Single Daily
af

Rasmus Meyer

SPD vil have mindretalsrettigheder op i EU

SPDs landdagsgruppe mødtes med repræsentanter fra flere mindretal. Partiet kræver, at mindretalsrettigheder får mere opmærksomhed i det nye EU-parlament.
SPDs landdagsgruppe mødtes med repræsentanter fra flere mindretal. Partiet kræver, at mindretalsrettigheder får mere opmærksomhed i det nye EU-parlament.

– Hver syvende borger i EU er medlem af et mindretal. Derfor skal mindretalspolitik spille en central rolle på europæisk plan.

Det siger Birte Pauls fra SPDs landdagsgruppe. Hun er gruppens mindretalspolitiske ordfører, og onsdag mødte hun sammen med andre fra SPD repræsentanter fra flere mindretal.

Blandt deltagerne var repræsentanter fra den frisiske folkegruppe, de tyske sinti og roma, det tyske mindretal i Danmark samt FUENs vicepræsident Gösta Toft. Det danske mindretal i Sydslesvig blev repræsenteret af Jens A. Christiansen, generalsekretær i Sydslesvigsk Forening (SSF).

Formålet med mødet var at høre om den aktuelle situation for mindretallene i Slesvig-Holsten og i Danmark. Samtidig ønskede SPD at høre om mindretallenes behov for at kunne tage det op på europæisk plan. Derfor sad Delara Burkhardt med ved bordet.

Hun er SPD-kandidat til Europa-Parlamentsvalget, der finder sted den 26. maj.

Emnerne

Birte Pauls forklarede efter mødet, at mindretallene forventer en klar afgørelse af, hvem der i fremtiden har ansvar for mindretalsrettigheder og mindretalsanliggender i den nye EU-Kommission. Desuden forventes det, at flere mindretalsanliggender tages op i Europa-Parlamentet.

Et andet emne ved mødet var projektet »Mindretallenes Hus«. Repræsentanterne gav udtryk for, at man fortsat ønsker et Mindretallenes Hus – i Flensborg. SPDs landdagsgruppe vil fortsat støtte projektet, men Birte Pauls tilkendegav, at driftsomkostningerne skal tages med i en drøftelse om projektet.

Grundlov

Ønsket om, at mindretallene skrives ind i den tyske forfatning, støttes ligeledes af SPDs landdagsgruppe. På det område kræver det ifølge Birte Pauls en klar definition af, at der er tale om autochthone, det vil sige hjemmehørende mindretal.

Repræsentanter fra flere mindretal berettede i SPDs landdagsgruppe om deres aktuelle situation og ønsker til det nye Europa-Parlament. Foto: SPDs landdagsgruppe

Repræsentanter fra flere mindretal berettede i SPDs landdagsgruppe om deres aktuelle situation og ønsker til det nye Europa-Parlament. Foto: SPDs landdagsgruppe

Besøg fra Ukraine

Foruden repræsentanter fra mindretallene deltog nogle gæster fra Ukraine ved mødet. Det var socialdemokrater, der for tiden besøger SPD-kandidaten Delara Burkhardt. De var ifølge Birte Pauls særligt interesseret i emnet, fordi mindretalsrettigheder er et vigtigt emne i Ukraine, hvor der er omkring 20 mindretal.

Dansk folketingsvalg

Folketingsvalget i Danmark var ligeledes et emne ved mødet.

Birte Pauls forklarer:

– Vi er spændte på resultatet af folketingsvalget i Danmark. Det er lige så retningsvisende som valget til Europa-Parlamentet. Vi advarer mod højrepopulisme. Vi kæmper for mindretalsrettigheder, deres beskyttelse og for et åbent og tolerant Europa.

kommentar
deling del

Skriv et svar