Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Rasmus Meyer

Skoleforeningen inviteret til møde i København

Sydslesvigudvalget tager imod Skoleforeningens tilbud om et yderligere møde om skolernes underskud. Desuden skal det undersøges nærmere, om loven overholdes. Besværlig debat om 2020-tilskud.
Sydslesvigudvalget tager imod Skoleforeningens tilbud om et yderligere møde om skolernes underskud. Desuden skal det undersøges nærmere, om loven overholdes. Besværlig debat om 2020-tilskud.

Sydslesvigudvalget besluttede på sit møde torsdag aften på Christiansborg at invitere Skoleforeningen til møde i København. Mødet finder sted den 18. december.

Det sker som ét ud af to nye initiativer i en ifølge Christian Juhl »akut og alvorlig situation for Skoleforeningen«

– Vi ønsker dels at blive fuldstændig opdateret på Skoleforeningens situation. Vi ved godt, at der ikke findes en – om jeg så må sige – sort-hvid løsning. Men spørgsmålet er, om der findes en nem løsning på Skoleforeningens økonomiske udfordringer, siger Christian Juhl til Flensborg Avis fredag.

Dernæst har Sydslesvigudvalget vedtaget at sætte en kulegravning af Sydslesviglovens tilblivelse i gang. Det sker med baggrund i, at flere udvalgsmedlemmer har ytret tvivl om, hvorvidt løn- og arbejdsforholdene i Skoleforeningen er i overensstemmelse med Sydslesviglovens hensigter.

– Vi vil gå i arkiverne fra lov-forberedelserne dengang for at se, om vi kan finde de præcise hensigter med den måde, man har indrettet Sydslesvigloven på i forhold til Skoleforeningen, siger Christian Juhl.

Dermed er der for nuværende heller ikke taget politisk stilling til, om der er behov for en egentlig uvildig undersøgelse af Skoleforeningen. Det var Dansk Folkepartis udvalgsmedlem Martin Henriksen, der for nogle uger siden udtalte sig om behovet for en uvildig advokatundersøgelse. Men også Venstres Anni ­Matthiesen, der er tidligere udvalgsformand, har ytret sin bekymring om, hvorvidt loven overholdes.

Glad for afklaringsmøde

Skoleforeningens formand Udo Jessen er glad for et yderligere afklaringsmøde i København, som Skoleforeningen på forhånd selv havde foreslået udvalget.

– Budgetmødet i november var for kort et møde til at give en dybdegående orientering om Skoleforeningens vanskelige situation. Særligt for de nye i udvalget er der en del åbne spørgsmål. Dem vil vi godt give svar på, siger Udo Jessen og uddyber:

– Mødet kommer blandt andet til at handle om forskellene på de to systemer, vi arbejder i. Der er for eksempel store forskelle på, hvordan en overenskomst opsiges, siger Udo Jessen.

Sydslesvigudvalget vedtog torsdag desuden de driftsbudgetter, som de enkelte organisationer får i 2020. Det vil blive meddelt de enkelte organisationer, når Kulturministeriets regnskabsafdeling som altid har krydstjekket tallene, og finansloven er vedtaget. Christian Juhl ville fredag derfor ikke konkret udtale sig om 2020-budgetterne, men han havde denne generelle kommentar:

– Jeg er bange for, at mange i Sydslesvig ikke bliver glade. Det var allerede svært sidste år, og det var endnu mere besværligt i år. Årsagen er gabet mellem udviklingen i lønomkostninger i Sydslesvig og den fremskrivning på 1,2 procent, som vi kan give fra Danmark. Vi har været ude i alle hjørner, og jeg kan sige, at 2020-driftsbeslutningerne ikke primært handler om Skoleforeningen. Alle skal kunne klare sig i Sydslesvig.

kommentar
deling del

Skriv et svar