilføjer han.

Det har ifølge Ruck også en anden effekt.

– De, der går til valg første gang, de har lov, lærer tidligt, hvad det betyder at deltage i demokratiet, og de stemmer så igen næste gang. De, der springer deres første valg over, fordi de mener, der er ting i verden, der er mere vigtige, er ofte tabt for altid som vælgere, siger Ruck.

– Til dem kan man kun sige, at de så heller ikke må brokke sig over resultatet bagefter.

Delstatsregeringens og landdagens rådgiver for politisk uddannelse, Christian Meyer-Heidemann, er enig i, at det ikke kun kommer an på at sætte valgalderen ned.

Michael Ruck er politolog ved Flensborg Universitet. Foto: Martina Metzger

– Det er vigtigt, at de unge i en tidlig alder lærer, hvordan de kan deltage i demokratiet, siger han. Og 16-årige er modne nok til det, mener han.

En ting er dog også klart: Partierne kan ikke vinde et valg på de unge. I Tyskland er hver tredje stemmeberettigede over 60 år, og de bruger deres magt. Ved forbundsdagsvalget i 2013 gik næsten 80 procent af de 60- til 69-årige til valg.

Det ved selvfølgelig også politikerne, som derfor lover den ældre generation mere end den yngre. Blandt de 21- til 24-årige lå stemmeprocenten kun ved 60 procent (i alt var valgdeltagelsen 71,5 procent). De har tit en fornemmelse af, at de alligevel ikke regnes for noget af politikerne, men så kommer de unge ind i en ond cirkel.

Ved forbundsdagsvalget den 24. September må 61,5 millioner tyskere stemme, heraf er de tre millioner førstegangsvælgere. Aldersgruppen 18- til 30 år udgør kun 15,4 procent af alle vælgere. Den største gruppe er de over 70-årige (12,7 millioner) med de 50- til 60-årige (12,3 millioner) på andenpladsen, oplyser forbundsvalglederen, Dieter Sarreither.

Stemmeret til 16-årige frarådes

Modsat SPD og De Grønne vil CDU ikke gå med til at sænke valgalderen, og det kan der også være gode grunde til.

– På kommunal- og delstatsplan drejer valget sig ofte om emner, der er ganske tæt på vælgerne. For de unge kan det for eksempel være skolepolitikken, siger Michael Ruck.

– Men på forbundsplan handler det om ganske andre, store emner som for eksempel sikkerhedspolitik. Det er ikke kun et meget komplekst emne, som de unge måske er for unge til at gennemskue, det er også et emne, der ligger meget fjernt, siger Ruck.

Christian Meyer-Heidemann ville hilse det velkommen, hvis partierne så lidt mindre på, hvad de selv kan få ud af at sætte aldersgrænsen ned.

– Det bør mere dreje sig om at vække de unges interesse for politik i denne alder, så de får et indblik i, hvordan demokratiet fungerer, og hvor vigtigt det er. Vi skal give dem en grundviden om det og gøre det klart, at det heller ikke er nok med at sætte et kryds ved valget.

Chefen for »Bundeszentrale für politische Bildung«, Thomas Krüger, er – i hvert fald på kommunalt plan – sågar tilhænger af at sætte aldersgrænsen endnu længere ned. Ved kommunalvalg vil han gerne give de 14-årige lov til at være med.
Niedersachsen var i 1996 den første delstat, som gav stemmeret til de 16-årige ved kommunalvalg.

Baden-Württemberg, Berlin, Brandenburg, Bremen, Hamburg, Mecklenburg-Vorpommern, Nordrhein-Westfalen, Sachsen-Anhalt og Slesvig-Holsten (til valget i 1998) fulgte efter. Ved landdagsvalg gælder det kun i Brandenburg, Bremen, Hamburg og Slesvig-Holsten, at 16-årige må deltage.

kommentar
deling del

Skriv et svar