Single Daily
af

redaktionen

Skovlund søger donorer til Ida

Ni-årige Ida er elev på Skovlund Danske Skole, men har ikke været sammen med kammeraterne siden november, hvor hun blev indlagt i Kiel med leukæmi, og nu søger hjembyen, familie og venner knoglemarvsdonorer til hende.
Ni-årige Ida er elev på Skovlund Danske Skole, men har ikke været sammen med kammeraterne siden november, hvor hun blev indlagt i Kiel med leukæmi, og nu søger hjembyen, familie og venner knoglemarvsdonorer til hende.

Af Anker Simonsen

I november sidste år begyndte Ida, ni år, fra Skovlund at klage over smerter. Samtidig havde hun hyppige opkastninger, og hun begyndte at tabe sig. En blodprøve sidst i november viste, at årsagen var leukæmi.

Siden den 29. november har hun været indlagt på Universitetssygehuset, UKSH, i Kiel, hvor hun har afsluttet sin første kemoterapi, og nu er ved at komme lidt til kræfter igen, inden den næste kur følger.

– Vi har lige fået at vide, at hendes blodværdier er gode. Første delmål er nået, men der venter en næste omgang her i januar. Nu krydser vi fingre for, at behandlingen går godt, oplyser hendes moster, Yvonne Kraul, der sammen med kommunen, knoglemarvsregisteret og gode venner af familien har sat gang i en kampagne for at finde stamcelledonorer.

– Bliver en stamcelletransplanta­tion nødvendig, er der ikke tid til at gå i gang med at søge. Hendes tre brødre er allerede blevet undersøgt, men ingen af dem kan fungere som donorer, så nu håber vi, at der bliver fundet en mulig donor søndag den 14. januar, hvor alle mellem 17 og 55 år kan lade sig typebestemme på Schulzentrum Schafflund, forklarer Yvonne Kraul.

Børnene betyder alt for Idas forældre, så hendes sygdom rammer dem følelsesmæssigt hårdt, forklarer hendes moster, Yvonne Kraul. Foto: Sven Geißler.

Børnene betyder alt for Idas forældre, så hendes sygdom rammer dem følelsesmæssigt hårdt, forklarer hendes moster, Yvonne Kraul. Foto: Sven Geißler.

Hendes søster og svoger er følelsesmæssigt hårdt ramt af datterens sygdom. De er hver dag i Kiel, så meget som de kan få tid til.

Samtidig har de dog også Idas tre ældre brødre og fire plejebørn, der også kræver omsorg.

– Både egne og plejebørn har altid stået i centrum for Idas forældre. De har sat en stor ære i at klare sig selv, men denne gang er det nødvendigt for dem at tage imod hjælp. Den er i øvrigt kommet i overvældende stort omfang både fra kammerater og deres forældre, lærere fra Skovlund Danske Skole samt fra venner og kommunen, glæder Yvonne Kraul sig over midt i angsten for Idas fremtid.

Ida har altid været glad for gymnastik, ridning og for at male. Heste og gymnastik er for tiden udelukket, men hun er glad for sine malestunder med en sygehuspædagog.

Gennem billederne kan hun udtrykke sine følelser og frygt i forbindelse med sygdommen.

– På grund af kemoterapien har hun mistet alt sit hår. Det går hende heldigvis ikke på. Overraskende nok ser hun faktisk meget køn ud med sin glatte isse, bemærker Yvonne Kraul ikke uden undren.

For Ida er kvalmen og opkasningerne i forbindelse med kemoterapien værre end hårtabet. Håbet er naturligvis, at kemoterapien viser sig at være nok til at få bugt med blodkræften, så en stamcelletransplantation ikke bliver nødvendig.
Skovlund står også økonomisk bag Ida

Laboratorieundersøgelser og støtte til leukæmipatienter er ikke billigt, så derfor samler DKMS foruden stamcelledonorer også penge ind til sit arbejde, når der søndag den 14. januar bliver tilbudt typestemmelse for mulige donorer i Schulzentrum Schafflund.

Ida er trods leukæmien og kemoterapien ved godt mod. Telefonen er en hjælp for hende til at bevare kontakten med vennerne. Privatfoto.

Ida er trods leukæmien og kemoterapien ved godt mod. Telefonen er en hjælp for hende til at bevare kontakten med vennerne. Privatfoto.

Donorkampagne

Martina Marczyschewski begyndte nytårsdag i sit nye job som koordinator og netværkskaber for Skovlund Kommune. Sin første opgave har hun imidlertid allerede været i gang med siden december, og den går ud på at skaffe opbakning til DKMSs kampagne for at skaffe en stamcelledonor til ni-årige leukæmiramte Ida, der er elev på Skovlund Danske Skole.

– Det kommunale skolecenter råder over to aulaer. I den ene kan DKMS få ro til at tage sig af donorerne, mens vi i den anden aula tilbyder underholdning og aktiviteter for børn, så ventetider ikke føles så lange. Forældre fra den danske skole, hvor Ida er elev, har tilbudt kager til kaffebordet, og så bliver der også en tombola. Her har vi allerede fået en del ret flotte præmier som for eksempel en luksusstrandkurv. Indtægterne vil gå til Idas familie, DKMS og Universitetssygehuset UKSH i Kiel, forklarer Martina Marczyschewski.

Initiativet til hele kampagnen kommer fra Eva Elbert, der er veninde til Idas mor. Hun har selv haft et nært familiemedlem, der gennem DKMS donerede stamceller til en modtager i Argentina, og for hende var det derfor ganske naturligt straks at tage kontakt til donorregistret i Køln.

Protektorer for kampagnen til fordel for Ida og hendes familie er borgmester Constanze Best-Jensen og SSW-formand Rolf Hachmann, der er enige om, at dette er noget, der er vigtigere end politiske debatter.

Borgerne i kommunen kan i de næste dage vente et borgerbrev fra borgmesteren, der orienterer om Idas sygdom og kampagne for at skaffe donorer.
Skovlund leder efter stamceller til Ida

DKMS håber på, at mange lader sig typestemme søndag den 14. januar, hvilket øger muligheden for at finde en stamcelledonor til ni-årige Ida, der siden slutningen af november sidste år har været i behandling for leukæmi.

Stamcelleregister

Ni-årige Ida, der er elev på Skovlund Danske Skole, har netop afsluttet sin første kemoterapi mod leukæmi. Hendes blodværdier er tilsyneladende blevet bedre, men flere kemokure venter den spinkle pige.

– Håbet er, at kemoterapi er nok. Først derefter kommer en stamcelletransplantation på tale, men så er det også vigtigt, at transplantationen kan ske hurtigt. Derfor er det vigtigt hurtigst muligt at finde en mulig donor, og det håber vi på at gøre søndag den 14. januar mellem klokken 11 og 16. Da inviterer vi alle mellem 17 og 55 år, der vil hjælpe Ida, til at lade sig typebestemme på skolen i Skovlund (Schulzentrum Schaff­lund), lyder opfordringen fra Pamela Kölbl fra DKMS – det tyske register over stamcelledonorer.

Foruden aldersbegrænsningen er der også andre faktorer, der kan udelukke folk fra at blive donorer. Derfor begynder en typebestemmelse med en indgående samtale med den mulige donor, inden der med en vatpind bliver taget en prøve af mundslimhinden.

Afhængig af presset på laboratoriet ligger resultatet klart tre til seks uger senere. Herefter er typestemmelsen tilgængelig for tilsvarende centre i mange andre lande, mens det dog kun er DKMS, der har adgang til navn og kontaktdata.

– Sandsynligheden for at finde en passende donor ligger fra mellem en ud af 20.000 til en ud af en million. Der er derfor behov for rigtig mange donorer for at gøre sig håb om at finde den rette. Sker det, må donoren indstille sig på et par dages ophold i et af de seks centre i Tyskland, der har specialiseret sig i transplantationen, forklarer Pamela Kölbl.

Udtagelsen af stamceller foregår ved, at der bliver lagt en kanyle ind i hver arm. Kanylerne er med slanger forbundet til en maskine, som i lighed med en dialyse i løbet af nogle timer filtrerer stamceller fra.

Senest 48 timer senere bliver cellerne givet videre til modtageren, uanset hvor på Jorden vedkommende befinder sig.

– Bortset fra stikket fra kanylerne er det største ubehag for donorerne dagene umiddelbart inden filtreringen.

Der får de medicin, der fremmer produktionen af stamceller, og det øgede antal stamceller kan medføre svimmelhed, kvalme og i nogle tilfælde også uro, der dog forsvinder, når overskuddet af celler er fjernet, forklarer Pamela Kölbl.

For donorerne bliver tabt arbejdsfortjeneste og alle udgifter i forbindelse med opholdet på klinikkerne dækket af DKMS.

kommentar
deling del

Skriv et svar