Single Daily
af

Thomas Schumann

»Skæbner langs grænsen« – Tyskerne efterladt i Danmark

Da den dansk-tyske grænse blev rykket i 1920 til hvor den er i dag, skabte det udover et dansk mindretal i Tyskland også et tysk mindretal i Danmark. I mandagens udsendelse af DK4s serie »Skæbner langs grænsen« møder vi blandt andre Hinrich Jürgensen, der er formand for det tyske mindretals hovedforening BDN, Bund Deutscher Nordschleswiger. Der findes mellem 12.000 og 15.000 medlemmer af det tyske mindretal. De har deres egne børnehaver, skoler og endda et gymnasium i Sønderjylland.

Under Første Verdenskrig blev Hinrich Jürgensens bedstefar og bedstefarens bror sendt i krig på tysk side. Bedstefaren overlevede men broren faldt, og det fik Hinrich Jürgensens oldefar til at stemme dansk i 1920 – han ville ikke tabe flere sønner i krig for Tyskland. Det skabte en splittelse i familien.

– Min bedstefar, som var i krigen, han stemte tysk. Det meste af min familie blev faktisk dansk og fik navneforandring fra Jürgensen, altså det tyske ü til det danske ø, forklarer Hinrich Jürgensen.

I lang tid havde den tyske og den danske side af familien intet at gøre med hinanden. Hinrich Jürgensen fortæller, at han i dag kan møde folk, som ikke aner, at de er i familie, fordi efternavnet blev ændret.

I dag ser Hinrich Jürgensen først og fremmest sig selv som sønderjyde.

– Jeg er sønderjyde. Mit modersmål er sønderjysk, fortæller Hinrich Jürgensen.

I udsendelsen møder vi også Harro Hallmann, der er kommunikationschef i BDN. Han fortæller, at genforeningen har en noget anderledes betydning for det tyske mindretal end for de øvrige sønderjyder.

– Når vi taler om tysk genforening, så har det jo en helt anden betydning, så er det Wiedervereinigung og det der skete i Tyskland i 1989. Så når vi taler om det her på tysk, så siger vi egentlig slesvigsk deling, forklarer Harro Hallmann.

 

Se afsnittet »Tyskerne Efterladt i Danmark« i serien »Skæbner langs grænsen« på dk4 på disse tidspunkter:

Mandag den 30. december klokken 18.30

Tirsdag den 31. december klokken 17.00

Lørdag den 11. januar klokken 23.05

kommentar
deling del

Skriv et svar