Single Daily
af

Rasmus Meyer

I Skoleforeningen var formanden gået

Skoleforeningens formand, Udo Jessen, er dybt frustreret over, at han ikke kan genkende nogen form for selvransagelse hos SSFs topfolk. Han opfordrer mindretallet til at stå sammen for at genvinde den tillid, som SSF har ødelagt - på vegne af hele mindretallet.
Skoleforeningens formand, Udo Jessen, er dybt frustreret over, at han ikke kan genkende nogen form for selvransagelse hos SSFs topfolk. Han opfordrer mindretallet til at stå sammen for at genvinde den tillid, som SSF har ødelagt - på vegne af hele mindretallet.

– For mig er det her en sydslesvigsk statskrise.

Det siger Udo Jessen, formand for Dansk Skoleforening for Sydslesvig, dagen efter, at kulturminister Mette Bock (LA) holdt møde med de to topfolk i Sydslesvigsk Forening (SSF), formand Jon Hardon Hansen og generalsekretær Jens A. Christiansen. Efter mødet meddelte Mette Bock, at Danmark ikke støtter projektet Mindretallenes Hus.

Dermed er projektet med SSFs pakhus faldet til jorden.

Og mens andre formænd for nogle af de danske foreninger i Sydslesvig mener, at SSF nu først skal have arbejdsro for at finde ud af det videre forløb, har Udo Jessen en helt anden holdning til sagen.

– SSF har gravet hullet, men det er hele mindretallet, der sidder i det, lyder det fra Skoleforeningens formand.

Han forklarer, at SSF under hele forløbet har ageret på hele mindretallets vegne, og dermed er det nu også hele mindretallet, der bliver draget til ansvar for det kuldsejlede projekt.

– Nu handler det om at genvinde den tillid, som SSF har ødelagt. Det gælder den interne tillid, og det gælder den eksterne tillid hos samarbejdspartnere i Berlin, København, Kiel, Flensborg og de andre steder, hvor SSF har ageret på vegne af hele mindretallet, siger Udo Jessen.

Han understreger, at visionen om et Mindretallenes Hus ikke må dø. Den bakker han fuldt ud op om.

– Men hvis den nogensinde skal blive til noget, så kan det kun ske med mandat fra Det Sydslesvigske Samråd, og det mandat har SSF aldrig fået.

Udo Jessen lægger ikke skjul på, at han er dybt frustreret over forløbet.

– Det er jeg, fordi jeg på intet tidspunkt har kunne fornemme, at de (SSFs to topfolk) har foretaget nogen form for selvransagelse. De har beskyldt avisen for noget, de har forsøgt at forklare kommunikationshuller, men jeg kan ikke fornemme, at de for alvor har spurgt sig selv, om de har begået fejl.

Udo Jessen vil ikke udtale sig om, hvorvidt sagen om Mindretallenes Hus bør have konsekvenser for enkelte personer i SSF.

– Men hvis det her var sket i Skoleforeningens regi, så havde formanden trukket sig, lyder det fra Udo Jessen, der til sidst understreger, at sagen nu handler om brudt tillid, og den kan kun genvindes, hvis hele mindretallet står sammen.

Derfor forventer han, at Mindretallenes Hus tages op ved næste samrådsmøde den 14. februar.

kommentar 2 kommentarer
deling del

2 kommentarer

Skriv et svar