Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Sjælden kunstgave ankom til Flensborg

Museumsberg i Flensborg har fået skænket 42 ekspressionistiske kunstværker af international karat af en familie fra USA. Billederne har aldrig nogensinde været offentliggjort.
Museumsberg i Flensborg har fået skænket 42 ekspressionistiske kunstværker af international karat af en familie fra USA. Billederne har aldrig nogensinde været offentliggjort.

Museumsdirektør Dr. Michael Fuhr stod fredag et par minutter før klokken ni og ventede på en lastbil, der rullede ind fra Nord­rhein-Westfalen.

Spændt var han, da han trippede rundt på stien foran Museumsberg sammen med restaurator Heike Binger og kunsthistorikeren Madeleine Städtler, der er volontør på museet i Flensborg.

Med i lasten var en kunstskat, der kun sjældent ender i Flensborg: 41 akvareller, tegninger og træsnit af den tyske ekspressionist Erich Heckel (1883-1970), der var en af grundlæggerne af kunstnersammenslutningen Die Brücke. Dertil et enkelt værk af Heckels kollega Karl Schmidt-Rottluff (1884-1976). Værkerne var kort tid forinden ankommet med fly til Tyskland fra New Jersey og er en gave fra Erich Heckels efterkommere, der bor i USA.

Den 18. juni vises billederne for første gang for offentligheden på en særudstilling på Museumsberg.

Restaurator Heike Binger pakker gaver ud. Første værk, der kom for dagens lys på Museumsberg i Flensborg, var Erich Heckels »Geist­blatt«, en akvarel fra 1921. I baggrunden er det volontør Madeleine Städtler og museumsdirektør Dr. Michael Fuhr. (Foto: Hans Christian Davidsen)

Aldrig offentliggjort

– Det bliver første gang, at mennesker uden for familien i USA får mulighed for at se værkerne. De er endnu ikke blevet publiceret videnskabeligt. De har endnu ikke været afbildet i trykte publikationer eller offentliggjort på nettet. Der bliver virkelig noget at komme efter på udstillingen til sommer, siger Dr. Michael Fuhr.

Erich Heckel var som en af Tysklands allerstørste ekspressionister med til at bringe Flensborg Fjord ind i kunsthistorien. Fra 1913 til 1943 boede han i sommermånederne og efteråret i et lille hus i Østerskov (Osterholz) ved Flensborg Fjord, og her malede han nogle af sine mest betydende værker. Kunstskatten fra USA indeholder også motiver fra det nordlige Angel.

Perfekt

– Vores samling af Heckel-billeder er noget nær perfekt nu, glædede Dr. Michael Fuhr sig, da han sammen med restaurator Heike Binger pakkede værkerne ud.

Første opgave var at undersøge hvert enkelt billede for eventuelle pletter og revner.

De 42 kunstværker tog Erna Hoffmann med sig, da hun udvandrede til USA. Hun var niece til Erich Heckels hustru, danseren Sidi Riha. Billederne er gået videre til en søsterflok på tre. To af dem har ingen børn, og en tredje har en søn, der ikke var interesseret i at overtage værkerne.

Museumsberg underskrev sidste år i november en overtagelses-kontrakt med familiemedlemmerne, og her er en af betingelserne, at værkerne skal forblive samlet og udstilles for offentligheden.

Fakta

  • Erich Heckel født 1883 i Döbeln, Sachsen, død i 1970 i Radolfzell am Bodensee) var en tysk ekspressionistisk maler og grafiker.
  • Han mødte Ernst Ludwig Kirchner, Karl Schmidt-Rottluff og Fritz Bleyl i løbet af studieårene og etablerede med disse kunstnersammenslutningen Die Brücke i 1905.
  • Nazisterne erklærede i 1937 Heckels arbejder for »degenererede« (»entartet«), og han fik forbud mod at udstille. Af cirka 800 værker i offentligt eje blev inddraget, og i 1944 blev alle trykplader destrueret. Hertil kommer, at både atelieret i Berlin og billedlageret blev ramt af de allieredes bomber under Anden Verdenskrig.
  • Erich Henkel var med til at sætte Flensborg og Flensborg Fjord på det kunsthistoriske landlort også internationalt. Han havde i tre årtier sit andet hjem i Østerskov ved Flensborg Fjord.

kommentar
deling del

Skriv et svar