Single Daily
af

Peter Gram

Slesvig-holstenerne pulser alt for meget

Næsten hver fjerde slesvig-holstener ryger. Det er over det tyske gennemsnit, og i Danmark ryger kun 16 procent dagligt.
Næsten hver fjerde slesvig-holstener ryger. Det er over det tyske gennemsnit, og i Danmark ryger kun 16 procent dagligt.

Kiel. Slesvig-Holsten har flere rygere end det tyske gennemsnit. I Tysklands nordligste delstat ryger 23,5 procent af befolkningen. I hele Tyskland er kun 22,5 procent rygere. Det viser en undersøgelse, som sygekassen AOK har fået gennemført.

I Danmark er det til sammenligning kun 16 procent af indbyggerne, der ryger dagligt.

– Når næsten hver fjerde slesvig-holstener ryger, må vi erkende, at vi under ingen omstændigheder må slække på indsatsen med at advare om rygningens skadelige følger. Vi skal sætte ind så tidligt som muligt for at forebygge, at børn og unge overhovedet kommer i gang, siger AOK-direktør Tom Ackermann i en pressemeddelelse.

Mænd ryger mest

Mænds og kvinders rygevaner er vidt forskellige. I Slesvig-Holsten ryger 27,2 procent af mændene, men kun 19,9 procent af kvinderne.

Sammen med stress, manglende motion og dårlige spisevaner er rygning en af de største risikofaktorer, når det handler om hjerte- karsygdomme, åndedrætsbesvær, diabetes og kræft. Således er rygning forklaringen på 90 procent af alle tilfælde af lungekræft.

Hvert år slår rygning cirka 120.000 mennesker ihjel i Tyskland.

Farlige e-cigaretter

AOK blæser også til kamp mod e-cigaretter. De fastholder ”damperne” i deres dårlige vaner og afhængighed af nikotin. Samtidig kan e-væsker med smagsvarianter som slik eller frugt lokke unge til at starte på e-rygning.

AOK tilbyder de forsikrede mange muligheder for at droppe rygning blandt andet via rygestop-kurser.

E-cigaretter er er dårligt alternativ, påpeger AOK. Modelfoto: AOK/hfr.

kommentar
deling del

Skriv et svar