Single Daily
af

Thomas Schumann

Sommeren giver masser af grønne kilowatt-timer

De usædvanligt mange solskinstimer har i den seneste måned sørget for 175 millioner kilowatt-timer fra slesvig-holstenske solceller. Maj satte rekord, og her blev det til 203 million kilowatt-timer.
De usædvanligt mange solskinstimer har i den seneste måned sørget for 175 millioner kilowatt-timer fra slesvig-holstenske solceller. Maj satte rekord, og her blev det til 203 million kilowatt-timer.

Den lange sommer har budt på usædvanligt mange solskinstimer. Det kan også aflæses på elmåleren hos dem, der har solceller på taget.

– I forhold til 2016 og 2017 har vi på grund af det gode vejr haft en betydeligt forhøjet tilførsel af solcellestrøm i det slesvig-holstenske el-net fra den 15. juni til den 15. juli, oplyser en talsperson fra Schleswig-Holstein Netz til Flensborg Avis.

Ialt er det blevet til 175 millioner kilowatt-timers solstrøm i løbet af de omkring 30 dage. I 2017 blev det kun til 163 millioner kilowatt-timer, og i 2016 var der kun sol til 142 millioner kilowatt-timer.

Men det er maj måned, som i år valgte at være en sommermåned fremfor en forårsmåned, og som ifølge Schleswig-Holstein Netz indtil videre har bidraget med mest strøm fra solcellerne. 203 millioner kilowatt-timer blev det til alene den måned.

Deutscher Wetterdienst betegner også denne maj som en »af de fem mest solrige«, siden de første tyske optegnelser blev foretaget. Slesvig-Holsten har med 350 solskinstimer fået en ny rekord imod gennemsnittet på 223 solskinstimer. I juni var der til gengæld mindre sol end gennemsnittet – blot 215 mod de gennemsnitlige 225 timer.

Kai Lippert, direktør hos Energie aus Wind und Sonne i Hanved, betegner maj 2018 som en usædvanlig måned.

– I år har der indtil videre været ni procent mere sol, end vores prognoser har forudset. Maj lå 27 procent over prognosen. Det var en fed måned, siger Kai Lippert.

Årsagen til de mange solskinstimer har at gøre med et højtryk, som dominerer vesteuropa, fortæller DMIs pressetalsmand, Henning Gisselø.

– Det holder lavtryk og det dårlige vejr væk og undertrykker skydannelse. Dermed får vi varme og sol, fortæller Henning Gisselø

Også han betegner vejrsituationen som usædvanlig.

– Normalt kan vi godt have 14 dage med sådan noget vejr, men ikke to måneder. Det er meget usædvanligt. Hele sidste sommer havde vi ikke noget, der mindede om det her, siger Henning Gisselø.

Han tilføjer, at mens nordeuropæerne oplever høj sol, så skubber højtrykket alt det dårlige vejr op over Island og Grønland.

Men selv om solpanelerne i år leverer mere grøn strøm end normalt, så opstår der ikke de samme flaskehalse i Slesvig-Holstens el-net, som der gør med vindstrøm, når det blæser kraftigt.

El fra solceller udgør kun 17 procent af Slesvig-Holstens grønne energibuffet, mens vindmøllerne leverer hele 75 procent.

kommentar
deling del

Skriv et svar