Single Daily
af

Rasmus Meyer

Skoleforeningen politianmelder Duborg-lærer efter parforhold med elev

Politiet i Flensborg bekræfter, at der foreligger en politianmeldelse mod en lærer fra Duborg-Skolen i Flensborg.

Politiet vil ikke udtale sig om en løbende sag, men Sandra Otte, politiets pressetalsperson i Flensborg, kan dog sige, at anmeldelsen i løbet af de kommende dage overdrages til anklagemyndigheden.

Sager, der involverer lærer og elever, er ofte problematiske. Der går hurtigt rygter om lærer, der har et venskabeligt forhold til en af eleverne, og den slags kan nemt gå i selvsving og ødelægge lærerens og ikke mindst den pågældende elevs liv.

Men i denne sag er der tale om mere end rygter. Flere pålidelige kilder fra skolen samt kilder med tilknytning til skolen bekræfter, at en lærer fra Duborg-Skolen har haft et parforhold til en mindreårig elev.

Dansk Skoleforening for Sydslesvig er bekendt med sagen, og det er netop Skoleforeningen, der har politianmeldt den pågældende lærer.

– Når loven og bestemmelserne byder en politianmeldelse, så er det det, vi gør, siger Skoleforeningens direktør Lars Kofoed-Jensen.

Han kan ikke udtale i personsager, men understreger, at Skoleforeningen tager beskyttelsen af børn og unge alvorligt.

– Alle skal til enhver tid kunne være trygge ved, at børn og unge færdes i vore institutioner, uddyber han.

– Vi bestræber os derfor også altid på at handle i henhold til de love, som har netop denne beskyttelse som baggrund, fortsætter Lars Kofoed-Jensen og forklarer, at Skoleforeningen til det formål er i tæt kontakt med myndighederne.

Pigens alder er ikke kendt, fordi hverken politiet eller Skoleforeningen kan udtale sig om sagen. Men generelt kan Lars Kofoed-Jensen sige: »En politianmeldelse kræver en bestyrket mistanke. Den kan ikke foretages på rygter og “tavs viden”«.

– Vi handler, når vi får en sådan bestyrket mistanke, fastslår direktøren for Skoleforeningen.

kommentar
deling del

Skriv et svar