Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Santiano sagde ja med det samme

Shanty-rockbandet Santiano har succes i hele Tyskland, men har ikke glemt de lokale rødder. Slesvig-koncerten den 20. september er en støtte til den lokale verdenskulturarv.
Shanty-rockbandet Santiano har succes i hele Tyskland, men har ikke glemt de lokale rødder. Slesvig-koncerten den 20. september er en støtte til den lokale verdenskulturarv.
For et år siden indspillede Santiano en musikvideo ved vikingemuseet Hedeby. Fredag fik de fire musikere fra bandet lejlighed til at se sig selv på video. Fra venstre er det forretningsfører Guido Wendt fra museerne på Gottorp Slot, Björn Both, Axel Stosberg, Hans-Timm Hinrichsen, Peter David Sage og Frank Zarp, der er informationschef for Landesmuseen Schleswig-Holstein. Foto: Hans Christian Davidsen

For et år siden indspillede Santiano en musikvideo ved vikingemuseet Hedeby. Fredag fik de fire musikere fra bandet lejlighed til at se sig selv på video. Fra venstre er det forretningsfører Guido Wendt fra museerne på Gottorp Slot, Björn Both, Axel Stosberg, Hans-Timm Hinrichsen, Peter David Sage og Frank Zarp, der er informationschef for Landesmuseen Schleswig-Holstein. Foto: Hans Christian Davidsen

Der er kun ganske få billetter tilbage til Santiano-koncerten ved Gottorp Slot den 20. september. De sidste billetter sælges i museumsbutikken foran slottet, og Landesmuseen Schleswig-Holstein – der er koncertarrangør – forventer, at alle 7500 billetter er væk i løbet af kort tid.

Shanty-rockbandet spiller uden honorar til fordel for Unesco-verdens­kulturarven Hedeby og Danevirke. Fredag formiddag mødte de fire musikere fra Santiano op for at besigtige forholdene ved Gottorp Slot, hvor de giver open air-koncert: Björn Both, Axel Stosberg, Hans-Timm Hinrichsen og Peter David Sage. Alle fire bor lokalområdet – i Flensborg eller i Slesvig-Flensborg Amt.

– For os er det en selvfølge at spille på hjemmebane, og når overskuddet går til et stykke kulturhistorie her i Nordtyskland, så er vi naturligvis med på ideen – også uden gage, siger guitaristen Hans-Timm Hinrichsen, der også går under navnet »Timsen«.

Han veksler mellem plattysk og højtysk – for at fremhæve sine rødder.

Video fra Hedeby

For nøjagtig et år siden indspillede Santiano videoen til sangen »Mädchen von Haithabu« ved vikingemuseet i Hedeby – en video der blandt andet kan ses på YouTube. Her medvirker også sangeren og guitaristen Andreas Fahnert, der er gået lidt ind og ud af orkestret efter problemer med tinnitus.

Kontakten mellem Landesmuseen Schleswig-Holstein kom i stand via Daniel Günther (CDU), der som ministerpræsident i Slesvig-Holsten også er formand for museerne. Dagen efter forespørgslen kom et klart og utvetydigt ja fra Santiano, fortæller forretningsfører Guido Wendt fra Landesmuseen Schleswig-Holstein.

– Vi er ikke kun et band, der synger om det maritime. Vores tekster handler også om det nordiske, så vi ville næsten have været fornærmet, hvis ikke vi var blevet spurgt. Vi er så gennemførte nordiske, at vi kan få selv et publikum i Schweiz til at synge med på vores sange, der har referencer til vikingetiden, siger guitaristen og bassisten Björn Both

Musikerne i Santiano er vant til at spille i store haller langt nede i Tyskland, men med en koncert i Slesvig kan de nå at komme hjem i seng samme aften – en luksus, de ikke er forvænt med.

– Det giver en helt særlig mening at fremhæve vort lokalområde. Hedeby og Danevirke er jo noget, man tager for givet, når man som os bor her i området og er vokset op med de to lokaliteter. I dagligdagen har man dog let komme til at tage seværdighederne som givet, siger Axel Stosberg, der er født og opvokset i Flensborg.

I hjembyen er han kendt som en habil fodboldspiller fra sine unge dage i Flensburg 08, og i en årrække optrådte han også som skuespiller på Niederdeutsche Bühne Flensburg, før han fik en kontrakt på Ohnsorg Theater i Hamborg.
 

Transport og parkering

Koncerten den 20. september begynder klokken 20. Portene til Gottorp Slotsø åbnes klokken 18, og der vil være adgang til pladsen både sydfra via Gottorfer Damm og nordfra ad Windallee og Schlossallee. Der vil ikke være parkeringspladser til biler ved slottet, men ved nord-indgangen vil der være mulighed for at stille sin cykel.

– Vi anbefaler de udenbys gæster, der har mulighed for at tage toget, at gøre det. Banegården i Slesvig ligger blot 20 minutters gang fra Gottorp Slot, og fra klokken 17.30 vil der være en bus-shuttle-service mellem banegården og slottet, fortæller informationschef Frank Zarp fra Landesmuseen.

Han oplyser videre, at der vil være rigeligt med parkeringspladser ved flyvepladsen i Jagel syd for Slesvig, og herfra vil der fra klokken 17.30 køre 13 ledbusser i pendulfart.

Gottorp Slot vil under koncerten være oplyst i farver. Prisen på restbilletterne er 38,50 euro.

 

FAKTA

SantianoSantiano er et nordtysk shantyrockband, der blev grundlagt i 2011. Stilen er en blanding af folk, rock og sømandssange.

Det store gennembrud kom allerede allerede i 2012 med albummet »Bis ans Ende der Welt«, der i over et halvt år lå som nummer 1 på den tyske hitlste.

Det seneste udspil fra Santiano hedder »Im Auge des Sturms« og udkom i 2017. Albummet er blevet udmærket med platin

I 2014 nåede Santiano til semifinalen i det tyske Melodi Grand Prix (Vorentscheid).

kommentar
deling del

Skriv et svar