Single Daily
af

Ina Grønvig

Sparekniv rammer musikken

Skoleforeningen har stort set halveret timerne til frivillig musik. Det er man kede af på Gottorp-Skolen, hvor musik er en stor del af skolens dna. - Fælleskabet vil lide under det, siger skoleleder Morten Meng.
Skoleforeningen har stort set halveret timerne til frivillig musik. Det er man kede af på Gottorp-Skolen, hvor musik er en stor del af skolens dna. - Fælleskabet vil lide under det, siger skoleleder Morten Meng.

– Musikken er det forkerte sted at spare.

Sådan siger musiklærer på Gottorp-Skolen, Dorte Nissen.

Udmeldingen er en reaktion på Skoleforeningens halvering af timeomfanget til frivillig musik. En besparelse, der går ud over børnene, siger læreren. 50 børn ud af skolens omkring 120 elever går nemlig til frivillig musikundervisning, men fra sommerferien er det slut med undervisning i blokfløjte og guitar. Kun koret får forsat tilskud.

Hos Dansk Skoleforening for Sydslesvig er man kede af, at det er nødvendigt at skære i den frivillige musik. Men når alternativet er færre deletimer til dansk, tysk og matematik, er det et nødvendigt onde, siger direktør i Skoleforeningen, Lars Ko-
foed-Jensen.

– Frivillig musik er en herlig aktivitet med nogle klare gevinster. Men vi må prioritere, fastslår Lars Kofoed-Jensen.

Musik er skolernes dna

Ture Pejtersen er pædagogisk medarbejder for musik i Skoleforeningen. Han fortæller, at der er mange skoler, som vil blive ramt af nedskæringerne.

– For nogle skoler er musikken deres ansigt udadtil, siger han.

Sådan er det på Gottorp-Skolen. De anser sig selv for at være en musikskole, og faktisk er det netop musikken, der får mange til at melde sig ind på skolen. Det fortæller Bodil Taubert, formand for skolens samarbejdsråd. Hun er selv tidligere elev på skolen og har nydt stor glæde af den frivillige musik. Derfor er hun også fast besluttet på, at der skal findes en løsning.

Skoleleder Morten Meng forstår godt, at Skoleforeningen skal spare et sted. Det er et fælles ansvar, siger Morten Meng. Men det betyder ikke, at han ikke ærgrer sig over konsekvenserne.

– Den videre arbejdsglæde og fællesskabet vil lide under det. Nu skal vi finde en fællesnævner på en anden måde, siger skolelederen.

Forårskoncerten på Gottorp-Skolen er måske den sidste.
(Foto: Tim Riediger)

Ikke en skoleaktivitet

Ti-årige Rasmus Reich går både til guitar og blokfløjte. Fremtidsplanen er at blive en stor musiker, og derfor er musikundervisningen vigtig for ham.

– Jeg synes, det er dumt. Nu er jeg lige begyndt til guitar, og så kan jeg ikke få lov til at fortsætte, siger han.

Rasmus Reichs forældre har dog lovet ham, at han kan få lov til at fortsætte til guitarundervisning hos en privatlærer. Det er faktisk dér, at musikundervisning i smågrupper hører til, mener Lars Kofoed-Jensen.

– De større musiske skoleaktiviteter vil stadig være at finde på skolerne. Men undervisning i små grupper må man fremover søge i vores fritidstilbud eller i en musikskole, siger han.

kommentar
deling del

Skriv et svar