Single Daily
af

Trine Flamming

Sindsforvirret bilist forfulgte fodgænger og angreb politiet

Mandag aften sørgede en 51-årig mand for, at politiet i Slesvig havde noget at lave.

Det hele begyndte ved 21-tiden, da manden prøvede at køre en 17-årig fodgænger over.

Den unge mand kom gående i Heinrich-Philippsen-Straße, da han bemærkede, at en sølvfarvet Skoda Fabia havde kurs lige mod ham. Han flygtede fra fortovet ind på et stykke med græs, men da bilen stadig var efter ham, løb han over på den anden side af vejen og søgte i sikkerhed bag en parkeret bil.

Skodaen fortsatte imidlertid og ødelagde flere parkerede biler på sin vej. Ved Richthofenstraße kolliderede Skodaen med et skilt, og føreren flygtede fra stedet til fods.

Mens tilkaldte betjente var ved at optage rapport, vendte den 51-årige tilbage.

Han råbte om sig og truede betjentene med en knap 30 centimeter lang bajonet, som han ikke ville lægge fra sig, da han blev bedt om det. Betjentene brugte peberspray mod manden, som så forsøgte at angribe ordensmagten med en elektrochokker.

Betjentene fik overmandet den 51-årige, som beskrives som sindsforvirret.

Seks parkerede biler blev beskadiget, den 17-årige blev behandlet for chok, og den 51-årige indlagt på en psykiatrisk afdeling.

kommentar
deling del

Skriv et svar