Single Daily
af

Rasmus Meyer

Ritzau Nyhedsbureau

Spændinger med Tyrkiet: Udenrigsminister Sigmar Gabriel afbryder ferie

Efter en tysk menneskerettighedsaktivist blev anholdt i Tyrkiet, skal den tyrkiske ambassadør stå skoleret i det tyske udenrigsministerium. Sigmar Gabriel har afbrudt sin ferie.
Efter en tysk menneskerettighedsaktivist blev anholdt i Tyrkiet, skal den tyrkiske ambassadør stå skoleret i det tyske udenrigsministerium. Sigmar Gabriel har afbrudt sin ferie.

Sagen om den tyske menneskerettighedsaktivist Peter Steudtner, der forleden sammen med ni andre aktivister blev anholdt i Tyrkiet, har forværret det i forvejen anspændte forhold mellem Tyrkiet og Tyskland.

Det tyske udenrigsministerium har indkaldt den tyrkiske ambassadør i Tyskland til et hastemøde, og udenrigsminister Sigmar Gabriel (SPD) har afbrudt sin ferie. Han er nu på vej til Berlin.

Udenrigsministeriets talsperson, Martin Schäfer, forklarede, at dette skridt er nødvendigt, fordi den tyske regering vil give tyrkerne en »klokkeklar besked« uden omveje og mulighed for fejltolkninger. Det skriver avisen Die Welt.

Forinden havde forbundskansler Angela Merkel (CDU) kritiseret Tyrkiets fængsling af den tyske menneskerettighedsaktivist. Han er anklaget for terror.

– Vi er af den faste overbevisning, at denne fængsling er aldeles uberettiget. Fra regeringens side vil vi gøre alt – på alle niveauer – for at få dem løsladt, sagde Merkel ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den tyske regering kræver fængslingen omgående ophævet. Mødet med ambassadøren skal understrege, hvor alvorligt den tyske regering tager sagen.

Amnesty International protesterer foran den tyrkiske ambassade i Berlin.

Amnesty International protesterer foran den tyrkiske ambassade i Berlin.
(Foto: Nicolas Armer/dpa)

Baggrund

Den 5. juli blev ti personer anholdt af tyrkisk politi på øen Büyükada nær Istanbul.

Fire af dem blev løsladt, men seks af dem, deriblandt Amnesty Internationals landsdirektør i Tyrkiet, blev formelt fængslet af en domstol i Istanbul.

De har ifølge anklagemyndigheden hjulpet en væbnet terrorgruppe.

Amnesty betegner det som chokerende, at de seks aktivister, heriblandt en svensker og en tysker, fortsat tilbageholdes.

Amnesty Internationals researcher i Tyrkiet, Andrew Gardner, siger til nyhedsbureauet AFP, at domstolens beslutning er »en chokerende parodi på retfærdighed«.

Ved et fejlslagent militærkup i Tyrkiet for et år siden blev mindst 260 mennesker dræbt.

Under kupforsøget, der hurtigt blev nedkæmpet, bombede oprørske soldater regeringsbygninger og kørte kampvogne ind i civile.

Over 50.000 er siden blevet anholdt. Flere end 140.000 er afskediget fra deres job eller suspenderet. Over 160 medier er blevet lukket, og 2.500 journalister og mediearbejdere er blevet fyret fra deres job.

kommentar
deling del

Skriv et svar