Single Daily
af

Trine Flamming

Slesvig-Holsten har masser af turister – også uden for sæsonen

Turismen i Slesvig-Holsten oplevede vækst i januar.

I alt var der i den midterste vintermåned 305.000 overnattende gæster i delstatens større overnatningssteder (med minimum ti senge) og på campingpladser, meddelte Statistikamt Nord torsdag.

Det er en stigning på 4,7 procent i forhold til antallet af gæster i januar sidste år. Antallet af bookede overnatninger var i alt på omkring en million – 5,3 procent flere end året i forvejen.

Det er vidt og bredt kendt, at Slesvig-Holsten har dejlige kyststrækninger – men der er også meget at gå efter inde i landet, mener delstatens turistminister. Arkivfoto: Axel Heimken, dpa

Plads til forbedringer

Turistminister Bernd Buchholz (FDP) glæder sig over tallene, der »viser, at Slesvig-Holsten er et attraktivt feriested på alle årstider«. Det siger han til nyhedsbureauet dpa.

– Turistaktørernes engagement og investeringerne i den turistiske infrastruktur fører til vækst uden for sæsonen. Præcis det var og er vores mål, siger han.

Ministeren mener dog samtidig, at der stadig er plads til forbedringer – især inde i landet:

– At vi har storartede kyster på vestkysten og ved Østersøen, ved de fleste. Der er derimod en del skatte inde i landet, som først skal opdages, siger Bernd Buchholz.

På rette vej

Direktør for Slesvig-Holstens turistagentur (TA.SH), Bettina Bunge, siger:

– Den stigning, der gennem flere år har været i de traditionelt svagere måneder fra november til april, glæder alle involverede og viser, at vi er på rette vej.

– Men for at antallet af gæster i begyndelsen af året fortsat stiger, er det vigtigt ikke kun at have gode overnatningssteder, men også masser af tilbud til turister.

 

kommentar
deling del

Skriv et svar