Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Skibsmægler er stærkt skeptisk over for ny havneplan

Kommunen kalkulerer med alt for lidt kajplads og forkerte tal for antallet af lastbiler. Skibsmægler Callesen imødeser protester mod snavs og larm fra borgerne i Aabenraagade som reaktion på ny havneplan.
Kommunen kalkulerer med alt for lidt kajplads og forkerte tal for antallet af lastbiler. Skibsmægler Callesen imødeser protester mod snavs og larm fra borgerne i Aabenraagade som reaktion på ny havneplan.

– Vi kan godt leve med, at den østlige erhvervshavn flyttes til den vestlige side, men kommunen har ikke gjort sig det klart, at der er et par hårde nødder, der skal knækkes.

Sådan kommenterer skibsmægler Hans-Heinrich Callesen fra firmaet C. Jürgensen u. Brink & Wölffel Schiffsmakler GmbH byens omfattende omkalfatring af havneområdet.

Planen, der blev fremlagt for op mod 300 borgere ved et offentligt møde onsdag aften, vil inden for de kommende 15 år give en klar opdeling af havnen. Den østlige side bliver koncentreret om boliger, rekreation og fritid, mens den vestlige kajkant skal være ind- og udgang for den havnetrafik, der har med erhvervslivet at gøre. Her ligger i forvejen både Stadtwerke, værftet og Flensburger Fahrzeugbau, FFG.

Skibsmægler Callesen står ved Flensborg øst kajen, i baggrunden Hafen West Foto: Tim Riediger

Skibsmægler Callesen står ved Flensborg øst kajen, i baggrunden Hafen West Foto: Tim Riediger

Længere kajkant

– Planerne indebærer en kajlængde på 200 meter, men der er brug for det dobbelte. Får vi ikke det, så dør erhvervshavnen inden for få år, sagde Hans-Heinrich Callesen på mødet og uddyber overfor Flensborg Avis:

– Uden den længde vil det ikke være muligt at losse og læsse i det omfang, vi gør nu. Desuden er der i oplægget kalkuleret med en øget mængde gods, siger skibsmægleren, der ser sig selv som talerør for den halve snes virksomheder, mæglerfirmaet har som kunder. Han beklager, at firmaerne ikke har en fælles lobbyorganisation.

Foto: Tim Riediger

Foto: Tim Riediger

Miljøet vil lide

Callesen ser planen som udtryk for en nedprioritering af Flensborgs erhvervshavn.

– Det hænger ikke sammen med Flensborg som klimavenlig by. Realiseres planen, presses mere godstrafik ud på landevejene. Vores kunder hænger allerede i telefonen og spørger: Hvad har de gang i i Flensborg? De har i forvejen svært ved at skaffe chauffører og ved, at godstransport til lands er dyrere end den til vands, siger Callesen.

Han peger på et andet problem, hvor han er helt uenig med kommunens oplæg. På mødet onsdag udtalte byens medplanlægger, direktør Markus Pahl fra IHR Sanierungsträger og Flensburger Fahrzeugbau-Gesellschaft (FFG), at den øgede lastbiltrafik på vestsiden vil være tre lastbiler i timen på hverdage mellem klokken 08 og 18.

– De tal tror jeg ikke på. I øjeblikket losser vi 2000 tons gødning fra et skib ved Harnæskaj på østsiden. Det indebærer en lastbil hver fjerde minut. Så slemt vil det ikke være hele tiden, men især borgerne i Aabenraa­gade vil i høj grad blive belastet af stor lastbiltrafik, siger han.

– Det er ganske vist ikke vores problem. Men jeg er helt sikker på, at folk vil gå på barrikaderne, når de får at vide, hvad der er i gære, mener Hans-Heinrich Callesen.

Foto: Tim Riediger

Foto: Tim Riediger

Stadtwerke er klar

Stadtwerke Flensburg, der vil komme til at lægge kajplads til en forlægning af østhavnen til vesthavnen, ser ikke de store problemer.

– Vi har den opfattelse, at der er kapacitet nok på vestsiden. Om og hvad der er behov for af nybyggeri, det må den detaljerede planlægning vise. Her er der også en klar sammenhæng med den forventede godsmængde, skriver talsmand Peer Holdensen i et svar til avisen.

Hafen Ost.

Hafen Ost.

kommentar
deling del

Skriv et svar