Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Rømø-færge er gået på grund i Vadehavet: Venter på højvande

Siden fredag formiddag har 126 passagerer været fanget om bord på færge, der er gået på grund nær Rømø.
Siden fredag formiddag har 126 passagerer været fanget om bord på færge, der er gået på grund nær Rømø.

Det er normalt en hurtig overfart, når man tager færgen mellem Rømø og Sild.

Fredag har 126 passagerer dog fået en noget længere rejsetid, da færgen ved 10.40-tiden gik på grund i Vadehavet.

– Meldingen er, at færgen “Sylt Express” er gået på grund ved Rømø. Nu venter man på højvande, så skibet kan sejle i havn, siger den vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter (JOC).

JOC får løbende meldinger ind om situationen, og forventningen er, at færgen igen kan sejle omkring klokken 17.00. Højvandet er i hvert fald varslet til at finde sted ved 16-17-tiden.

Ifølge avisen JydskeVestkysten er der 126 passagerer om bord på færgen.

De får mad og drikke om bord, oplyser Birte Dettmer, der er direktør for Rømø Sild-overfarten og rederiet FRS, til jv.dk.

Hun fortæller videre, at et teknisk problem førte til, at færgen kom ud af kurs og stødte på grund.

Hvad der præcis er årsag til grundstødningen, og om færgen har taget skade, vil blive undersøgt, når skibet kommer i havn i Rømø.

– Der er dykkere klar i havnen til at undersøge skibet nærmere, siger den vagthavende officer ved JOC.

Søfartsstyrelsen har oplyst til JOC, at der ikke er fare for passagerer eller skib.

Bunden består af mudder og sand, og der er ikke forureningsfare, lyder det videre fra styrelsen.

kommentar
deling del

Skriv et svar