Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Sønderjyderne stjal og horede i årene op til Genforeningen

Kun få respekterede gendarmerne i Sønderjylland efter Første Verdenskrigs ødelæggende mangel på moral. Det kan man læse om i et nyt historisk skrift fra Skærbæk.
Kun få respekterede gendarmerne i Sønderjylland efter Første Verdenskrigs ødelæggende mangel på moral. Det kan man læse om i et nyt historisk skrift fra Skærbæk.

Skærbæk. Lovløsheden bredte sig i Sønderjylland under Første Verdenskrig, og det prægede også årene efter krigen frem mod afstemningen i 1920.

Det kan man læse om i den 60 sider tykke publikation »Fra Krig til genforening. Skærbæk 1918-1920«, som Historisk Forening for Skærbæk og Omegn netop har udsendt.

Forfatteren H.E. Sørensen har redigeret skriftet, der nok er et stykke lokalhistorie, men som også opridser mange generelle sønderjyske begivenheder og tendenser fra årene mellem afslutningen på »den store krig« og den begivenhed, som de dansksindede sønderjyder betegner som »Genforeningen«.

Indholdet er baseret på lokale skriftlige kilder samt en række interviews, som H.E. Sørensen gennem en lang periode har gennemført med lokale tidsvidner. I skriftet berettes om »en udbredt kriminalitet« i Sønderjylland i de sidste to år under tysk styre. Der var mangel på alt.

Tyveri og smugleri

»Folk stjal mad, hvor de kunne komme til det«, skriver H.E. Sørensen.

»Der blev smuglet i stor stil over grænsen fra Danmark. Det var ikke ufarligt, men det gav godt, hvis man ikke blev taget. Og det var de færreste, der blev det, for det var stedkendte folk, der var ude, og vagtmandskabet var der ikke meget af efter krigen«, hedder det blandt andet.

Landbruget var stærkt nedslidt, ja næsten ødelagt. Mange kreaturer var inddraget, og den mælkemængde, der blev indvejet til Skærbæk Mejeri, faldt til en femtedel i løbet af krigsårene.

Som følge af krig og nød sank moralen. Skærbæks læge Hans Lausten Thomsen holdt i vinteren 1919 et foredrag i København, hvor han fortalte om forholdene i Skærbæk. Han havde selv været indkaldt som tysk feltlæge under krigen og konstaterede, at man ikke »ustraffet er med i alt det onde«, det vil sige krigen.

Vi var ikke bange for gendarmen mere. Vi var jo netop kommet hjem fra krigen, og hans magt var helt i opløsning.

Respekten var forsvundet

»Der har bundfældet sig slagger i deres sjæl. Der er en råhed i Sønderjylland som aldrig før«, fortæller Lausten Thomsen.

En anden lokal, Nicolai Svendsen, fortæller: »Der opvoksede en forsømt ungdom uden tugt (altså uden opdragelse)… Respekten for lov og ret var svundet i en forfærdelig grad. Forsyndelser mod det sjette og syvende bud (hor og tyveri) virkede derhos (samtidigt) stærkt nedbrydende«.

Væveren Jes Jessen sagde: »Vi var ikke bange for gendarmen mere. Vi var jo netop kommet hjem fra krigen, og hans magt var helt i opløsning«.

Frygtindgydende så han ud, Skærbæks tyske gendarm, der her er fotograferet foran sin embedsbolig på Melbyvej. Men virkeligheden var, at de fleste var ligeglade med loven i efterkrigsårene fra 1918 til 1920. Foto: Skærbæk Lokalhistoriske Arkiv

Afstemningstal

Det er dog ikke kun dårligdom, man kan læse om i skriftet, der er rigt illustreret med historiske fotos. Læseren får et grundigt indblik i afstemningskampen i både den første zone, altså Nordslesvig, og den anden afstemningszone, det vil sige Mellemslesvig. I journalisten Franz von Jessens standardværk »Haandbog i det slesvigske Spørgsmaals historie 1900-1937« findes stemmetallene opgjort efter den preussiske kommuneinddeling, og herfra refereres stemmetallene i sognene Skærbæk, Rejsby, Brøns, Vodder, Rømø, Mjolden og Døstrup.

I alle kommuner var stemmetallene overbevisende danske. Lavest lå Vester Gasse med 74 procent, og højst var Havervad med 100 procent. Læseren får mellem de mange sort-hvide fotos serveret farveaftryk af de lokale nødpengesedler fra Skærbæk.

Nødpengene

Allerede i begyndelsen af Første Verdenskrig opstod der mangel på småpenge enkelte steder i Tyskland. Krigsudgifterne medførte et stigende offentligt forbrug og højere inflation, som fik mønternes metalværdi til at overstige den pålydende værdi. Det betød, at metallet blev mere værd end mønterne, og derfor begyndte folk at hamstre dem. I 1914 og 1915 så de første lokale myndigheder sig nødsaget til at erstatte mønterne med nødpengesedler, til trods for at der ikke officielt var hjemmel hertil.

Som krigen skred frem, steg efterspørgslen på sølv og krigsvigtige metaller som kobber og nikkel, og særligt fra 1916 og frem bredte manglen på småpenge sig derfor til hele Tyskland.

Mangel på mønter

I slutningen af 1916 var manglen på mønter blevet så kritisk i hele Slesvig, at man også her begyndte at trykke nødpenge. Trykningen af nødpenge blev også en del af propagandamaterialet ved folkeafstemningerne om den dansk-tyske grænse i februar-marts 1920.

Under valgkampen blev der trykt en stor mængde propagandamateriale, og derfor fandt man på at udsmykke nødpengesedlerne med nationale illustrationer. Disse kunne være dansksindede, tysksindede eller neutrale, og på samme seddel optrådte der tit forskellige budskaber. I Nordslesvig havde nødpengene typisk en dansk og en tysk side eller en dansk og en neutral side.

Skriftet »Fra krig til genforening – Skærbæk 1918-1920« indeholder 60 sider. Det kan købes direkte his Historisk Forening for Skærbæk og Omegn på telefon 61 75 69 13. Det koster 100 kroner plus et beløb for eventuel forsendelse.

kommentar
deling del

Skriv et svar