Single Daily
af

Lennart Adam

Reportage: Skål for gennemsnitligheden

Med »Couchsurfing i Iran« skrev den tyske rejsejournalist Stephan Orth ikke kun en bestseller, men skabte ved samme lejlighed stor hype omkring Couchsurfing, som ikke er et nyt fænomen, men støt stigende.

Ved couchsurfing tilbyder lokale rundt om i verden via en internetside en sofa som soveplads til den rejsende. Det vigtige er dog ikke bare den gratis overnatning, men snarere muligheden for at møde andre folk og kulturen over hele verden.

– Det vil jeg også prøve, tænkte jeg.

Men hvorfor altid tage så langt væk i det fjerne?

Er det ikke (næsten) lige så interessant at opleve, hvordan mennesker i vores eget nabolag og region lever?

Så hvorfor ikke undersøge, hvad de lokale overnatningssteder har at byde på.

Flensborg Avis’ chefredaktør gav sit ok uden tøven.

Men efter at jeg sidste år gennemførte en pilgrimsrejse for avisen i Slesvig-Holsten, undrede han sig måske ikke over endnu en skør ide.

Med sin scooter er journalist Lennart Adam på tur i grænseregionen for at tage et kig bag tyske og danske døre. Hvordan bor folk i Sydslesvig og Sønderjylland? Hvad kan de lide ved deres hjemby, og hvad kan de ikke lide? Og hvorfor må han overhovedet komme indenfor? For at finde ud af det, sover han hver nat på en fremmed sofa i regionen.

Med sin scooter er journalist Lennart Adam på tur i grænseregionen for at tage et kig bag tyske og danske døre. Hvordan bor folk i Sydslesvig og Sønderjylland? Hvad kan de lide ved deres hjemby, og hvad kan de ikke lide? Og hvorfor må han overhovedet komme indenfor? For at finde ud af det, sover han hver nat på en fremmed sofa i regionen.

Here we go! Scooterens tank er fuld, dækkene er pumpet op, regntøjet er i handskerummet, og rygsækken er pakket.

Fuld af motivation drøner jeg ud af byen langs grænsevejen, som snor sig parallelt gennem landskabet langs grænsen mellem Tyskland og Danmark – fra Flensborg og næsten ud til Vesterhavet.

Mit første mål: Møgeltønder, den lille landsby i Tønder Kommune, omkring seks kilometer nord for grænsen og seks kilometer fra havet. Byen har 847 indbyggere, som kaldes møgeltøndringer, og indtil 2014 var Møgeltønder hjemsted for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim.

Ordet møgel kommer fra det gamle danske mykil (stor), så stedet kan oversættes til noget i retning af  Store Tønder. Tønder, som i dag er otte gange så stor som Møgeltønder, var til gengæld tidligere kendt som Lille Tønder.

Danskere er nogle gange svært at forstå.

Et hyggeligt hus

Mine sofaværter, Ole og Lene Hansen, bor i centrum af landsbyen i et dejligt hus, som i sin tid var en skole og i tyske tider endda et børnehjem. Jens Jessen, grundlægger af Flensborg Avis, levede i det 19. århundrede kun et par huse derfra.

Inde fra huset strømmer duften af en saftig steg, der allerede er i ovnen. Lejligheden er meget smagfuldt indrettet. Og frem for alt meget hyggelig.

Lene skærer kartofler, mens Ole skyller salat.

– Kan jeg hjælpe jer på en eller anden måde?, spørger jeg.

– Du kan hjælpe med at vælge vin til i aften, svarer Ole.

Ole og Lene har en lille vinbutik i kælderen i deres hus, som de har haft i flere år – dog mest for sjov. Den er helt fyldt med kostbare vine fra Frankrig. Alle vinproducenter er venner, som de har mødt under rejser i Frankrig.

Vi valgte en »Vacqueyras« fra 2013 fra Domaine »La Garrigue«.

Da jeg ikke har den mindste anelse om vin, er min vinkritik begrænset til ordet »lækker«.

Kort tid efter var stegen færdig.

Gæster fra hele verden

Tre til fire gange om året tager parret imod en couchsurfer i deres hjem.

– Vi må desværre også sige nej til mange – f.eks. under Tønder Festivalen. Da har vi ofte mere end 30 ansøgninger. Vi siger også nej til nordtyske og andre mennesker, der bare kommer til byen for at blive gift, siger Ole.

En undtagelse gjorde de to, da en russisk kvinde, der levede i eksil i Berlin, ønskede at gifte sig med en kvinde fra Letland.

– Ægteskabet var ikke legalt i Tyskland, men i Danmark var det ikke noget problem, og vi ønskede ikke at stå i vejen for deres kærlighed, siger Ole.

Den første couchsurfer var en franskmand, der vandrede til fods gennem Danmark, og som ikke kunne et ord engelsk. Ole mødte ham og hans hund i Tønder, hvor han fortvivlet forsøgte at finde et sovested til sig selv og sin hund. Uden succes.

– Jeg gik hen til ham og fortalte ham: »Hvis du ønsker at lave en lille afstikker til Møgeltønder, venter der et varmt måltid og en seng til dig«. Og et par timer senere var han virkelig på vores dørtrin. Vi oversatte alt med Google Translate og talte så med hjælp af min Ipad. Det var en meget morsom aften, siger Ole.

Familien har stadig kontakt med ham, og i dag kan franskmanden også tale engelsk.

Et år senere kom en anden ung mand fra Frankrig på besøg. Han havde sovet i et hønsehus i Büsum aftenen før.

– Vi gav ham først en kold øl, og så var han glad, griner Ole.

Ole og Lene bød på mad

Ole og Lene sørger for at behandle deres couchsurfere godt og byder på både aftensmad og morgenmad.

Siden da har der været talrige mænd og kvinder fra Japan, USA, England, Chile, Frankrig, Italien og resten af verden i Møgeltønder for at tage en overnatning hos Ole og Lene.

– Det er også dejligt for os, fordi vi får noget til gengæld fra disse unge mennesker. Vi lærer om andre lande og andre kulturer og har en dejlig aften med god mad og vin, fortæller Ole.

– Desuden er det rart at høre, hvad folk mener om Danmark, siger Lene.

– Ja, hvad tænker du, f. eks. hvor meget kender tyskerne faktisk til Danmark? Sådan en helt almindelig tysker?, spørger Ole.

– En almindelig tysker? De kender H.C. Andersen og Den Lille Havfrue. Feriehytter og Carlsberg. Det er vist det, frygter jeg. Jeg er bange for, at de fleste i Tyskland ikke engang ved, hvad jeres dronning hedder. Eller at der er et dansk mindretal i Slesvig-Holsten. Eller et tysk mindretal i Danmark. Og hvad tror danskerne om Tyskland?, spørger jeg.

– De fleste tror, at alt skal være korrekt og ryddeligt. Ordnung muss sein!, griner Lene.

– Og I kalder folk ved deres efternavn, ikke? Hvorfor?, spørger Ole.

– Det kan jeg, helt ærligt ikke forklare. På universitetet i Sønderborg havde vi en lærer. Mine danske medstuderende kaldte hende Maria, og tyskerne måtte kalde hun Frau Bonner, selv om vi deltog i det samme kursus. Hun forklarede det således, at det er bare en kulturel ting, fortæller jeg.

Ole ryster på hovedet.

Den danske hygge

Den sidste couchsurfer kom på cykel og var på vej fra Bourdeux til Oslo. De fleste bruger Møgeltønder som en mellemlanding på vej til at gøre et stop ved Vadehavet.

Sammenholdet er vigtigere her i Danmark end det enkelte individ. Vi ser efter hinanden, vi har tillid til hinanden og hjælper hinanden
Ole

Meget sightseeing kan man ikke foretage sig i Møgeltønder, bortset fra Schackenborg Slot og den nærliggende grænse i Rudbøl. Men det er heller ikke noget ønske for dem, der kommer til byen for at bo hos Lena og Ole.

De ønsker at slappe af, drikke et glas rødvin eller fire og nyde den danske hygge.

Det gør vi også på denne aften. Vi taler om alt. Om rejser og fjerne lande, kultur og musik, og om forskellene mellem Danmark og Tyskland.

– Hvad tror du, er den største forskel mellem tyskere og danskere, spørger Ole.

– Jeg tror, at det mest »tyske‹ er denne konstant nagende utilfredshed. Ingen mennesker i verden har så meget og klager så meget på samme tid. Du og Lene virker på den anden side meget glade, siger jeg.

– Sådan er vi. Vi sætter pris på de små ting. Familie, gode samtaler og god mad. Det er hygge. Sammenholdet er vigtigere her i Danmark end det enkelte individ. Vi ser efter hinanden, vi har tillid til hinanden og hjælper hinanden, siger Ole.

– Men man kan ikke sige, at dette er normalt eller typisk, ikke også? I er bare lykkelige, er i ikke?, spørger jeg.

– Nej, vi er helt gennemsnitlige. De fleste danskere er sådan. Der er naturligvis en masse mennesker, der har flere penge, end vi har. Men derfor er de ikke gladere. Der findes mange ting, som jeg ikke ejer, men sådanne ting er ikke vigtige for mig. Nætter som denne her, for eksempel, er vigtige.

– Jamen, så, skål for gennemsnitligheden, siger jeg og hæver mit glas.

– Skål, siger Ole.

Den næste morgen bliver jeg vækket af duften af nybagt brød og friskbrygget kaffe.

Morgenmaden er klar.

– Bliver alle couchsurfere så godt behandlet hos jer, spørger jeg Ole.

– Selvfølgelig. Vi har jo også børn, og vi håber, når vores børn er ude i verden, at der er nogle mennesker, der tager sig godt af vores børn. Og så forsøger vi omvendt at tage os af andre unge på samme måde, når de kommer her, forklarer han.

– Men hvorfor gør i det? Hvorfor lader I fremmede sove i jeres hus, giver dem god mad og vin, selvom i slet ikke kender dem?

Ole tænker et øjeblik.

– For os er det bare et godt liv, vi har, og vi vil gerne dele ud af det. Og når de unge er hjemme igen, skal de være i stand til at sige: Så var vi i denne lille landsby. I Møgeltønder. Og der var to mærkelige mennesker, og det var bare så rart. Og når de så siger det, så var det det hele værd, siger Ole.

Jeg er lidt rørt.

– Ole, når I udgør en gennemsnitsdansker, så er danskerne et lykkeligt folk, siger jeg.

– Ja, det er vi, siger Ole.

kommentar
deling del

Skriv et svar